Ferieøen La Palma bliver større, i takt med at vulkanudbruddet tager til i styrke

På længere sigt bliver det muligt at bo og dyrke afgrøder på det nye landjord.

De enorme mængder lava fra vulkanudbruddet løber ud i Atlanterhavet, hvor det størkner i en proces, som skaber farlige gasser, men også ny landjord til øen.

Den 19. september gik vulkanen Cumbre Vieja i udbrud med et øresønderrivende brag og en kaskade af glohed lava.

Siden da er der gået tæt på tre uger, men vulkanen på den kanariske ø, La Palma, er langt fra ved at sætte farten ned.

Udbruddet fortsætter ufortrødent og er hen over weekenden taget til i styrke og intensitet.

Lavastrømmen har på sin vej ned ad bjergsiden ødelagt flere hundrede huse og store landbrugsarealer, mens omkring 6.000 mennesker er blevet evakueret. Dog er ingen indtil videre kommet til skade.

Endestationen for den glohede lavaflod er det kølige Atlanterhav, og mødet med havet forvandler den flydende stenmasse til det, der bedst kan beskrives som en permanent tilbygning.

Det fortæller Thomas Kokfelt, som er seniorforsker på GEUS, hvor han forsker i vulkaner.

- Øen bliver simpelthen større, fordi lavastrømmen lynhurtigt størkner i mødet med det langt koldere havvand. På den lange bane bliver det til permanent land, som er både frugtbart og solidt nok til at bygge på. Det er en hård skæbne for dem, som har mistet huse og marker, men samtidigt en helt naturlig del af udviklingen for en vulkanø, siger han.

Udbruddet bliver mere aggressivt

Der er allerede gået tæt på tre uger, siden vulkanen på La Palma startede sit udbrud.

Alligevel har weekenden budt på flere tegn på, at aktiviteten kun bliver mere intens, fortæller Thomas Kokfelt.

- I fredags registrerede de spanske myndigheder en række nye jordskælv på op til 3,5 på Richterskalaen, som er stærke indikationer på, at der er større mængder magma på vej op fra undergrunden. Søndag åbnede der sig en ny revne i vulkanen, som har skabt endnu en lavastrøm, der løber ned ad bjerget. Den nye lavastrøm løber parallelt med den nuværende og har også kurs mod Atlanterhavet, siger han.

  • Den primære lavastrøm er omkring 600 meter bred og har bevæget sig henover øens vestlige side. Den nye lavastrøm er mindre, men bevæger sig parallelt med. (Foto: ESA / eyevine © ESA / eyevine)
  • Flere hundrede huse og store arealer med landbrugsjord er står forkullede tilbage efter lavastrømmens langsomme færd med Atlanterhavet. (Foto: INVOLCAN HANDOUT)
  • Udvidelsen af La Palma fortsætter lige nu med at vokse i størrelse, men på et tidspunkt bliver havet for dybt til, at det størknede lava kan bygge sig helt op til overfladen. (Foto: Reuters Tv)
1 / 3

Det er ikke uhørt, at et vulkanudbrud varer i flere uger nogle gange måneder.

På Island har en vulkan i nærheden af Reykjavik været i udbrud siden marts måned, mens Europas mest aktive vulkan, Etna, på den italienske ø Sicilien, har også været i marathon-udbrud tidligere i år.

Et lignende scenarie er ikke utænkeligt med Cumbre Vieja på La Palma, fortæller Thomas Kokfelt.

- De spanske eksperter regner med, at udbruddet kommer til at vare op til tre måneder. Lige nu ser aktiviteten kun ud til at stige, og der er intet tegn på, at vulkanen er ved at være færdig, siger han.

På trods af den tiltagende styrke, er udbruddet ikke nødvendigvis på vej til at blive farligere, end det hidtil har været.

Mere lava øger risikoen for mere ødelæggelse, men indtil videre har de spanske myndigheder håndteret situationen godt, understreger Christian Tegner, som er professor i geologi på Aarhus Universitet.

- Teknologien til at forudsige vulkansk aktivitet og udbrud er så god i dag, at vi har muligheden for at være på forkant og sørge for, at øens beboere kommer i sikkerhed. Indtil videre er ikke én person kommet til skade, og det gode evakueringsarbejde vil formentlig fortsætte. På den måde tror jeg ikke, at den stigende aktivitet nødvendigvis er farlig, siger han.

Udvidelsen har varet i millioner af år

Siden udbruddets start er mere end 85 millioner kubikmeter lava strømmet ud af Cumbre Viejo.

En stor del af lavastrømmen er indtil videre endt i Atlanterhavet, hvor det har skabt et såkaldt lavadelta, som er blevet fyldt ud med størknet lava, og udgør nu en permanent udvidelse af La Palma.

Christian Tegner har kigget på de seneste billeder af den nye landmasse, fortæller han.

- Den nye ’tunge’ af land ser ud til at være omkring 400-500 meter bred og et par hundrede meter lang. Den består af bundsolid klippe og vil på længere sigt blive både frugtbar og næringsrig, fordi lavastrømmen er rig på mineraler og næringsstoffer, siger han.

I de seneste 500 år er der registreret seks udbrud på La Palma, som hver især har tilføjet ny landmasse til øen.

  • Lavaen består af smeltede sten og mineraler, og den er omkring 1000 grader varm, når den rammer det kølige havvand. (Foto: Kike Rincon © Represented by ZUMA Press)
  • Når lava og vand mødes, størkner den glohede masse lynhurtigt og bliver til fast klippe. (Foto: AA/ABACA © AA/ABACA)
1 / 2

Vulkanudbrud er grundstenen i, at øer som de kanariske overhovedet eksisterer, og hver eneste lavastrøm er en del af en livscyklus, fortæller Christian Tegner.

- Øer, som er dannet ved vulkansk aktivitet, lever og ombygges ved udbrud. De opstår, fordi undersøiske vulkaner gang på gang vokser sig større ved at gå i udbrud. På et tidspunkt vokser vulkanen sig op over havoverfladen og bliver til en ø. Når øerne bliver ældre, ophører den vulkanske aktivitet, og øerne eroderer for til sidst at synke tilbage i havet, siger han.

I tilfældet med La Palmas udvidelse er der dog nogle lavpraktiske omstændigheder, som sætter grænser for arealet, fortæller Thomas Kokfelt.

- La Palma er en virkelig stejl vulkanø, og havet bliver dybt meget tæt ved kysten. Derfor er der en helt naturlig grænse for, hvor stor udvidelsen kan blive. På et tidspunkt ender lavaen med at forsvinde ud på så dybt vand, at det aldrig vil hobe sig op til overfladen og danne ny landjord, siger han og fortsætter.

- Der kommer dog til at være masser af nyt land i fremtiden, som man sådan set godt kan spekulere i at bygge sommerhus på, hvis altså man tør, siger Thomas Kokfelt.

FacebookTwitter