Du behøver ikke tage sydpå: Her får du gode oplevelser med at snorkle i Danmark

Lige nu er et godt tidspunkt at snorkle på, fordi havbunden vrimler med liv.

(© Lisbjerg/snorkling.dk)

- Efter noget tid rammer jeg et meditativt stadie. Det er en følelse af at flyde og ikke kunne høre noget omkring mig.

Sådan lyder det fra radiovært på 'Danskerbingo' på P3, Jacob Weil, der lige er kommet op af vandet efter en snorkletur ved Livø - en lille fredet ø midt i Limfjorden.

- Det var en rigtig god oplevelse. Jeg har prøvet at dykke før, men det her med at tage ud og gå på jagt efter mad, kan altså noget.

I anledning af naturens år i DR sender Jacob Weil direkte fra Livø i denne uge med kollegaerne fra radioprogrammerne Danskerbingo og Curlingklubben.

De har blandt andet været ude at snorkle for at fange krebsdyr til aftensmaden. De endte med en spandfuld krabber.

- Der er noget ulogisk og nærmest surrealistisk over, at man bare kan gå ned i vandet og finde mad helt gratis. Det begynder at føles mere og mere dumt at købe en fisk, siger Jacob Weil.

I forlængelse af Jacobs oplevelse har vi her samlet nogle tips til at tage på dansk undervands-eventyr med snorkel og dykkerbriller.

Værterne på Danskerbingo på P3 Jacob Wiel (til højre) og Andreas Kousholt tester naturen på Livø i Nordjylland i denne uge. (© dr)

Tag afsted nu

Vejret begynder at blive køligere, men vandet er stadig varmt. Og lige nu er det faktisk et godt tidspunkt at snorkle på, hvis du vil se masser af liv.

Det fortæller havbiolog Dennis Lisbjerg, der har snorklet og dykket i mange år og blandt andet står bag sitet snorkling.dk:

- I vandet er der masser af dyr, som kommer ind til kysterne om sommeren for at lægge æg og formere sig. Det betyder, at der her i starten af efteråret er masser af fiskeyngel og mange små krebsdyr, som er blevet enormt talrige.

- Når vandet så bliver koldere senere på sæsonen, begynder flere af dyrene at trække ud på dybere vand, hvor det er varmere. Dermed forsvinder en del af dyrene ved kysterne, fortsætter Dennis Lisbjerg.

Selvom du ikke kan se farverige koraller og fisk i Danmark, er der stadig masser af liv at få øje på.

Der er blandt andet chancer for at se små fisk som kutlinger og tangnåle samt muslinger og store sværme af krebsdyr som pungrejer og tangplanter overgroet af arter som mosdyr og børsteorme.

- Hvis du ikke kender til de her arter, så får du måske heller ikke øje på dem. Men hvis du sætter dig lidt ind i, hvad der er af liv i vandet, kan du få en rigtig god oplevelse ud af det, siger Dennis Lisbjerg.

Du kan også være heldig at se forskellige slags fladfisk som rødspætter, skrubber eller pighvarre på din snorkletur.

- De ligger på bunden og kan være lidt svære at se, da de kamuflerer sig og dækker sig med sand. Så der er altså fisk i danske farvande, men man skal lige lede lidt for at se dem, siger Dennis Lisbjerg.

Stor tangnål er en af flere arter tangnåle, som gemmer sig mellem tang og ålegræs. Du kan let fange dem, men der er ikke meget kød at spise. (© Lisbjerg/snorkling.dk)

Gå efter de stenede havbunde

Som udgangspunkt kan du, ifølge Dennis Lisbjerg, snorkle alle steder ved kysterne i Danmark.

- Du kan altid se et eller andet ved kysterne. Det kan være formationer af kridt ved klinter eller klipper på Bornholm, eller tang- og ålegræsplanter på de åbne kyster eller i fjordene i resten af landet, siger han.

Men hvis du gerne vil se så meget forskelligt liv som muligt, skal der helst være meget salt i vandet. Jo mere salt, desto mere diversitet er der i livet under vandet.

- Jo længere ned gennem de danske farvande, du kommer, desto mindre salt er der i vandet. Derfor bør du tage op til de nordlige kyster af øerne eller op til Nordjylland. Så øger du chancen for at se flere arter, siger Dennis Lisbjerg.

Derudover er den en god idé at droppe de lækre sandstrande uden sten.

Her vil du opleve en overflade, der ligner en ørken, hvor livet gemmer sig under sandet og dermed er ude af syne.

- Tag i stedet ud på de stenede havbunde. Gerne hvor der er nogle moler eller bropiller og pæle. Her sætter mange tangplanter sig nemlig fast. Og når først der er noget liv, der sætter sig, så kommer der mere til, siger Dennis Lisbjerg.

- Du skal dog altid være opmærksom på skibstrafik, hvis du for eksempel er på ydersiden af en havnemole, fortsætter han.

Sigtbarheden kan variere

Hvis du vil ud at snorkle, er det en god idé at vælge en dag, hvor der er så lidt vind som muligt.

- Hvis der er pålandsvind, er der bølger, og det gør, at sand og mudder bliver hvirvlet op i vandet, så det bliver mere uklart, siger Dennis Lisbjerg og fortsætter:

- Hvis der er fralandsvind, er der til gengæld en tendens til, at vandet bliver mere klart, og du bedre kan se noget. Sigtbarheden kan altså variere meget fra dag til dag.

I fjorde kan der desuden være alger, som gør vandet grønt og uklart og dermed også påvirker oplevelsen.

Lige nu kan du opleve store sværme af de små pungrejer, som er føde for en lang række fisk. (© Lisbjerg/snorkling.dk)

’En vild verden at gå glip af’

I næste uge kommer solen og varmen tilbage i nogle dage. Her er det et godt tidspunkt at tage af sted på.

- Hvis du bare lige vil prøve at snorkle i et kvarter under vandet, så kan du jo godt gøre det uden våddragt, siger Dennis Lisbjerg.

- Og du kan sagtens få gode snorkleoplevelser på blot en halv meters dybde. Her kan du både se rejer og tangnåle og alt muligt andet liv, fortsætter han.

For P3-vært Jacob Weil er det en no-brainer at prøve at snorkle, også i Danmark:

- Nu er jeg selv ret fascineret af rummet og kender mange, der er det. Men man behøver jo ikke en rumraket for at tage til en fremmed planet, når man kan gå lige under vandet og få følelsen af vægtløshed og så se noget, der minder om aliens.

- Jeg synes, det er en vild verden at gå glip af, hvis ikke man kaster sig ud i det, fortsætter han.

Får du smag for snorkling, kan det være, du en dag ender med at fange din aftensmad i vandet.

- Jeg håber, at jeg om et års tid både har kunnet fange fladfisk, makrel, og hvad man nu ellers kan finde, siger Jacob Weil.

Gode steder at snorkle

  • Limfjorden: Her er flere steder med stenede bunde, bropiller og moleanlæg. Der findes forskellige slags fladfisk særligt rødspætte. Du er også chance for at finde østers.

  • Lillebælt: Her kan du opleve stenrev og gå på opdagelse i såkaldte snorkelstier, hvor du bliver guidet med skilte til, hvad du kan se.

  • Stevns og Mønts Klint byder på kridtbunde, hvor der vokser mørke tangplanter. Der er et rigt liv af fisk.

  • Du kan finde mange flere snorklesteder på snorkling.dk

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk