Den danske sommer-natur er helt speciel: Her er oplevelser, du ikke må gå glip af

Du kan blandt andet møde kødædende planter og sommerfugle, der er vilde med rødvin.

Hver gang en hel generation af tidselsommerfugle overlever, 500-dobler det bestanden. Det betyder, at vi kommer til at se ekstra mange af den smukke sommerfugl denne sommer. (© Morten D. D. Hansen)

Sommerferie betyder, at mange søger mod udlandet. Programmet kan stå på en aktiv ferie i Norge, en charterrejse til Grækenland eller kulturelle oplevelser i Rom.

I al rejseriet kan man komme til at glemme, at Danmark også har noget særligt at byde på.

Hvis du holder en såkaldt "staycation" i år, hvor noget af din ferie foregår på dansk jord, får du her fire naturfænomener, som ikke kan opleves på et museum i Rom.

Og så er det endda helt gratis.

1

Lille plante, der æder kød

Rundbladet soldug. (© Morten D. D. Hansen)
Rundbladet soldug. (© Morten D. D. Hansen)

I juli står eksemplarer af den kødædende planteslægt soldug i fuldt flor.

Men det er ikke en plante, du bare støder ind i. Den lever nemlig kun særlige steder, hvor der næsten ingen næring er i jorden. Og derfor må de i stedet få sine næringsstoffer fra kød.

Du kan dog ikke proppe din forfærdelige ekskæreste eller irriterende svigermor ind i planten, da den kun spiser små fluer og guldsmede.

- En plante som for eksempel rundbladet soldug får næring fra kød som fluer, små insekter og guldsmede. Den har helt særlige levesteder, der kaldes højmoser. Det er områder, hvor du nærmest går på gyngende grund i form af mos, der er vokset ud over en sø, siger Morten D. D. Hansen, der er museumsinspektør på Naturhistorisk Museum Aarhus.

De kan være heldig at se planten i højmoser som Stenholt Højmose i Silkeborg Kommune, Lille Vildmose i Nordjylland og moserne ved Gribskov.

Hvis du går på jagt efter planten, skal du kigge efter en rød sag, der gror nede ved jordbunden. På denne tid af året kan den også have hvide blomster, der er ti centimeter lange.

- Hvis du finder en, så er det sjovt at fange for eksempel en flue og stikke ned til den. Så opløser den nemlig byttet, siger Morten D. D. Hansen og fortsætter:

- Planten slår byttet ihjel lige så stille og roligt med klister på dens blade, som opløser insektet og dets næringsstoffer ind i bladet.

2

Nye sommerfugle invaderer Danmark

Tidselsommerfugl. (© Morten D. D. Hansen)
Tidselsommerfugl. (© Morten D. D. Hansen)

Okay, det bliver nok ikke som scenen i Pocahontas, hvor hun går gennem landskabet, og sommerfuglene bare flyver om ørene på hende. Men næsten da.

I juli bryder mange sommerfugle nemlig ud af deres pupper. Nu er tiden inde til, at de bryder ud som smukke sommerfugle.

- Særligt tidselsommerfuglen bliver der rig mulighed for at se i år, siger Morten D. D. Hansen.

Hvis du ikke lige kender den art, så er det en farverig sommerfugl, der lægger sine æg på blandt andet tidsler. Lige nu lever de som larver på tidslerne, men om et par uger bryder de ud som sommerfugle.

Og de er kommet langvejs fra.

- Sommerfuglene kommer fra varme himmelstrøg som Tyrkiet, Mellemøsten og Grækenland. De trækker mod nordvest, hvor de får deres larver i blandt andet Danmark. Hvis larverne og pupperne ikke bliver parasiteret af snyltehvepse, så kommer vi til at se hundredvis af millioner af sommerfugle om to-tre uger. Det er et spektakulært fænomen, Morten D. D. Hansen.

Hvis du vil være helt sikker på at se tidselsommerfuglen, så skal du ud, hvor der er tidsler.

- Så hvis du har tidsler i haven, så lad dem være nu, for der kan bo sommerfuglelarver på den, som er små og sorte. Hvis du har blomster i haven, vil sommerfuglene også komme og søge nektar, og så får du helt sikkert rig mulighed for at se dem.

Der er dog også en anden art, som du på en festlig måde kan lokke til din have.

- Sommerfuglen admiralen, der er her fra august til september, bliver lokket til af rødvin. Så du kan for eksempel lægge et stykke garn i rødvin, lade det suge og så hænge det op, siger Morten D. D. Hansen.

Og der er en helt naturlig grund til, at sommerfuglen bliver draget af rødvin.

- Lugten af alkohol er om efteråret tegn på, at der er sukker, der gærer fra for eksempel nedfaldne blommer. Og det er arten vild med, fordi det er en god måde at finde letomsætteligt mad på, siger Morten D. D. Hansen.

3

Vilde skovhindbær er den perfekte skovturs-snack

Vilde skovhindbær. (© Morten D. D. Hansen)
Vilde skovhindbær. (© Morten D. D. Hansen)

Hvis du vil helt ned i gear, skal du ud og lede efter skovhindbær, der er modne og klar i juli.

Morten D. D. Hansen forklarer, at han selv har spist masser af vilde skovhindbær allerede, og hans indtryk er, at der er mange buske med store flotte bær lige nu.

- Buskene er blevet bestøvet af bier i foråret, og så kommer der bær nu. Hvis du er heldig, og der ikke har været mange larver i dem, så kan du spise løs. Hvis bærret er runkent og sammensplattet, så er det dog ikke lige det, du skal tage, siger han.

Krat med skovbær bliver nemt en meter høje og kan være mange meter i bredden. Det er alt fra en enkeltstående busk til en stor klase, du skal holde øje med, når du er på hindbærjagt.

- Det er bare vigtigt at huske, at man ikke skal tage bærrene nede ved jorden. Her kan dyr nemlig have tisset på dem. For eksempel en ræv. Og det kan sprede parasitter. Du skal plukke oppe i højden, og hvis du kan, så skal du skylle dem, før du spiser, siger han.

4

Hold øje med aktiviteter i sommernatten

Brun bjørnespinder. (© Morten D. D. Hansen)
Brun bjørnespinder. (© Morten D. D. Hansen)

Du har nok også prøvet at sidde ude en varm sommeraften med et lille lys og en god ven - og pludselig vælter det insekter omkring jer.

Det kan føles irriterende, men hvis du stopper op og undersøger, hvilke insekter der pludselig deltager i jeres hyggestund, kan du se nogle flotte arter.

- Om aftenen og natten søger mange insekter mod havelamperne. At opleve den rigdom af for eksempel natsværmere, der kommer til en havelampe, er en ting, der er værd at lægge mærke til lige nu, siger Morten D. D. Hansen og fortsætter:

- Der er ufatteligt mange dyr, der sværmer rundt om natten og drages af lys.

Han forklarer, at særligt én natsværmer er værd at holde øje med.

- Den brune bjørnespinder er værd at bemærke lige nu. Det er en meget flot natsværmer med giraf-tegning på over-vingerne og røde advarselsfarver på under-vingerne. Den er et meget flot syn, siger han.

Facebook
Twitter