Forskere kalder berømt vikingekort med Nordamerika for snyd og bedrag

Det var blækket, der fældede det såkaldte Vinlandskort, der viser vikingernes færden.

Vinlandskortet beskriver vikingernes færden. Man har påstået, kortet er lavet af ukendte personer i omkring år 1440 (længe efter vikingerne levede, men før Christoffer Columbus opdagede Amerika). Flere forskere gennem tiden har dog sat spørgsmålstegn ved ægtheden af kortet. (Foto: Yale University Press © WikiMedia Commons)

Det var noget af en sensation, da det blev offentliggjort i 1960’erne.

Det såkaldte Vinlandskort viser en del af Nordamerika med en tekst, der fortæller, at kontinentet blev opdaget af Bjani og Leif (Bjarni Herjolfsson og Leif den Lykkelige).

Det er blevet påstået, at kortet er tegnet i omkring år 1440, altså før Christoffer Columbus opdagede Amerika i 1492.

Man har dermed set kortet som et bevis på, at vikingerne var de første europæere, der besøgte verdensdelen, hvor der i øvrigt boede mennesker i forvejen.

Men flere forskere har været skeptiske gennem tiden. Ikke overfor at vikingerne opdagede Amerika først (for det er der andre beviser på, at de gjorde), men overfor kortet.

Nu giver forskere fra Yale University dødsstødet til kortet. I en ny undersøgelse, der endnu ikke er publiceret i et videnskabeligt tidsskrift, konkluderer forskerne, at kortet er falsk.

- Der har faktisk længe været en holdning om, at man skulle være meget varsom med det her kort. Og der har også været en del undersøgelser, der har affødt en skepsis omkring det i forskningsverden, siger Kasper H. Andersen, der er historiker på Moesgaard Museum og er ekspert i vikinger.

- Så det her er formentlig det sidste søm i kisten, fortsætter Kasper H. Andersen, der dog endnu ikke selv har fået indsigt i den nye forskning.

Vinlandskortet viser omridsene af Europa, Nordafrika, Grønland og så et stykke af Nordamerikas østkyst, som blev navngivet Vinland af nordboerne. (Foto: Yale University Press © WikiMedia Commons)

Blækket var ikke opfundet dengang

Der har været flere årsager til, at forskere har været skeptiske overfor Vinlandskortet. Blandt andet er Grønland tegnet som en ø.

- At Grønland var en ø, var viden, vi først fik langt senere. I vikingetiden og længe derefter vidste man det ikke, siger Kasper H. Andersen.

Gennem tiden har flere undersøgelser peget på, at blækket, som kortet er skrevet med, indeholder stoffer, der ikke blev brugt i blæk før 1900-tallet. Det er også den konklusion, som forskerne nu kommer med.

Dermed mener de, at der ikke er nogen tvivl om, at kortet af forfalsket. Men hvem, der står bag kortet ved forskerne ikke noget om.

Vikingerne kom stadig først

Vinlandskortet er dog langt fra det eneste bevis på, at vikingerne var de første europæere i Amerika.

- Grunden til at man vælger at lave sådan et kort, er måske netop, fordi der er belæg for, at vikingerne har været i Amerika. Det bliver beskrevet ganske udførligt i nogle af de Islandske sagaer, siger Kasper H. Andersen.

- Der er nogle tekster, der første gang bliver nedskrevet i 1200-tallet. De beskriver for eksempel Erik den Røde og nordboernes kolonisering af Grønland og Island, og hvordan man i den forbindelse opdager et land længere mod vest, fortsætter han.

Kasper H. Andersen henviser også til et nordtysk historisk værk fra omkring år 1075 om Ærkebispesædet i Hamborg-Bremens historie.

- Her beskriver forfatteren blandt andet, hvordan nordboerne nåede helt ud til Grønland, og at der lå et land længere mod vest med navnet Vinland, siger han.

Derudover har flere arkæologiske fund bekræftet, at vikingerne kom til Nordamerika.

- Blandt andet har man fundet en vikingebosættelse i området med navnet L'Anse aux Meadows i Newfoundland, siger Kasper H. Andersen.

Facebook
Twitter