Vi har ikke knækket koden for forurening fra landbruget

Professor i ferskvandsøkologi betvivler en af anbefalingerne fra Natur- og Landbrugskommissionen.

(Foto: Jens Olesen © DR)

Kaj Sand-Jensen har gennem sin karriere oplevet en voldsom bedring af ferskvandsmiljøet i Danmark.

- Det var jo et forfærdeligt svineri i halvtredserne og i starten af tresserne. Vandløb og søer som var farvet røde eller hvide, skiftevis af blod fra svineslagterierne eller vaskevand fra dampvaskerierne, husker han tilbage. Det ser vi ikke mere.

- Men det at man har beriget landskabet med næringsstoffer, har betydet, at alle de fede plantearter har udryddet de såkaldte magre arter. De fleste tror måske at hvis man har mange næringsstoffer i jorden, så kommer der en stor artsrigdom af planter.

Det gør der ikke.

Professor i ferskvandsøkologi Kaj Sand-Jensen (Foto: Jens Olesen © DR)

Det er lige den anden vej rundt. En stor næringsrigdom betyder, at det er nogle få planter - dem der vokser meget meget kraftigt - der sætter sig på flæsket og udkonkurrerer alle de andre…

Vi har knækket spildevandskoden, men landbrugskoden har vi ikke knækket endnu, påpeger Kaj Sand Jensen, der er professor i ferskvandsbiologi ved Københavns Universitet.

Naturplan Danmark skal redde det åbne landskab

I øjeblikket arbejder miljøministerens embedsmænd med "Naturplan Danmark", som regeringen lovede os ved sin tiltrædelse. Et vigtigt arbejdsgrundlag er Natur- og Landbrugskommissionens slutrapport, som tilbyder en række anbefalinger, der skal skabe fodslag mellem interesseorganisationerne for landbrug og naturfredning.

En af anbefalingerne gælder "differentieret og målrettet kvælstofregulering"… "For arealer med en høj retention kan der blive mulighed for en øget kvælstoftilførsel", står der i rapporten.

"Det bør være målet, at den ændrede kvælstofregulering hurtigst muligt baserer sig på målte udledninger af næringsstoffer fra dyrkningsarealerne. Det forudsætter, at teknologien hertil udvikles yderligere. På kort sigt vil reguleringen derfor skulle baseres på beregnede normer."

Man kan opfatte Natur- og Landbrugskommissionens anbefaling om differentieret kvælstofregulering som en mulighed for at øge landbrugsproduktionen på arealer med høj retention.

Kaj Sand Jensen er ikke enig.

- Jo mere man sætter i kredsløb, des mere ender der også som forurening, eller som tab. Det er op mod 38 procent af det kvælstof man doserer via kunstgødning og anvendte gødningsstoffer man trækker ud med afgrøderne. Det vil sige at der er et tab på cirka 60 procent. Nogle tror måske at man kan fjerne forurening, altså fjerne tab.

Det kan man ikke.

Når man øger produktionsintensiteten, så vil man -alt andet lige- få et øget tab og dermed en øget forurening. Det kan man måske så bære i et lokalområde, men man skal huske at det til slut ender ude i fjordene og ude i Kattegat, forklarer han.

Et målemæssigt mareridt

Kaj Sand er enig i anbefalingens forudsætninger:

"Man kan generelt beskrive hvordan sandjorder er piv-utætte, mens lerjorder og andre jordtyper der er mere kompakte, i mindre udstrækning giver anledning til nedsivning og udsivning."

Derimod deler han slet ikke kommissionens optimisme om at basere reguleringen på målte udledninger fra markerne.

- Man kan godt lave en generel beskrivelse af hvad der er følsomme og ikke-følsomme jorder, men hvis man vil differentiere på markplan, bliver det et målemæssigt mareridt. Når ferskvandsforskere skal beskrive en næringspåvirkning på en sø, så skal vi måle i indløbet og i udløbet en gang om ugen.

- Hvis du bytter søen ud med en markparcel, skal vi have 104 målinger på den markparcel, men der ligger jo tusindvis af markparceller ud over landet, og så skal alle Europas laboratorier ud og måle på markparceller, siger Kaj Sand-Jensen, der fortæller mere om biodiversitet og naturgenopretning i Natursyn.

Facebook
Twitter