Vilde tigere skal tilbage til Kazakhstan efter 70 år udryddelse

Hvis projektet er succesfuldt, vil Kazakhstan være det første land til at genindføre tigeren efter udryddelse.

Efter planen bliver tigerne tidligst sat ud i 2025 i det sydøstlige Kazakhstan. (Foto: Ilya Naymushin © Scanpix)

For 100 år siden var der masser af tigere i verden. Der var mere end 100.000 af dem. Men i flere årtier har de været i fare for at uddø. Ifølge WWF Verdensnaturfonden er der kun cirka 3900 tigere tilbage i naturen, viser en ny opgørelse.

Et af de lande, hvor tigeren blev udryddet, var Kazakhstan. Det er 70 år siden. Men nu er regeringen gået sammen med WWF Verdensnaturfonden i et projekt, der skal få tigeren tilbage.

Fakta om tigere

Tigeren er verdens største kat og lever i Asien.

Den sibiriske tiger er verdens største tiger og kan veje op til 300 kilo.

De store katte jager alene og kan spise op 40 kilo kød ad gangen.

Tigerne har store territorier og jagtområder.

Lige nu er hele verdens bestand af tigere på cirka 3900 individer, men er truet af jagt og tabt af levesteder.

- Kasakhstans tigerprogram er ganske enestående. For første gang nogensinde etablerer vi hele levegrundlaget for et stort rovdyr, inden vi genudsætter det, siger Bo Øksnebjerg, der er generalsekretær i WWF Verdensnaturfondens, i en pressemeddelse.

Tigerne skal sættes ud i det sydøstlige Kazakhstan i Ili-Balkhash-regionen. Men inden tigrene kan sættes ud, skal naturen i området gøres beboeligt for dem.

- Vi starter med at etablere et naturreservat, hvor vi genudsætter tigerens vigtigste byttedyr som vildsvin og bukhara-kronhjorte. Derefter, 7-8 år senere, slippes tigrene så løs i regionen. Målet er at opnå en bestand på mindst 150 tigre, siger Bo Øksnebjerg i pressemeddelelsen.

Hvis projektet er succesfuldt, vil Kazakhstan være det første land til at genindføre tigeren efter udryddelse.

Bestanden stiger

Verdens samlede bestand af tigre er steget siden 2010, hvor der kun var 3200 til de cirka 3900 i dag.

Netop i 2010 samledes 13 nationer til et topmøde, hvor man besluttede at fordoble antallet af tigre inden 2022.

I foråret meldte Kina ud, at de vil oprette en kæmpe nationalpark i det nordøstlige Kina tæt på grænsen til Rusland. Nationalparken skal blandt andet skabe gode forhold for den sibiriske tiger, som nu også skal sættes ud i den kazakhstanske natur omkring 2025.