Kæmpe stjerneskuds-show i aften og nat: Sådan ser du hundredvis af ildkugler

Holder vejrudsigten, kan du se både store og små stjerneskud.

Det er en god idé at gå ud mellem 22 og 23 i aften - efter Solen er gået ned, og inden Månen er stået op, siger astrofysiker. (Foto: Rad Pozniakov © Unsplash.com)

Der kan være over hundrede på en time. Og nogle af dem er endda kæmpestore.

Perseiderne er årets flotteste stjerneskuds-show, og i aften og nat topper de. Der er dog også gode chancer for at se dem i morgen aften og nat.

Så det er nu, du skal tage kæresten med ud, hvis du vil forsøge at være romantisk.

- Hvis du gerne vil opleve stjerneskud, så er en meteorsværm den bedste mulighed. Her behøver du ikke være så tålmodig som normalt. Der er nemlig masser af dem, siger astrofysiker Tina Ibsen.

- Og noget af det, som Perseiderne er kendt for, er de her store stjerneskud, som hedder ildkugler. De er meget specielle, fordi de nærmest kan bevæge sig over hele himlen, fortsætter hun.

For at øge chancen for at opleve de mange stjerneskud, får du her nogle tips.

Gå ud allerede i aften

Er det skyet i aften og i nat, bliver det meget svært at se stjerneskuddene. Så først og fremmest skal du håbe på, at vejret makker ret.

Derudover kommer lyset fra Månen til at drille lidt i år.

- Det er ikke et kæmpe problem, men Månen skaber lidt lysforurening, der gør, at du ikke kan se de svageste stjerneskud, siger Tina Ibsen.

Hun anbefaler, at du går ud i aften allerede i tidsrummet 22-23.

- Solen går ned omkring kl. 21, og Månen står op lidt over kl. 23. Så fra omkring kl. 22 til 23 har du nok de bedste betingelser, siger Tina Ibsen.

Hun understreger, at du stadig kan opleve en del stjerneskud resten af natten, selvom Månens lys generer lidt.

Find et mørkt sted

Månen er langt fra den eneste, der driller med lyset. Lyset fra gaderne og husene kan også ødelægge din oplevelse.

Derfor er det en god idé at søge væk. Gerne ud på landet, hvor der er helt mørkt. Er du tæt på Møn, Nyord eller Brorfelde på Sjælland, kan det være en god idé at tage derhen. Områderne er nemlig meget mørke om natten.

Det samme gælder Lille Vildmose, den vestlige del af Læsø eller kyststrækningen mellem Blokhus og Klim Strand i Nordjylland.

Men bor du i byen, behøver du ikke helt udelukke festfyrværkeriet på himlen, understreger Tina Ibsen:

- Tag til den nærmeste naturpark, hvor der ikke er så meget lys. Bor du i København, kan du eventuelt tage ned på Amager strand. Har du et hus, så sluk havelamperne.

Kig mod nordøst

Når du skal se Perseiderne, skal du kigge efter stjernebilledet Perseus. Og den er i nordøstlig retning.

Du kan kigge på et kort over stjernebilleder, inden du går ud, men du kan også bruge apps som Stellarum eller Google Sky til Android. På den måde kan du scanne nattehimlen og Perseus.

Men pak telefonen væk, så snart du ved, hvor du skal kigge hen.

- Lyset fra telefonen generer både oplevelsen og dit nattesyn. Det tager op til en halv time for dine øjne at vænne sig til mørket, siger Tina Ibsen.

Derudover anbefaler Tina Ibsen, at du tager varmt tøj og snacks med, da du kan komme til at ligge eller sidde stille i lang tid. Og så skal du lægge dig ned på græsset, så du kan se så meget af himlen som muligt.

- Så tag et tæppe med. Du får en langt bedre oplevelse ud af at ligge ned. Og du får ikke ondt i nakken, siger hun.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk