Giftig fisk indtager danske badestrande: Sådan undgår du at komme galt afsted

Der er særligt mange fjæsinger i danske farvande i år, men sammenstød kan heldigvis let undgås, siger ekspert.

Den giftige fisk gemmer sig normalt i sandet, så man ikke kan se de farvestrålende mønstre på siden. Træder man på den, risikerer det at blive en meget smertefuld oplevelse. (Foto: Morten Rasmussen)

Sommerferien er over os, og rigtig mange danskere har fri i disse dage.

Samtidigt lover DMI, at der de næste dage bliver høj sol og temperaturer tæt på 30 grader mange steder i landet.

En kombination, som med garanti vil få mange af os til at strømme ud til landets strande for at nyde en tur i bølgen blå og chancen for at få lidt farve på kroppen.

Men vi er ikke de eneste, som nyder en god sandbund i varmen.

En af Danmarks giftigste fisk tiltrækkes nemlig af de helt samme forhold, som kan lokke sommerglade danskere på stranden.

Og i år er der observeret særligt mange fjæsinger, som med deres skarpe pigge kan risikere at gøre en dejlig eftermiddag på stranden til en smertefuld affære, fortæller Rune Kristiansen, som er marinbiolog og kurator på Kattegatcenteret.

- Det kan gøre afsindigt ondt at træde på en af fjæsingens giftige pigge. Giften svarer til et mildt hugormebid og vil ofte hæve op og gøre ondt. Det er dog vigtigt at understrege, at mennesker relativt sjældent kommer til skade i sammenstød med den giftige fisk, selvom der er mange. Langt oftest vil vi nå at skræmme dem væk fra strandene, før en uheldig fod bliver offer for en pig, siger han.

Du kan selv gøre meget for at undgå fjæsingen

Fjæsingen er ganske vist tiltrukket af de samme sandstrande, som vi mennesker er.

Den bundlevende fisk er dog ikke interesseret i at dele pladsen, og derfor er det i de tidlige morgentimer, man skal være mest opmærksom, fortæller Rune Kristiansen.

- Så snart aktiviteten på en strand kommer i omdrejninger, fordufter fjæsingen helt af sig selv ud på dybere vand, hvor vi ikke bevæger os ud. Men de strandgæster, som nyder at komme i vandet før trængslen starter, kan med fordel træde ekstra varsomt. Det samme gælder, hvis man bader ved strande, som er mere øde, siger han.

Hvis du gerne vil undgå smerten ved at træde på en kampberedt fjæsing, er der én ting, som virker bedre end alt andet.

En klassiker, men også noget, som mange forbinder med kiksede forældre eller børn, fortæller Rune Kristiansen.

- Badetøfler eller et par sandaler er det absolut bedste råd, jeg kan give, hvis man vil være helt sikker. Fjæsingens pigge er ikke stærke nok til at trænge gennem sålen, så på den måde kan man eliminere faren. Det er det samme, mange badegæster gør i lande, hvor søpindsvin udgør et problem, siger han.

Det er en god idé at være ekstra forsigtig, hvis man går i vandet tidligt om morgenen eller et sted, hvor vandet normalt uforstyrret. For eksempel ved at bruge badesko, siger Rune Kristiansen. (Foto: Mads Jensen)

Hvis uheldet er ude

Hvert år er nogle danskere alligevel så uheldige, at deres udflugt til vandet ender med en hævet fod eller en hånd, som dunker af smerte.

Når fjæsingen opfanger, at en person kommer tæt på, skal fisken vælge, om den vil flygte eller forsvare sig.

Valget vil ni ud af ti gange falde på at stikke halen mellem finnerne, men støder du på en aggressiv fjæsing, er der heldigvis en effektiv måde at bekæmpe giften på, fortæller Rune Kristiansen.

- Varmebehandling er klart det mest effektive, når man bliver stukket af en fjæsing. Giften består af proteiner, som størkner ved høje temperaturer, så giften ikke kan sprede sig. Derfor er det allerbedste at putte den skadede kropsdel ned i varmt vand hurtigst muligt. Gerne så varmt, at man kun lige kan holde det ud. Har man ikke vand ved hånden, kan kaffe fra termokanden også gøre tricket, siger han.

For de fleste vil varmebehandlingen relativt hurtigt få smerten til at gå i sig selv.

Sker det ikke, skal man søge lægehjælp eller ringe til giftlinjen, understreger Rune Kristiansen.

- I nogle helt særlige tilfælde kan fjæsingstik give en slem allergisk reaktion, som vi også kender fra hvepsestik. Sker det, skal man søge lægehjælp med det samme – og det samme gælder i tilfælde, hvor smerten ikke stopper ved behandling eller bliver ved i lang tid efter stikket. Heldigvis sker det meget sjældent, siger han.

FacebookTwitter