Mystisk planet i solsystemet kan være tættere på os, end vi tror

En niende planet gemmer sig måske i yderkanten af vores solsystem.

Hvis planeten findes, er det ikke urealistisk, at vi opdager den inden for det næste årti, siger ekspert. (Foto: Nagualdesign/ Tom Ruen © WikiMedia Commons)

Er der en planet i vores solsystem, som vi endnu ikke har opdaget?

Det spørgsmål forsøger flere forskere at finde et svar på.

Efter at Pluto blev ’degraderet’ af forskere til at være en dværgplanet i 2006, er der nu otte planeter i vores solsystem.

Men noget tyder på, at en niende planet kan gemme sig i yderkanten. En planet som, hvis den altså findes, måske vejer fem til seks gange mere end Jorden.

- Det er en teori. Men det er faktisk muligt, at planeten eksisterer, siger Kjartan Kinch, der er lektor i astrofysik og planetforskning ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.

Vi har endnu ikke kunnet få øje på en niende planet i vores teleskoper.

Men hvis den findes, opdager vi den måske hurtigere, end man indtil nu har regnet med.

Det mener forskere fra California Institute of Technology, der har offentliggjort en ny undersøgelse af den hypotetiske niende planet, som går under navnet Planet X.

De har regnet sig frem til, ifølge National Geographic, at planeten med stor sandsynlighed bruger 7.400 år på at kredse om Solen, og ikke 18.500 år som man tidligere har antaget.

Det vil sige, at planeten er tættere på Solen end forventet, og så vil den også fremstå lysere i teleskoperne.

Udfordringen med at finde planeten med teleskoper er netop, at planeten er meget langt væk. Men er den tættere på, end vi hidtil har troet, øger det chancerne for at opdage den.

- Hvis deres udregninger passer, og planeten findes, er det ikke urealistisk, at vi opdager den inden for det næste årti, siger Kjartan Kinch.

- Men med sådan nogle beregninger er der nogle usikkerheder, og det skal man lige huske på, fortsætter han.

Hvorfor skulle der være en niende planet?

For at forstå hvorfor forskere tror, at planeten findes, skal vi kigge langt ud i den mørkere del af vores solsystem.

Her har forskere inden for de seneste 10-15 år fundet flere planetlignende himmellegemer, som kaldes for dværgplaneter.

Nogle ligger ude i nærheden af Pluto, mens andre ligger endnu længere ude i nogle aflange baner omkring Solen.

- Opdagelserne var en af årsagerne til, at man i sin tid degraderede Pluto til at være en dværgplanet. For hvis Pluto var en planet, burde de andre kloder, man havde fundet, også være planeter, siger Kjartan Kinch.

Der er så noget mystisk ved dværgplaneterne. De har nemlig en usædvanlig bane om Solen.

- Man observerede, at der er noget systematik i, hvordan banerne ligger. Banerne tipper for eksempel i samme retning, siger Kjartan Kinch.

Forskere mener derfor, at der må være en kraft i solsystemet, som trækker i himmellegemerne og gør deres baner aflange og tipper dem i samme retning.

Alle objekter i solsystemet trækker nemlig i hinanden ved hjælp af deres tyngdekraft.

- Her foreslår man, at der er en stor klode, som måske ligger endnu længere ude og påvirker de mindre kloders baner og simpelthen styrer systematikken. Det er faktisk en temmelig fornuftig forklaring, siger Kjartan Kinch.

Pluto blev tilbage i 2006 degraderet af forskere til at være en dværgplanet og ikke en planet. I 2015 fløj NASA's New Horizons-sonde forbi dværgplaneten og tog billeder. (© NASA/JHUAPL/SWRI)

Hvor kommer planeten fra?

Et af de store spørgsmål om Planet X, hvis den findes, er, hvor den i så fald kommer fra. Her er der to mulige forklaringer ifølge Kjartan Kinch.

Den ene er, at planeten er blevet dannet inde i vores solsystem ligesom de otte andre planeter.

- Så er den formentlig på et tidligt tidspunkt kommet tæt på Jupiter og er blevet kastet meget langt ud i en aflang bane, hvor den er blevet trukket af nogle andre stjerner, som er kommet forholdsvis tæt på, siger han.

Den anden forklaring er, at det er en exoplanet, altså en planet som kommer fra et andet solsystem end vores eget.

- Den er så blevet fanget af vores solsystem. Men umiddelbart tror jeg mere på den første forklaring, altså at den er blevet dannet i nærheden af Solen.

Facebook
Twitter