Et 40.000 år gammelt ulvehoved - og 4 andre mumier, der er dukket frem fra isen

En pile-dræbt ismand, en koloni af mumie-pingviner og en børneofring er blandt de interessante fund.

Især det nordlige Sibirien er kendt for interessante fund af forhistoriske dyr, og i takt med at klimaforandringerne opvarmer den frosne jord, vil flere dukke frem. (Foto: ho © Scanpix)

En russisk mand må have fået sig lidt af overraskelse, da han sidste sommer var ude på en spadseretur langs Yana-floden i den nordøst-sibiriske republik Sakha.

Frem fra jorden tittede nemlig et stort ulvehoved.

Siden har forskere undersøgt hovedet og fundet ud af, at det sad på en ulv, der levede for mere end 40.000 år siden.

Hovedet er hele 40 centimeter langt, og ulven har været omkring 20 procent større end sine nulevende artsfæller.

Fordi ulvehovedet har ligget gemt i permafrosten (jord eller sedimenter, der har en konstant temperatur under frysepunktet, red.), er det ekstremt velbevaret, og både hud, hår og hjerne er intakt.

Hovedet dukkede op i det område, hvor den danske DNA-forsker Eske Willerslev og en gruppe af kolleger for nyligt gjorde et sensationelt fund af et par ca. 30.000 år gamle mælketænder, der havde tilhørt en hidtil ukendt befolkningsgruppe.

Ulvehovedet er nu udstillet på et museum i den japanske hovedstad Tokyo, og mens vi venter på, at det næste fund dukker frem, tager vi et kig på nogle af de store - og kuriøse - opdagelser, der allerede er brudt ud af den frosne jord.

1

Ismanden Ötzi, der blev ramt at en pilespids

(© South Tyrol Museum of Archaeology/EURAC/Samadelli/Staschitz)

For omkring 5.300 år siden blev en mand slået ihjel på Similaun-gletsjeren i Alperne mellem Østrig og Italien.

Sådan cirka 5.275 år senere - i 1991 - fandt et tysk ægtepar hans is-mumificerede lig på samme sted.

Siden da har fortidsmanden, der blev døbt Ötzi, været en gave for forskere, der blandt andet har fundet ud af, at Ötzi formentlig blødte ihjel efter et angreb, hvor han var blevet ramt af en pilespids mellem skuldrene.

Forskerne ved også, at Ötzi havde langt, mørkt hår, skæg, brune øjne og hele 61 tatoveringer, der var lavet med forstøvet kul.

De ved sågar, hvad han fik at spise kort inden sin død (det kan du læse mere om her).

Ötzi har nemlig været frosset ned lige siden død, og derfor er hans lig, der regnes for at være Europas ældste mumie, ekstremt velbevaret.

2

Klimaforandringer afslører forhistorisk føl

(© North-Eastern Federal University)

Intakte ulvehoveder er ikke de eneste velbevarede væsner, der dukker frem fra den sibiriske permafrost.

Sidste år kunne forskere også præsentere fundet af et 30-40.000 år gammelt kadaver af et heste-føl, der både havde velbevaret pels, manke og indre organer.

Ifølge biolog og formidlingsinspektør ved Naturhistorisk Museum, Pernille Mølgaard Andersen, er det ikke usædvanligt at finde ældgamle, velbevarede dyr som forhistoriske heste, mammutter og uldhårede næsehorn, der har været nedfrosset i tusinder af år.

Og det bliver endnu mindre usædvanligt i fremtiden på grund af klimaforandringer:

- Lige nu sker det ekstra hurtigt i det nordlige Sibirien, fordi stigende temperaturer får permafrosten til at smelte. Her er der mange kadavere fra istidens store dyr. De er måske faldet ned af skrænter eller døde, hvorefter de hurtigt er blevet begravet. Kulden har sikret en hurtig nedfrysning og holdt dyret nedfrosset lige siden, så det er godt bevaret, sagde hun sidste år til DR Viden.

Det forhistoriske føl var omkring to måneder gammelt, da det døde. Siden er arten helt uddød, men den er i familie med heste, der i dag lever i området.

3

Ofringen af den smukke pige

(Foto: STRINGER/ARGENTINA © Scanpix)

‘La Doncella’ (løst oversat: ‘Den smukke pige’) er tilnavnet på en af tre børne-mumier, der i 1999 blev fundet på toppen af den argentinske vulkan Llullaillaco, der rager hele 6.739 op meter over havet.

Forskere mener, at de tre var inkabørn, som er blevet ofret til guderne for mere end 500 år siden. Siden har de ligget frosne på vulkanens top.

Tests af børnenes hår viser, at de alle har indtaget coca-blade (dem, der bruges til fremstilling af kokain, red.) og alkohol regelmæssigt.

La Doncella var klædt i en ceremoniel tunika, udsmykket med hovedpynt og havde sirlige fletninger i håret. Modsat var de andre børn klædt mere simpelt.

Forskere mener derfor, at La Doncella kan have været den centrale figur i ofringen.

Hvordan hun døde, ved man ikke. Der er ingen tegn på skader på hendes krop, så én mulighed er, at hun er blevet bedøvet og derefter er frosset ihjel.

4

Pingvin-mumier i hundredevis

(Foto: Yuesong Gao/Institute of Polar Environment)

Der er intet usædvanligt i at finde en død pingvin på Antarktis, men det var et lidt uhyggeligt syn, der mødte forskere, da de i 2016 opdagede flere hundrede mumificerede Adelie-pingviner.

De fleste af dem unger.

Senere undersøgelser af pingvin-lort og pingvin-reder viste, at dyrene formentlig var døde under ekstreme klimahændelser med store mængder regn og sne i to perioder for henholdsvis 750 år siden og ca. 200 år siden.

Også i dag er pingvinerne på Antarktis under hårdt pres på grund af klimaet. Nærmere betegnet de menneskabte klimaforandringer.

Det skyldes blandt andet den stigende afsmeltning af is på Antarktis, forsvindende havis og det varmere vand, som ændrer fødekæden og samtidig udsletter pingvinernes ynglesteder.

Facebook
Twitter