I mange år har den italienske opdagelsesrejsende Christoffer Columbus fået æren for at opdage Amerika i 1492 - hvis man altså ser bort fra de mennesker, der boede der i forvejen.
Men med al sandsynlighed tog vikingerne, også kaldet nordboerne, turen flere hundrede år inden Columbus.
Det er blevet beskrevet i de islandske sagaer og andet historisk litteratur. Samtidig har arkæologiske fund vist, at nordboerne kom til Nordamerika.
Man har tidligere fundet en vikingebosættelse, L’Anse aux Meadows, på den canadiske ø Newfoundland.
Men helt præcis hvornår vikingerne bosatte sig det sted, har man været usikker på.
Men nu har forskere for første gang et meget præcist bud: år 1021.
Et årstal de har fundet frem til ved at datere træstykker fra bosættelsen ved hjælp af en meget præcis daterings-metode.
Det fortæller Søren Michael Sindbæk, der er arkæolog og professor MSO ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.
- Det er et meget stærkt resultat. De har brugt den såkaldte kulstof-14-metode, men på en helt ny måde, som gør, at der ikke er usikkerheder omkring resultaterne, siger han.
Den ældste omtale, vi i dag kender til af vikingernes færden i Amerika, er fra år 1075.
Her beskriver et nordtysk værk, hvordan vikingerne nåede helt ud til Grønland, og at der lå et land længere mod vest med navnet Vinland, som var vikingernes navn for det område af Nordamerika, de besøgte.
- Indtil nu har vi været afhængige af de skriftlige kilder i forhold til at vide, hvornår det her skete. Vi har selvfølgelig udgravet bopladsen og fundet ting, der peger i retning af, at det nok var i starten af 1000-tallet. Men det har været usikre beviser, siger Søren Michael Sindbæk.
- Nu kan vi begynde at lave arkæologiske dateringer uafhængigt af, hvad de skriftlige kilder siger, fortsætter Michael Sindbæk.
Indfødte voldte måske problemer
Over de kommende år vil vi få flere - og måske endnu mere overraskende - resultater om vikingernes færden i Amerika takket være den nye tilgang til kulstof-14-metoden.
Det forventer Søren Michael Sindbæk i hvert fald.
Lige nu kan vi nemlig kun gætte os til, hvorfor vi ikke har hørt mere om vikingerne i Amerika, selvom vi ved, at de var i Grønland i nogle hundrede år. Tæt på Amerika.
- Med al sandsynlighed har nordboerne siddet oppe i Grønland og vidst, at der var kæmpe muligheder i Amerika. Men samtidig havde de problemer på grund af de indfødte, der var svære at få fred med. Fra sagaerne ved vi nemlig, at de mødtes med indfødte i Amerika, siger Søren Michael Sindbæk.
Det store spørgsmål bliver derfor at finde ud af, om vikingernes besøg i Amerika var et kort et af slagsen, eller om de vendte tilbage af flere omgange og udforskede mere af verdensdelen.
- Der er ingen af de prøver, som arkæologerne har fundet ved bosættelsen, der er meget ældre eller nyere end år 1021. Så det peger lige nu i retning af, at der var tale om en kortvarig udforskning, siger Søren Michael Sindbæk.