Flere tons kemikalier lækket fra brændende skib ud for turiststrand: Her er fem af de største miljøkatastrofer i verden

Branden, der har hærget skibet ud for Sri Lankas kyst i dagevis, er nu endelig blev slukket.

Det brændende skib set fra stranden. Siden begyndelsen af maj har skibet lækket mange tons kemikalier ud i havet. Desuden er store mængder plastgranulat skyllet i land på stranden. (Foto: CHAMILA KARUNARATHNE / Scanpix)

Et containerskib fyldt med kemikalier, der befandt sig ud for Sri Lankas kyst, gik den 19. maj i brand, fordi der skete en eksplosion om bord.

Containere om bord på skibet, der var fyldt med kemikalier, har nemlig i flere uger lækket tonsvis af salpetersyre og natriumhydroxid ud i havet.

Flere tons mikroplast er desuden skyllet i land på den populære turiststrand Negombo.

Ulykken er sket vest for Sri Lankas kyst tæt på hovedstaden Colombo og den populære turiststrand Negombo.

Bo Riemann er professor ved Aarhus Universitet og forsker i havets økologi.

Han mener ikke, at ulykken er helt så alvorlig, som det lyder. Han kender dog kun til ulykken gennem DR's referat af begivenhederne.

- Salpetersyre og natriumhydroxid er heldigvis ret harmløst, især når de siver ud over en længere periode. Selvom det er store mængder, vil kemikalierne hurtigt blive fortyndet. Det kan dog skade planter og dyr på den korte bane, siger han.

Men hvilke miljøkatastrofer er egentlig de værste? Nedenfor har vi samlet en liste med nogle af de største gennem historien.

1

Da en boreplatform eksploderede i den mexicanske golf (2010)

Boreplatformen Deepwater Horizon er i brand, mens flere skibe forsøger at slukke ilden. Det ender dog med, at platformen synker og olien fosser ud i vandet i tre måneder i træk. (Foto: handout © Scanpix Denmark)

Den 20. april 2010 eksploderede boreplatformen Deepwater Horizon, der stod langt ude på havet i den mexicanske golf.

Et flammehav indhyllede boreplatformen, og 11 ansatte blev slået ihjel, mens andre blev såret.

To dage senere sank platformen ned i havet, og det førte til, at olie begyndte at fosse ud fra boringen. I tre måneder pøsede olien ud, og den amerikanske stat har anslået, at omkring 660 millioner liter olie nåede at strømme ud i havet.

Olien forurenede et område på 112.000 kvadratkilometer - hvilket svarer til mere end det dobbelte af hele Danmarks areal. Mere end 2.000 kilometer kystlinje i Mexico og USA blev desuden ramt.

Det hele var en katastrofe for det lokale dyreliv, fortæller Bo Riemann.

- Olien lagde sig blandt andet på bunden af havet, hvor den forhindrede dyr og planter i at leve. Det ramte resten af økosystemet og gik ud over delfiner, havskildpadder og havfugle, siger han og fortsætter:

- Når olien lægger sig på bunden, skaber det et iltfrit miljø dernede, som gør, at olien er endnu langsommere om at blive nedbrudt. Det krævede derfor et kæmpe oprydningsarbejde.

2

Da Saddam Hussein satte ild til Kuwaits oliefelter (1991)

To soldater står foran en af de brændende oliebrønde. I månedsvis var himlen helt sort over store del af Kuwait, da brøndene fortsatte med at brænde. (© Everett Collection / Scanpix)

Selvom mange af de store miljøkatastrofer er sket i havet, sker det også af og til på land.

I 1991 lakkede Golfkrigen mod enden. Saddam Hussein og hans irakiske styrker blev af en international koalition bestående af blandt andre USA, Storbritannien, Saudi Arabien og Egypten tvunget til at trække sig ud af Kuwait, som diktatoren havde besat.

Under tilbagetrækningen til Irak sprængte Saddams tropper systematisk oliebrønde, olietanke og raffinaderier. Det resulterede i en lang række brande, der fortsatte i ti måneder, og hver dag brændte mellem 630 og 948 millioner liter olie.

Giftig røg, sod og aske fyldte himlen, og sort regn faldt så langt væk som i Himalaya-bjergene. Hundredvis af oliesøer blev dannet i ørkenlandskabet, og mange fugle døde, fordi de troede, at det var vandpytter.

Omkring fem procent af hele Kuwaits areal blev dækket af en form for tjære, der forhindrede noget som helst i at vokse.

3

Da giftgas lækkede fra pesticid-fabrik i Indien (1984)

20 år efter ulykken i Bhopal demonstrerer lokale, der mener, at der ikke er blevet taget ordenligt hånd om de mange ofre for gasudslippet. (© Emmanuel Dunand / Scanpix)

Tidligt om morgenen den 3. december 1984 trængte en giftig sky af gassen ‘methylisocyanat’ ud fra en pesticid-fabrik i den indiske by Bhopal.

Gassen spredte sig hurtigt gennem byen, hvor den dræbte folk, mens de sov. Lidt heldigere var de, der i stedet begyndte at kaste op og fik problemer med vejrtrækningen, men trods alt overlevede.

Døde hunde og fugle lå overalt i gaderne, og det anslås, at omkring 15.000 mennesker døde på grund af gasudslippet.

Hundredtusinder af dem, der overlevede, blev dog mærket for livet. De kom til at lide af hukommelsestab, synsbesvær og organsvigt.

Sammenlignet med andre områder i Indien er der desuden blevet født mange flere børn med alle mulige former for fødselsdefekter efter ulykken.

4

Da kattene i en Japansk by pludselig blev sindssyge (1950’erne)

Et af ofrene for kviksølvforgiftning, den lille pige Tomoka Uemura, med sin deforme hånd og arm. Både børn og voksne blev meget syge af alt det kviksølv, som en kemikaliefabrik i Japan ledte ud i havet. (© WikiMedia Commons)

I den lille by Minamata i det sydlige Japan begyndte dyrene i begyndelsen af 1950’erne at opføre sig mærkværdigt.

Kattene begyndte pludseligt at få fråde om munden, danse vildt rundt og kaste sig i havet. Fuglene styrtede ned, og fiskene svømmede med bugen i vejret.

Efter noget tid ramte sygdommen også de første mennesker. I 1956 fik en fem-årig pige fra byen nogle underlige symptomer. Hun fik pludselige kramper og svært ved at tale og gå. Hun var det første offer for, hvad der i dag hedder Minamata-syndromet.

Forskerne var i vildrede. Hvad var skyld i den mystiske i sygdom? Der skulle gå flere år, før de i 1959 endelig fandt en forklaring.

I Minamata lå en kemikaliefabrik, der ledte store mængder kviksølv ud i havet. Fiskene optog kviksølvet i kroppen, og katte, fugle og mennesker spiste fiskene og blev forgiftet med kviksølvet.

Alligevel fortsatte fabrikken med at lede kviksølv ud i havet helt indtil 1968. Mindst 2000 mennesker er døde af kviksølvforgiftning på grund af udledningen.

I dag er en international traktat, der skal begrænse udledningen, opkaldt efter den japanske by, der i dag heldigvis ikke registrerer flere nye tilfælde af sygdommen.

5

Da en giftig tåge lagde sig over London (1952)

En tyk, giftig tåge hang over London i fem dage og endte med at slå flere tusinde mennesker ihjel. Sigtbarheden var så lav, at biler og busser havde svært ved at se vejene, der måtte oplyses med fakler. (© TOPFOTO / Scanpix)

Måske kender du godt denne miljøkatastrofe, fordi du har set tv-serien ‘The Crown’. Serien dedikerede nemlig et helt afsnit til katastrofen i første sæson.

Da London i vinteren 1952 blev ramt af usædvanlig hård kulde, måtte millionbyens indbyggere fyre ekstra op med kul i kakkelovnene. Sod og røg stod ud af skorstenene og blandede sig med røgen fra de mange fabrikker og kraftværker. Det dannede en kras lugtende tåge.

Fordi der var vindstille, og et højtryk havde sat sig fast over det sydlige England, blev tågen hængende i byen i dagevis.

Sigtbarheden var næsten lig nul i byen, overalt på veje og stræder stod forladte biler, og biograferne måtte lukke, fordi ingen kunne se lærredet for tågen.

Mindst 4000 indbyggere endte med at dø i løbet af de fem dage, da tågen hang over byen, fordi deres lunger ikke kunne klare forureningen. I månederne efter døde 8000 flere.

Forskning viser endda, at de børn, der lå i mors mave, mens tågen indhyllede London, voksede op og klarede sig dårligere i skolen og på arbejdsmarkedet end gennemsnittet.

FacebookTwitter