Blodbad eller blidt puf: Hvad sker der, når en robotplæneklipper støder på et pindsvin?

Danmarks eneste pindsvineforsker har undersøgt et af villavejens store dilemmaer. Pindsvin versus robotplæneklipper.

Sophie Lund Rasmussen har sammen med sine kolleger testet, hvad der sker, når en robotplæneklipper møder et pindsvin.

Med hurtige, kraftfulde bevægelser maltrakterer de skarpe metalknive et intetanende pindsvin.

Et frygteligt billede, der blandt mange haveejere er blevet til fortællingen om de nådesløse robotplæneklippere, som truer havens små, piggede gæster på livet.

I andre husstande har den elektroniske gartner dog trofast kørt rundt i fem år uden at ramme ét eneste pindsvin.

Emnet har derfor skabt en både heftig og sejlivet debat gennem flere år, men nu har Danmarks eneste pindsvineforsker gennem en videnskabelig undersøgelse fundet frem til, hvor stor en trussel robotplæneklipperne egentlig er mod pindsvinenes sikkerhed.

Hun hedder Sophie Lund Rasmussen og er postdoc i biologi på Aalborg Universitet og Oxford University.

Ifølge hende er det vigtigt at kende til omfanget af problemet i stedet for bare at gætte, fortæller hun.

- Vi ved, at pindsvinebestanden er i tilbagegang, og vi ved, at andre haveredskaber som kanttrimmere kan skade og dræbe pindsvinene. For at redde bestanden skal vi holde et skarpt øje med, hvilke farer pindsvinene møder, så vi kan gøre vores bedste for at forhindre dem. Med vores undersøgelse får vi et klarere billede af, hvor stor skade robotplæneklippere gør på pindsvin – og nogle af dem er altså dødsensfarlige, siger hun.

Stor forskel på robotplæneklippere

Hvis du sidder og håber på et svar, som én gang for alle afgør, om du har en dræbermaskine til at slå dit græs, får du det desværre ikke i denne omgang.

Eksperimentet gennemgik ikke sortimentet model for model, men resultaterne viser dog, at der er stor forskel på de forskellige robotplæneklippere, når det kommer til mødet med et pindsvin, fortæller Sophie Lund Rasmussen.

- Nogle af de mindre maskiner var rimelig pindsvinevenlige og gjorde tilsyneladende ikke skade på dyrene. Til gengæld var der andre, som decideret maltrakterede de døde pindsvin, vi brugte i testene. Det var forfærdeligt at se, hvordan de blev flået fra hinanden, siger hun.

Det handlede især om, hvor store robotplæneklipperne var, og hvilken type knive de havde.

De større maskiner med mere motorkraft gjorde størst skade på pindsvinene. Samtidig var det altafgørende, om knivene på undersiden af robotten var fleksible eller faste, fortæller Sophie Lund Rasmussen.

- Maskiner med fleksible knive nåede i størstedelen af testene ikke at gøre stor skade, fordi knive hurtigt folder sig ind under en beskyttelsesplade, når de registrerer noget, som er hårdt. Knivene bliver egentlig trukket ind for at passe på maskinen selv, men det er også en ’life saver’ for de små dyr. De faste knive fortsætter bare ufortrødent, siger hun.

’Slå græs om dagen og vær opmærksom’

Det første råd forskerne kommer med, er at haveejerne skal tjekke, hvilken type robotplæneklipper de har til at tøffe rundt.

Mange af modellerne gjorde ikke pindsvinene fortræd, og hvis det er sådan én, man har stående i haveskuret, kan man med god samvittighed fortsætte, som man plejer.

Er man i tvivl, er råd nummer to en sikker vinder, fortæller Sophie Lund Rasmussen.

- Pindsvin er nataktive dyr, så det gør en stor forskel, hvis man slukker sin robotplæneklipper, inden det bliver mørkt. Desuden kan man gøre det til en god vane at tjekke sin græsplæne for små dyr, som kan være sårbare overfor en robotplæneklipper, før man sætter maskinen i gang. Det kan for eksempel være pindsvin, harekillinger, fugleunger eller frøer, siger hun.

Pindsvin er nataktive, og ses derfor ganske sjældent i dagtimerne. (Foto: Russell Cheyne © Scanpix)

Resultaterne fra undersøgelsen peger i høj grad på, at blodige sammenstød mellem plæneklipper og pindsvin kan undgås, hvis robotterne har nogle bestemte egenskaber.

Producenterne er villige til at tilpasse deres plæneklippere, så de passer bedre på pindsvin, fortæller Sophie Lund Rasmussen.

- På baggrund af vores forskning har vi allerede haft flere snakke med producenterne, som enormt gerne vil optimere deres robotplæneklippere. Den motorkraft og knivtype, som ikke skader pindsvinene, kan måske endda blive standarden i fremtiden. Vi arbejder også på en realistisk pindsvine-crash-test-dummy, så plæneklippere fremover kan testes og få et ”sikker-for-pindsvin”- mærke, siger hun.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk