Efter 11 års søgen: Forskere finder meteor-krater ud for Skotland

De første spor efter et 1,2 milliarder år gammelt meteornedslag dukkede op i 2008.

Når en meteor - også kaldet et stjerneskud - rammer jordoverfladen, bliver den til en meteorit. (Foto: Quentin Kemmel)

For 1,2 milliarder år siden ramte en stor meteor det, vi i dag kender som Storbritannien. Nu har forskere fra University of Oxford og University of Aberdeen fundet det krater, som den omkring én kilometer brede sten efterlod.

Krateret er dukket op 15-20 kilometer fra Skotlands kyst på bunden af ‘The Minch’ - et stræde, som løber mellem det skotske hovedland og landets øer mod vest.

Forskerne har ledt efter krateret siden 2008, hvor de fandt spor efter et meteornedslag i klipper nær den skotske by Ullapool.

Det er det hidtil største krater, der er opdaget på britisk grund, og forskerne anslår det til at være 13-14 kilometer i diameter.

Jorden 'udvisker' kratere

Det nyopdagede skotske krater er langt fra det største, vi kender her på Jorden.

Verdens største meteorkrater, Vredefort-krateret, skal findes i Sydafrika. Det har en diameter på hele 300 kilometer og menes at være skabt, da en asteroide med en diameter på mere end 10 kilometer ramte Jorden for over to milliarder år siden.

Men alle kratere har stor interesse for forskerne. For Jorden er formet af kollisioner med meteoritter, asteroider og kometer, men på grund af blandt andet Jordens geologiske aktivitet i form eksempelvis vulkanudbrud, bevægelser i jordskorpen og gletsjer-dannelse ‘udviskes’ kraterne som oftest helt over tid.

Da Skotland lå ved Ækvator

Da det nyopdagede krater blev skabt for mere end én milliard år siden, så Jorden ganske anderledes ud, end den gør i dag.

For det første er det lidt af en tilsnigelse at sige, at meteoren ramte ud for Skotlands kyst.

For dengang var Skotland ikke Skotland, men en del af en af et tørt, ubevokset landområde omkring Ækvator.

Planter var der ikke nogen af, og liv var primært - hvis ikke udelukkende - noget, der fandtes under vandets overflade i noget mere primitiv form, end vi kender det i dag.

Opdagelsen af krateret er udgivet i tidssktiftet Journal of Geologial Society.

Facebook
Twitter