Tyst el-kværn fås nu i Danmark

DR's Jakob Skaaning lod i nogle timer sin benzindrevne Honda bytte ud med elmotorcyklen Zero S. Se hans anmeldelse her.

Elmotorcyklen Zero S er den første af sin slags til salg i Danmark. (Foto: Jakob Skaaning © DR)

Holbækmotorvejens tilkørsel 13 er helt tom og for enden af den kan jeg se bar vej, der glimter lidt i formiddagssolen. Jeg vrider gashåndtaget helt i bund, vinden slår mig ind i ansigtet og adrenalienen bobler i maven.

Sekunder efter er jeg skudt ud på motorvejen og jeg når lynhurtigt den tilladte hastighed. Flyver udenom en anhænger-trækkende lastbil. Havde jeg kørt denne strækning på en motorcykel, som de er flest, ville tilkørslen have været akkompagneret af et motorbrøl og af udstødningsrør, der glødede.

Men sådan er det ikke: Den maskine, jeg kører på, har nemlig slet ingen udstødningsrør. Den eksplosive fremdrift kommer fra det store batteri, der ligger lige der, hvor motoren ligger på dens benzindrevne fætre og kusiner. Så jeg drøner op på motorvejen i total stilhed og føler mig lidt som Batman.

Zero S, hedder den stille motorcykel, og er den første elektriske motorcykel til salg i Danmark. Zero'en er udviklet og bygget i Californien og har været på markedet i USA i flere år.

Elmotorcyklen Zero S er den første af sin slags til salg i Danmark. (Foto: Jakob Skaaning © DR)

Motorcyklister vælger typisk deres foretrukne to-hjuler på grund af fascination hvordan maskinen føles og især lyder - og her kan en el-motorcykel jo i sagens natur ikke buldre, ryste og dufte lifligt af benzin. Til gengæld kan den mange andre ting, som måske alligevel kan overbevise selv motorcyklister med en høj benzin-promille i blodet.

El rykker

Zero ligner fuldstændig en moderne, sporty benzindrevet motorcykel. Den har en lidt spids, kåbeløs front og et bagsæde, der løfter sig frækt over bagdækket. Test-modellens el-motor yder 54 hestekræfter eller 40 kw, som jo ikke i sig selv er imponerende. Det er den måde, hestene bliver leveret på til gengæld:

Motorcykler skal som regel godt op i omdrejninger, før motoren for alvor viser tænder, men det er ikke tilfældet med en el-motor. Den er altid klar til at lægge alle kræfter i baghjulet, stort set ligegyldigt om man kører 20, 50 eller 110 kilometer i timen. Det kan virkelig mærkes på motorvejen, hvor overhalinger overstås på et øjeblik og uden at man på nogen måde føler, at motoren må anstrenge sig for at hæve farten betragteligt på nærmest ingen tid.

El-motoren har også en anden åbenlys fordel: Produktionen af strøm forurener væsentlig mindre end benzinmotorens forbrænding, og så er det også billigt. Testmodellens batteri holder 8,5 kWh, så med en aktuel elpris hos Dong på cirka to kroner pr. kWh, kan "tanken" fyldes op for omkring en tyver. Batterikapaciteten, der afgør hvor langt man kan køre mellem opladninger er selvfølgelig et kritisk punkt - men det vender vi tilbage til.

Kværn med bluetooth

Man sidder godt i sædet på Zero'en - ret op og ned, og med en sædehøjde på 807 mm vil de fleste kørere trygt kunne nå jorden. Instrumenterne er rent digitale og det hele bliver lidt ekstra digitalt, hvis man inden start parrer motorcyklen med sin smartphone - så bliver det nemlig muligt selv at bestemme vægtningen af maskinens køreegenskaber, blandt andet hvor meget den elektronisk begrænsede topfart skal være og hvorvidt maskinen skal vægte rækkevidde eller topfart.

Der findes dog også et par forudindstillede modus: "Eco" for længst mulig rækkevidde, eller "Sport" for bedste ydeevne.

Elmotorcyklen Zero S er den første af sin slags til salg i Danmark. (Foto: Jakob Skaaning © DR)

Når nøglen er drejet, starter man maskinen på en knap, som på en hver anden motorcykel med elstarter. Der kommer liv i instrumenterne - men altså ikke en lyd. På venstrehånd leder man forgæves efter koblingsgrebet - men det er der ikke, maskinen har ikke gear.

El-motoren spytter rigeligt med kræfter ud, selv ved de helt lave omdrejninger. Første gang man drejer gashåndtaget og højrefoden finder fodhvileren er næsten magisk: Afgang i absolut stilhed. Og selvom jeg lægger ud med at prøve maskinen i den strømbesparende modus, rykker den godt fra land.

To-hjulet massetransport

Bytrafikken i Roskilde er tynd og det virker hurtigt naturligt at styre maskinen gennem byen. Den er meget styrevillig og den opretsiddende køreposition giver godt overblik. Enkelte bilister og fodgængere spærrer øjnene op, når de bliver overhalet, men generelt ligner modellen en "almindelig" motorcykel så meget, at den ikke vækker større opsigt. Men Zero S er ude af lyskrydsene som den første, hver gang.

Elmotorcyklen Zero S er den første af sin slags til salg i Danmark. (Foto: Jakob Skaaning © DR)

Her i byen er det nemt at se potentialet i de elektriske motorcykler: I store dele af verden er det ikke bilen, men scooteren og motorcyklen, der er det foretrukne transportmiddel. I østens storbyer er den foretrukne transportform for mange to-hjulere. En større andel af de elektriske scootere og motorcykler i disse byer kunne hjælpe på de enorme forureningsproblemer, som indbyggerne i lider under - hvis elektriciteten vel at mærke bliver produceret på en måde, der ikke forurener uhæmmet.

Mens to-hjulerne i blandt andet Kina, Indien og Vietnam fungerer som dagligdagstransport, så er motorcykler langt hen ad vejen hobby-køretøjer i Danmark og resten af Nordeuropa - måske også på grund af vejret, som langt fra altid er særlig egnet til frilufts-transport. Derfor er det meget svært at forestille sig, at danske pendlere for alvor tager den elektriske motorcykel til sig. Men i takt med, at både København og Aarhus oplever en befolkningstilvækst, vil trafikpresset vokse, og der vil blive behov for nye løsninger, når vejbanerne fortættes og parkeringspladserne er fyldte. Og her kunne den elektriske motorcykel være et bud på fleksibel, billig og endda rigtig sjov pendler-transport.

Hestene flygter ikke

For sjov, det er Zero S. Udenfor Roskilde ligger landevene og putter sig mellem gule kornmarker og indbyder til motorcykelkørsel. Når maskinen sættes i "Sport"-modus bliver smilet endnu større, når man drejer på gashåndtaget og kører ud af byen. 0-100 klares i følge fabrikken på 4,8 sekunder og kraftoverskuddet er som nævnt imponerende.

Elmotoren har et maksimalt drejningsmoment på 92 Nm - går man til benzinmotorcyklerne, skal man op i en noget dyrere klasse, for at finde noget tilsvarende. Til sammenligning leverer en Honda CBF1000 FA 96 Nm - og den har en listepris på 160.000 kr. - mod 115.000 for den elektriske Zero. Det giver en fornemmelse af, at der hele tiden er kræfter i overskud.

Zero'ens nogenlunde konkurrencedygtige pris skyldes, at de elektriske motorcykler ligesom bilerne er fritaget for afgifter, foreløbig til og med 2015. Og det betyder også, at Zero'en udstyret med glimrende udstyr: Foran sidder der en stor bølget bremseskive, og farten tages hurtigt af med Nissin-bremserne. Styretøjet virker præcist og finnishen på motorcyklen er generelt rigtig lækker. Afdæmpningen er kontant, men alligevel behagelige.

Elmotorcyklen Zero S er den første af sin slags til salg i Danmark. (Foto: Jakob Skaaning © DR)

Tyngdepunktet på maskinen ligger lavt, og det er en fornøjelse at køre både ind og ud af svingene.

Zero S er i det hele taget en glimrende kammerat på landevejene. Uden for Høng går en flok heste og græsser ved hegnet og de bliver som den naturligste ting i verden stående, da jeg kører forbi. Det er faktisk meget hyggeligt. Bilisterne har en lignende reaktion. Overhalinger foretages let og med maser af overskud, og et hurtigt blik i bakspejlet afslører, at mange chauffører bliver noget overraskede, når der pludselig stryger et sort, lydløst og lynhurtigt køretøj forbi.

Dette kan muligvis også udgøre en fare for elektriske motorcyklister: I trafikken er vi jo vant til, at motorcyklerne gør opmærksom på sig selv fra en vis afstand med sit motorbrøl - det gør en el-motorcykel i sagens natur ikke.

Drømmen om at stikke af

Zero S er uden tvivl både et sjovt, letkørt og (hvis batteriet ellers viser sig at holde) billig i drift. Motorcyklens største ulempe deler den med alle andre elektriske køretøjer: Det er rækkevidden. DR's prøvetur strækker sig over godt og vel 100 km, og maskinen bliver afleveret igen med ca. en tredjedel batteri tilbage.

I de officielle tal fra Zero klarer maskinen 220 km i byen, 103 på landevejen og 127 km ved blandet kørsel. Og de tal harmonerer ikke så godt med den drøm, der for mange motorcyklister knytter sig til deres maskiner: Drømmen om at køre langt, langt væk og i øvrigt helt selv bestemme, hvor turen går hen.

Elmotorcyklen Zero S er den første af sin slags til salg i Danmark. (Foto: Jakob Skaaning © DR)

Opladningen tager ifølge Zero's egne tal 7 timer med den medfølgende oplader. Det sætter immervæk nogle kraftige begrænsninger for motorcykelrejse-drømmene, der enten kræver ganske korte dagsetaper eller nogle meget lange kaffepauser. En kraftigere type oplader kan dog klare opladning til 95 procent af batteriets kapacitet på én time, så i fremtiden kan det se anderledes ud.

Den begrænsede rækkevidde er uden tvivl det største problem for Zero S og andre elektriske køretøjer. Vi vil gerne kunne suse afsted ud i verden, også selvom langt de fleste af de ture, man rent faktisk får kørt som motorcyklist, snildt vil kunne nås inden batteriet løber ud. Det er idéen om at kunne stikke af, der er vigtig her - og den drøm kan Zero S altså ikke tilbyde.

"Skal vi bytte?"

Efter en en tur gennem Roskilde by, langs med fjorden og noget herlig motorvejskørsel stiller jeg Zero S ved forhandleren igen, og springer på min egen, gamle, benzinslugende Honda CB450. Starter og bliver nærmest overrasket over, hvor meget den larmer, når man drejer på gashåndtaget.

På vejen hjem tænker jeg under hjelmen på det måske vigtigste spørgsmål: Ville jeg bytte benzinslugeren ud med den lydløse Zero? El-kværnens acceleration taler virkelig for og det samme gør det kraftoverskud, man har til rådighed ved overhalinger: Den rykker, simpelthen. Benzinmotorens drøn tror jeg godt, jeg kunne lære at leve uden. Og selvom det kan være sjovt at skrue på sin motorcykel, så ville det, at en el-motor skal vedligeholdes langt mindre, nok også være en fordel.

Men på motorvejen dukker skiltene mod Rødby og Odense op. Og selvom jeg ikke gør det, så kunne jeg køre Honda'en til Fyn, Jylland, Tyskland eller resten af verden. Det ville jeg kun vanskeligt kunne på en Zero S, og det bliver foreløbig det afgørende: Jeg ville ikke bytte - men hvis jeg havde mulighed for at have to motorcykler, kunne den ene af dem meget vel blive en Zero S.

Elmotorcyklen Zero S er den første af sin slags til salg i Danmark. (Foto: Jakob Skaaning © DR)
Facebook
Twitter