Har du set dem? Kæmpeflokke af larver skaber spøgelsestræer

Overalt i landet pakker spindemøllarven lige nu træer ind i sit hvide spind.

Spindet skal beskytte spindemøllarverne fra dyr, der vil spise dem. (© Science Museerne)

Måske har du set de hvide ’spøgelsestræer’, der er helt indhyllet i noget, der ligner edderkoppespind.

Bare rolig, det er ikke den ottebenede apokalypse, der er på vej.

De fine spind kommer derimod fra en lille larve, der hedder spindemøllarven.

I maj og juni måned laver store flokke af larver spindet, for at de i fred og ro kan spise sig mætte i det udvalgte træ, forklarer Hans Peter Ravn.

Han er er biolog og lektor ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.

- Det er lige nu, at du i en kort periode ser spindene rundt omkring på træer og buske. Der findes otte arter af spindemøl i Danmark, og de er meget specifikke med, hvilken type træ de hører til, siger han.

Selvom de forskellige arter holder sig til det træ eller den busk, hvor de finder deres foretrukne føde, så sker det engang imellem, at larven vælger noget helt andet at lave sit spind på.

Derfor kan du nogle gange støde på en parkbænk eller et havebord, der er dækket af larvens spind.

  • Spindemøllarverne holder sig oftest i store grupper. (© Science Museerne)
  • Træet her er endnu ikke blevet helt overtaget af larverne. (© Science Museerne)
1 / 2

Venter et halvt år i sit skjold

Spindet fungerer både som hjem og beskyttelse for larverne.

I løbet af juni forpupper larverne sig, inden de i juli og august kommer ud som voksne spindemøl, fortæller Hans Peter Ravn.

- Når pupperne klækker, og der kommer et møl ud, lægger man ikke så meget mærke til dem længere. Det er et lille møl på cirka halvanden centimeter. I de efterfølgende par uger bliver hunner befrugtet af hannerne, og æggene bliver lagt i grupper af cirka 80 i nærheden af en passende værtsplante, siger han.

Spindemøllarven udklækkes allerede fra sit æg i august og starten af september, men herefter holder den sig faktisk i ro.

Den ligger inde i et beskyttende skjold indtil næste forår, når planten, den bor på, springer ud.

Herefter laver gruppen af larver deres fort af spind og spiser sig fede i bladene på planten.

Vender tilbage til gerningsstedet

Hvis dit træ bliver spundet ind år efter år, skyldes det, at spindemøl har set sig lun på netop det træ.

For et par årtier siden forsvandt spindemøllarverne altid af sig selv eller fandt et nyt offer efter et par år ved det samme træ.

Men sådan er det ikke længere.

- Mange haveejere har gennem tiden spurgt mig, hvad de skal gøre ved deres træ, der er angrebet af spindemøl. Mit råd har ofte været, at de skal vente et år eller to, så forsvinder de. Men det er ikke længere tilfældet. Nu kan de vende tilbage til det samme træ i fem år - og nogle gange længere, siger Hans Peter Ravn og fortsætter:

- Der er ikke lavet forskning i, hvorfor det sker. Men en hypotese er, at snyltehvepse og snyltefluer, der lever af larverne, har holdt antallet nede førhen.

Klimaforandringer kan også spille en rolle, mener Hans Peter Ravn.

Selvom en gruppe af larver kan nå at spise alle bladene på deres værtsplante, inden de forpupper sig, slår de ifølge Hans Peter Ravn ikke planten ihjel.

Så du kan trygt nyde det fascinerende syn af det indspundne træ i de få uger, det varer.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk