Lige nu er Seaspiracy en af de mest sete film på Netflix i Danmark.
Dokumentarfilmen kommer med en hård kritik af fiskeindustrien og konkluderer, at det eneste rigtige, hvis vi skal redde verdens have, er helt at stoppe med at spise fisk.
Filmen kommer bredt omkring.
Den bygger omhyggeligt argument ovenpå argument og ender med at komme med mere end 30 påstande - ifølge vores optælling - om fiskeriets ødelæggelse af havet.
Men passer det, at der ikke findes bæredygtigt fiskeri? At havene vil være stort set tomme i 2048, hvis vi fortsætter som nu? Og at fiskeriet ødelægger koralrevene?
Sammen med en række danske forskere har vi faktatjekket nogle af påstandene nedenfor.
‘Hvis vi ikke har hajerne, bliver havet en sump.’
Seaspiracy undersøger, hvilke konsekvenser det har, når millioner af hajer slås ihjel hvert år i verdens have.
Dokumentaren påstår, at hvis hajerne forsvinder, bliver havet til en sump.
Men den påstand er ikke rigtig, fortæller Rune Kristiansen, der er havbiolog og ansvarlig for dyrene i Kattegatcentret, hvor de har flere hajer.
- Havet bliver ikke til en sump, hvis hajerne forsvinder. Men når det er sagt, har hajerne rigtignok en vigtig funktion i havets økosystemer, siger han.
Fordi hajerne er toprovdyr og ligger øverst i fødekæden, er de med til at skabe balance i havene. Hajerne spiser de svage og syge fisk og sørger for, at der ikke bliver for mange. På den måde opretholder de en balance.
Filmen har dog ret i, at hajerne er truede, og at det især er fiskeriet, der truer dem. Men faktisk går det stille og roligt den rigtige vej, fortæller Rune Kristiansen.
- Det sker i små skridt, men i de sidste ti år er der sket meget i forhold til beskyttelse af hajer.
‘Bæredygtigt fiskeri findes bare ikke’
Instruktøren bag filmen, Ali Tabrizi, fortæller, at han leder efter bæredygtigt fiskeri, så han kan retfærdiggøre at spise fisk. I løbet af filmen kommer han frem til, at intet fiskeri er bæredygtigt.
Men det er ikke rigtigt, fortæller Ken Haste Andersen, der er professor på DTU, hvor han forsker i havets ressourcer.
- Der findes bæredygtigt fiskeri. Det er filosofien bag vores fiskeriforvaltning herhjemme. Det er klart, at når vi fisker, fjerner vi nogle fisk. Holder vi op med at fiske, bliver der flere fisk. Men det betyder ikke, at det ikke er bæredygtigt, siger han.
Når vi har fiskekvoter i Danmark og EU, er det netop for at sørge for, at vi ikke fanger så mange fisk, at bestanden bliver så lille, at den er i fare for helt at forsvinde.
Rune Kristiansen fra Kattegatcentret er helt enig.
- Vi kan sagtens fiske bæredygtigt og kan forsvare det. Det er præcis, hvad de fiskerimodeller, som forvaltningen af fiskeri i Danmark er bygget op omkring, siger han.
‘MSC-mærket på dåsen er i nogle tilfælde intet værd.’
I filmen går de hårdt til det såkaldte MSC-mærke. MSC står for Marine Stewardship Council, og for at få mærket skal fiskerne gennem en lang og kompliceret certificeringsproces, hvor de skal bevise, at de kun fanger arter, hvor bestanden er sund.
Filmen ender med at konkludere, at MSC-mærket ikke er noget værd. Ifølge filmen kan fiskere få MSC-mærket, hvis de går efter fisk, der har en sund bestand. Men bifangsten, som er fisk, de hiver med op i nettet, hvor det egentlig ikke var meningen, tæller ikke med.
Den påstand er dog også forkert, fortæller Ken Haste Andersen, der er professor i havets ressourcer, og som selv har været med til at lave MSC-certificeringer.
- Det er simpelthen forkert, når filmen påstår, at MSC-mærket ikke kigger på bifangst. Det gør vi. Alle de arter, fiskerne fanger ved siden af, bliver der kigget på. Har du bifangst, der truer andre arter, får du ikke certificering, siger han.
Han indrømmer dog, at mærkningsordningen ikke er perfekt.
- MSC-mærket er det bedste, vi har. Og nej, det er ikke ufejlbarligt. Der er sikkert eksempler på, hvor certificeringerne er lige på kanten. Men når det er sagt, har mærket haft en enorm betydning, siger han.
MSC-mærket har betydet, at mange fiskere gerne vil certificeres, og det betyder, at de har ændret måden, de fisker på.
- Mærket har helt klart ændret praksis i fiskeriet. Forkaster man mærket, vil incitamentet til at lave forandringer forsvinde. Og ja, fiskebranchen var i sin tid med til at tage initiativ til mærket, men organisationen kører helt uafhængigt, siger han.
‘46 procent af skraldet i ‘The Great Pacific Garbage Patch’ er fiskenet.’
De sidste ti år har der været en del snak om problemerne med plastik i havet. Det problem tager filmen også op og viser en række billeder af strandede hvaler fyldt med plastik.
På billederne er meget af plastikken fiskenet, og filmen sætter sig for at undersøge, hvor plastik i havet stammer fra. Her kommer de frem til, at hele 46 procent af det kæmpestore affaldsområde i Stillehavet, som har fået navnet 'The Great Pacific Garbage Patch', er fiskenet.
Men det er ikke rigtigt, forklarer Jes Vollertsen, der er professor og leder for forskningscentret MarinePlastic på Aalborg Universitet.
- De har blandet nogle forskellige datasæt sammen her. The Great Pacific Garbage Patch består primært af dumpning af affald fra u-landene. Ikke fiskenet. Det er ganske enkelt forkert, siger han.
Han understreger dog, at fiskenet kan være et problem nogle steder.
- Det kan lokalt set godt være et problem, men på globalt plan er det ikke fiskenet, der er den væsentligste kilde til forurening af havene. Det er primært almindeligt affald, siger han.
‘Der er kun beskidte fisk og endnu mere beskidte fisk.’
De officielle kostråd i Danmark anbefaler, at vi spiser 350 gram fisk om ugen.
Skal man tro på, hvad filmen påstår, skal vi helt stoppe med at spise fisk. De er nemlig fyldt med kemikalier og tungmetaller, der er usunde for os.
Ifølge filmen får vi desuden intet fra fisken, som vi ikke kan få fra alger eller grøntsager.
Den køber Max Hansen, der er seniorforsker ved DTU, hvor han rådgiver myndighederne omkring skadelige kemikalier i fødevarer, ikke.
- Den påstand er forkert. Fisk er sundt. Det er langt mere sundt, end det er usundt. Det er rigtigt, at gravide og børn ikke skal spise de mest forurenede fisk - altså de store rovfisk. Men ellers er fisk kun godt for dig, siger han.
Han understreger, at befolkningsundersøgelser viser, at mennesker, der spiser mere fisk, lever længere. I Japan, hvor de spiser langt mere fisk, end det er anbefalingen herhjemme, ser det ud til at have en positiv indvirkning på deres helbred og levetid.
Når det er sagt, er der nogle fisk, man ikke skal spise for meget af.
- Nogle fiskearter - eksempelvis vildlaks - kan indeholde ret store mængder dioxin. Det er ikke sundt for dig, hvis du spiser vildlaks hver dag. Og så er der fisk, hvor der er meget kviksølv i. Det er typisk tunfisk, du skal undgå at spise for meget af, siger han.
Det gælder dog ikke de fleste slags dåsetun, som kommer fra mindre tunfisk, der ikke har levet længe nok til at ophobe store mængder kviksølv i sig.
‘Hvis de nuværende tendenser fortsætter, vil havene være stort set tomme i 2048’
Fortsætter vi med at fiske, som vi gør i dag, vil havene være stort set tomme i år 2048.
Det skrækscenarie kommer filmen med, men det bygger på forkerte tal, forklarer Ken Haste Andersen.
- Det er en påstand, der kom i en artikel i 2006. Dengang skabte den en masse røre, men den er sidenhen blevet afvist. Faktisk var forfatteren selv med til at afvise sin egen artikel, siger han.
Den omtalte artikel hedder “Impacts of Biodiversity Loss on Ocean Ecosystem Services”, og den canadiske professor Boris Worm er hovedforfatter på den.
I går hev BBC fat i forskeren, som endnu engang skød tallene ned.
- Forskningsartiklen er 15 år gammel, og det meste af dataen deri er næsten 20 år gammel. Siden er der kommet flere og flere tiltag for at lade fiskebestandene vokse sig store igen, sagde han til det britiske medie.
‘Ingen snakker om, hvorfor fisk er afgørende for at holde korallerne i live.’
Måske har du hørt det før. Koralrevene har det hårdt. De bliver bleget i det varme vand og dør mange steder i verden.
Normalt er forklaringen på koralrevenes død den globale opvarmning og forurening. Men ifølge filmen er det fiskeindustrien, der er den virkelige synder.
Koralrevene kan nemlig ikke leve uden fisk, fordi de får næring fra fiskenes afføring, og fiskene spiser algerne.
Men den forklaring holder ikke, vurderer Lars Skou Olsen, der er ansvarlig for dyr og anlæg på Den Blå Planet i København.
- Man kan ikke sige, at hvis fiskene forsvandt, ville koralrevene dø. Der er masser af snegle og krebsdyr, der også hjælper korallerne. Blev der færre fisk, ville de andre arter få bedre muligheder. Jeg tror, det ville udjævne sig, siger han og fortsætter:
- Det er heller ikke fiskene, der alene sørger for at spise algerne, så de ikke overgror korallerne. Hvis vandkvaliteten er god, og temperaturen er den rigtige, kan korallerne sagtens selv nedkæmpe algerne. Så det holder simpelthen ikke.
‘Overfisker man rovfiskene, genner de ingen stimer op til overfladen, og fuglene sulter.’
En sidste påstand i filmen går på, at fiskeriet ikke blot går ud over livet i havet, men også havfuglene.
De store rovfisk er nemlig med til at jage store stimer af småfisk op til overfladen. Fisk, som havfuglene så fanger. Men hvis de store fisk forsvinder på grund af fiskeri, kan fuglene ikke få fat i de små fisk.
Sådan lyder argumentet.
Men heller ikke det argument holder, fortæller Morten Frederiksen, der er seniorforsker på Aarhus Universitet, hvor han forsker i havfugle.
- Jeg kender ikke til nogen evidens for, at det skulle være et stort problem. De vigtigste grunde til, at mange havfugle-arter har det svært, er, at de tager maddingen til fiskene, og at vi mennesker har taget katte, rotter og mus med til de øer, hvor fuglene yngler, siger han.
Især albatrossen har det med at bide på maddingen til fiskene, når fiskerne lægger såkaldte langliner ud. Den store fugl bliver så hevet med under vand og drukner, forklarer han.
- Det er et problem, som rigtig mange fiskere er ved at løse. Strimler af plastik på linerne skræmmer fuglene væk, så de ikke bider på. Man kan sætte linerne om natten og under vand i skroget af båden, så går det heller ikke ud over fuglene. Der findes dog et stort ulovligt fiskeri i Sydhavet, som ikke tager hensyn til fuglene, siger han.
Et andet problem, der truer flere store havfuglearter, er, at vi mennesker har taget kæle- og skadedyr med til fjerntliggende øer, hvor de yngler. Dyr, som spiser fuglenes æg eller unger.