Ingen kan gemme sig: Hvidhajen finder skjulte byttedyr ved hjælp af supersans

Hajens elektriske sans kan opfange et byttedyrs hjerteslag.

Hvidhajen kan lugte fiskeblod op til flere kilometer væk. Når den er helt tæt på byttedyret, bruger den en særlig sans til at finde frem til, hvor byttet gemmer sig. (© Collage og grafik: Allan Nisgaard - billeder fra Unsplash og Colourbox)

I toppen af oceanernes fødekæde hersker rovdyret hvidhajen.

Med fintfølende næsebor, kraftige halemuskler og sylespidse tænder er hvidhajen den perfekte jæger i havet.

Som om det ikke var nok, har hvidhajen - ligesom andre hajer - en særlig elektrisk sans, den bruger i jagten på føde.

Når hajen nærmer sig et byttedyr, kan sansen opfange svage elektriske signaler, som byttet udsender via sine muskler.

Et enkelt hjerteslag kan afsløre en fladfisk eller en søløve, der gemmer sig.

- Denne sans er nærmest en form for superkraft. Den er med til at gøre hajen til et helt særligt rovdyr, siger Rune Kristiansen, der er marinbiolog og kurator på Kattegatcentret.

- Sansen bliver også kaldet den sjette sans. I dag ved vi, at sanserne er mere komplicerede, end at vi blot har fem sanser. Men hvis vi holder os til det gamle grundskema med fem sanser, lugte-, føle-, smags-, syns- og høresansen, har hajen faktisk to ekstra sanser, fortsætter Rune Kristiansen.

De to ekstra sanser er sidelinjesansen, som de fleste andre fisk også har, og så den elektriske sans.

Sidelinjesansen registrerer trykbølger fra omgivelserne og fra dyr, der bevæger sig i nærheden. Hajer og andre fisk bruger sansen ved hjælp af celler langs kroppen.

Virker som en metaldetektor

Hajen kan bruge sin elektriske sans ved hjælp af en masse små huller på hovedet. Bag hvert hul sidder der et lille kammer fyldt med gele, og det er dem, som bruges til at opfatte elektricitet.

De mange kamre bliver kaldt for "de Lorenziniske ampuller". De er opkaldt efter den italienske forsker Stefano Lorenzini, der beskrev sansen første gang i slutningen af 1600-tallet.

- Sansen virker ligesom en metaldetektor, når hajen er helt tæt på byttet. Inden for cirka 30 centimeter kan hajen mærke, om der er noget levende, der gemmer sig et sted, siger Rune Kristiansen.

30 centimeter lyder umiddelbart ikke som særligt langt væk. Men sansen er ekstremt fintfølende, og hajen kan mærke selv de mindste signaler.

- Vi er nede i nanovolt per centimeter væk. Altså milliardtedele af volt. Et batteri, der for et menneske vil virke totalt dødt, vil for en haj opfattes som en kraftig energikilde, siger Rune Kristiansen.

Andre dyr som rokker og næbdyret har også en lignende elektrisk sans.

- Ved næbdyret er sansen dog lidt anderledes. Men den har altså også mulighed for at mærke elektriske impulser, siger Rune Kristiansen.

Kan lugte blod flere kilometer væk

Den elektriske sans er langt fra det eneste superagtige ved hvidhajen.

Gennem mange millioner års evolution er hvidhajens gener blevet finpudset, og det har gjort den store bruskfisk til det perfekte rovdyr.

Den er blandt andet kendt for at have et robust immunforsvar, der gør, at hajen sjældent bliver syg og hurtigt kan hele sår.

Derudover er hajen især kendt for sin gode lugtesans.

- Afhængig af strømretningen kan den måske lugte blod helt op til flere kilometer væk, siger Rune Kristiansen.

- Og der skal ikke mange dråber blod i vandet, før hajen kan lugte det. Hajen bruger lugtesansen sammen med høresansen til at opfange de første spor efter mulige byttedyr, fortsætter han.

Den elektriske sans er den sidste sans, som hajen også bruger i jagten på føde.

Angriber sjældent mennesker

Hajer, og især hvidhajen, har i mange år haft ry for at være farlige for mennesker. Ikke mindst på grund af den berømte Steven Spielberg-film Dødens Gab fra 1975.

Men selvom hvidhajen er stor nok til at angribe mennesker, og også har gjort det gennem tiden, sker det forholdsvis sjældent.

Det skyldes, at hajen faktisk ikke foretrækker at spise mennesker.

- Der er lavet undersøgelser af, hvordan hajer reagerer på blod. Hajerne viser ikke samme reaktionsmønstre på menneskeblod, som de gør på fiskeblod, siger Rune Kristiansen og fortsætter:

- Ved fiskeblod sætter det gang i jagtadfærden, men det gør det ikke på samme måde ved menneskeblod. Hajerne reagerer på menneskeblodet, men udviser ikke fødesøgende jagtadfærd. Og det har noget at gøre med, at der er en anden aminosyre- sammensætning i fiskeblodet, som hajerne evolutionært er udviklet til at reagere på.

FacebookTwitter