Hær af spækhuggere dræber blåhval for øjnene af turister

Op mod 75 spækhuggere deltog i jagten, som giver et indblik i en ubeskrevet måde at samarbejde på i dyrenes verden.

Ligesom andre delfin-arter er spækhuggere legesyge og meget intelligente. Men de er også en af havets ubestridt bedste jægere. (Foto: Elaine Thompson)

Hvaler og spækhuggere, som springer rundt i bølgerne og boltrer sig lige ved siden af den båd, du står på.

Under normale omstændigheder er det tæt på drømmescenariet for en hvalsafari.

Men 40 hav-turister i Australien fik forleden ualmindeligt meget mere for pengene.

Fra helt tæt hold overværede de en spektakulær jagt, hvor op mod 75 spækhuggere gik til angreb på en ung blåhval.

Jagten varede i alt tre timer og var på mange måder helt enestående, fortæller Rune Kristiansen, som er havbiolog og kurator på Kattegatcentret i Grenå.

- Det er for det første ufatteligt, at de lykkes med at overmande så stort et dyr. Det sker kun meget sjældent. Men det fuldstændigt ekstraordinære ved denne jagt er, at spækhuggerne samarbejder tæt på tværs af flere familier i fællesskab for at nedlægge et bytte. Det kan jeg ikke huske at have hørt om før, siger han.

Spækhuggere er normalt knyttet meget tæt til deres egen familie i flokken, men i jagten på blåhvalen udviser de en unik form for samarbejde på tværs af sociale grupper, siger Rune Kristiansen.

- Det er meget imponerende, at de på den måde er i stand til at arbejde sammen i så stor en gruppe. De kender ikke hinanden på forhånd, men kan alligevel koordinere et timelangt angreb på hvalen uden fejl. Da hvalen er død, deler de tilmed byttet i fred og ro i stedet for bare at sørge for sig selv.

Et utroligt samarbejde

Den unge blåhval var ”kun” omkring 16 meter lang og vejede 30-40 ton.

Alligevel er det en stor bedrift, at spækhuggerne kunne nedlægge den, fortæller Rune Kristiansen.

- Under normale omstændigheder ville blåhvalens størrelse gøre det tæt på umuligt for spækhuggerne at nedlægge den. Men i det her tilfælde kalder de simpelthen på hjælp fra andre spækhuggere i området, så de i fællesskab kan få mad på bordet. Det er helt enestående, siger han.

På skift forsøger de sultne spækhuggere at drukne blåhvalen ved at dække for dens åndehul, mens andre bider sig fast i den store hvals kæbe, hvor den er sårbar.

Hver gang blåhvalen forsøger at komme op til overfladen, kaster spækhuggerne sig op på ryggen af den, så det bliver svært for den at få luft.

En indsats, som suger kræfterne ud af den store hval, men som spækhuggerne kan holde kørende i timevis, siger Rune Kristiansen.

- Spækhuggerne arbejder simpelthen med vagtskifte. Der er hele tiden et stort hold, som angriber blåhvalen med fuld appel. Samtidigt holder andre individer pause, hvor de kan samle ny energi til at gå i kødet på byttet, når det bliver deres tur igen.

En af verdens bedste jægere

Mange af os tænker formentlig på hvidhajen, når vi skal beskrive toppen af fødekæden i verdenshavene.

Men selv en dræbermaskine som den er på menuen hos spækhuggeren, fortæller Rune Kristiansen.

- Spækhuggeren er uden tvivl havets hersker. De er helt i toppen af fødekæden og har ikke nogen naturlige fjender i havet, fordi deres intelligens og nære relationer til hinanden gør dem overlegne. De kan nedlægge og spise stort set alle dyr – også hvidhajer, siger han.

Spækhuggerne er kendt for at være meget raffinerede og kreative, når de jager.

I tilfældet med blåhvalen skiftedes de til at holde pause, så der hele tiden var friske spækhuggere klar til at bide og skubbe den store hval, indtil den til sidst var for udmattet til at kæmpe imod.

Det er bare ét eksempel på, hvor udspekuleret en jæger spækhuggeren er, fortæller Rune Kristiansen.

- Der findes ikke mange dyr, som er lige så dygtige jægere som spækhuggeren. De er enormt intelligente og arbejder utroligt godt sammen. Afhængigt af hvor de lever, udvikler de helt specifikke jagtteknikker, som simpelthen er noget af det mest raffinerede, vi kender fra dyrenes verden, siger han.

  • Sådan ser det ud, når 9 tons spækhugger brager ind over strandkanten. Et eksempel på teknikken 'beaching'. (Foto: Rights Managed © Copyright (c) Mary Evans Picture Library 2015https://copyrighthub.org/s0/hub1/creation/maryevans/MaryEvansPictureID/10861439)
  • I koldere farvande skaber spækhuggerne bølger ved at slå med halen eller springe op af vandet. Bølgen skyller sæler ned af isflager, hvor spækhuggerne venter. (Foto: KATHRYN JEFFS)
  • Spækhuggere er kendt for at 'lege med maden'. Her ses en søløveunge, som gentagne gange kastes op i luften. Det kan både være jagt-træning for de yngre spækhuggere og en måde at vise sig frem på. (Foto: Rights Managed © Copyright (c) Mary Evans Picture Library 2015https://copyrighthub.org/s0/hub1/creation/maryevans/MaryEvansPictureID/10861443)
1 / 3

To af de mest spektakulære jagtteknikker hos spækhuggere går ud over sæler og søløver.

Den ene foregår sådan, at en intetanende sæl ligger sikkert på en stor isflage, hvor spækhuggerne ikke burde kunne få fat i den.

Nede i vandet koordinerer jægerne imidlertid, at de på samme tid skal slå et stort slag med deres haler, hvilket skaber en stor bølge.

Bølgen skyller ind over isflagen og tager sælen med sig – lige ned i munden på én af spækhuggerne, som strategisk har lagt sig på lur for at vente på bølgen fra de andre.

Den anden teknik er en af de mest risikable manøvrer, et vandlevende rovdyr overhovedet kan lave, fortæller Rune Kristiansen.

- Spækhuggerne kaster sig simpelthen op på stranden i fuld fart for at overraske søløverne. Herefter har de lært at ’vrikke’ sig tilbage i vandet. Det kaldes ’beaching’ og er bestemt ikke ufarligt for dem, da de let kan strande, hvis manøvren går galt, siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk