Helt unormalt i naturen: Tudse efterligner giftslange for at skræmme sine fjender væk

Padden trækker benene ind, hvæser og lægger an til bid, præcis som en slange. Dansk forsker er skeptisk.

I regnskoven i Amazonas finder du masser af frøer, der har skrigende advarselsfarver, (© Konrad Mebert)

Det at efterligne et farligere dyr for at skræmme sin fjender væk, er en helt normal praksis i dyreriget.

I regnskoven i Amazonas finder du masser af frøer, der har skrigende advarselsfarver, men slet ikke er giftige. De efterligner blot deres frø-fætre og -kusiner for at have samme afskrækkende effekt på rovdyrene.

Men en padde, der efterligner en slange, er aldrig blevet dokumenteret. Før nu.

Da en række forskere var på felttur i regnskoven i Den Demokratiske Republik Congo, opdagede de nemlig, at den congolesiske kæmpetudse efterligner den giftige gaboon-hugorm, der lever i samme område.

Tudsen trækker benene ind, så dens krop ligner slangens hoved, så begynder den at hvæse og bevæge sig, som skal den til at bide.

Det er i hvert fald sådan, de amerikanske forskere tolker tudsens adfærd.

Dansk forsker er skeptisk

Men Hans Viborg Kristensen, der står for samlingen af padder og krybdyr på Naturhistorisk Museum i Aarhus, og samtidig forsker i de små fætre, er ikke helt overbevist om, at amerikanerne tolker tudsens adfærd og udseende rigtigt.

- Det kan sagtens være, at tudsen imiterer slangen, men ved at læse forskningsartiklen er jeg ikke helt overbevist. For mig er det ikke den åbenlyse forklaring, de kommer med, siger han.

- Gaboon-hugormen er særdeles velkamufleret, når den ligger blandt nedfaldne blade i skovbunden. Når tudsen har samme mønstre og farver, ser jeg det ikke som et udtryk for, at tudsen efterligner slangen, men snarere at tudsen har udviklet samme kamuflage, mønster og farve, der gør den svær at se i skovbunden, hvor den lever, siger han.

For at tudsen skal have noget ud af at imitere gaboon-hugormen, skal den virke afskrækkende på dens fjender. Og selvom hugormen er den art i verden, der har de længste hugtænder og producerer mest gift, så ligger den altså for det meste godt kamufleret i skovbunden og venter på byttet. Ikke særligt intimiderende, vurderer Hans Viborg Kristensen.

Desuden er det helt normalt, at tudser kommer med et afskrækkende hyl, fløjt eller andre lyde, hvis de føler sig angrebet, forklarer han.

- Når tudsen rejser sig op og laver en lyd, er det ikke nødvendigvis et argument for “mimicry”, som det hedder i biologiens verden. Herhjemme er det faktisk helt normalt, at tudser puster sig op, når en snog nærmer sig for at æde den, siger han.

Her ses den congolesiske kæmpetudse til venstre, mens gaboon-hugormen slanger sig til højre. Når frøen ligger sådan her, mener forskerne bag undersøgelsen, at den forsøger at efterligne slangen. (© Colin Tilbury)

Evidensen ser lidt svag ud

Når de amerikanske forskere beskriver, at tudsen rejser sig op og efterligner slangen, bygger det ikke på noget, de selv har observeret, men på forskning, der er lavet for over hundrede år siden.

For det er nemlig svært at observere tudsen i det vilde. Og særligt at observere den foretage sådan en manøvre her.

Men for Hans Viborg Kristensen tenderer den her form for dokumentation til det, man i forskningsverdenen, med et knap så flatterende ord, kalder for “anekdotisk evidens”. Nemlig at generalisere ud fra få observationer, der ikke er blevet gentaget af andre.

- Før man publicerer en artikel, mener jeg, at man bør teste den her påstand af og gøre et forsøg på at observere det - og sådanne observationer fremgår ikke tydeligt af artiklen, siger han.

Lever i samme områder

De amerikanske forskere har også analyseret en bunke observationer af, hvor gaboon-hugormen og kæmpetudsen er spottet, for at finde ud af, om de to dyr lever i de samme områder. Her viser opgørelserne et stort sammenfald.

Og netop dette sammenfald er vigtigt for dyr, der imiterer andre dyr.

For hvis det dyr, der bliver imiteret, ikke lever i området, kender rovdyrene ikke noget til dyret og dets fare, og så virker den afskrækkende effekt jo ikke.

Men det beviser altså ikke, at tudsen imiterer slangen, forklarer Hans Viborg Kristensen.

Han understreger, at ofte, når dyr imiterer andre dyr, er det til fordel for begge arter. Og det er det ikke nødvendigvis her.

- I Ecuador lever de her tre arter af små farvefrøer. De ser helt ens ud, men det er kun den ene, hvis gift er dødbringende. Hvis en abe smager på den mindre giftige af dem, vil den typisk få det dårligt, kaste op og få fråde om munden. Og den lærer at holde sig fra frøer, der ser sådan ud. Og det er jo en fordel for den giftigste af frøerne, siger han.

- Jeg kan ikke se, hvordan slangen får noget ud af, at den her frø imiterer den, men der findes selvfølgelig eksempler, hvor det kun er det ene dyr, der får noget ud af imitationen.

Det endelige bevis mangler

De amerikanske forskere har ikke direkte observeret en tudse, der lader som om, at den lægger an til bid - for at efterligne gaboon-hugormen. Den oplysning har de fra en forsker, som angiveligt observerede det tilbage i 1924.

Og derfor er der, ifølge Hans Viborg Kristensen, altså brug for flere observationer, før det er bevist, at frøen rent faktisk forsøger at imitere slangen.

Vi må med andre ord vente at se, om der er nogle forskere, der kan fange tudsen i akten på billeder eller video, før vi kan være helt sikre på, hvorfor den gør, som den gør.