Ny kæmpedino fundet i Australien: Her er de fem største dinosaurer nogensinde

Den nye art er blevet døbt ’den sydlige titan’ og er blandt de største dinosaurer i historien.

Det er resterne af nogle seriøst store knogler, man har fundet i Australien. Her er en lårknogle genskabt, så børn og andre interesserede kan få en fornemmelse af størrelsen på den forhistoriske kæmpe. (Foto: CHINE NOUVELLE/SIPA © Xinhua News Agency.All Rights Re)

I 2007 stødte en gruppe arkæologer på en række gigantiske knogler i den australske muld.

Efter et langvarigt arbejde med skovl og børste blev alt fra ryghvirvler til lårben gravet fri.

Knoglerne passede ikke med nogen dinosaurart, som man kendte til i forvejen.

De viste sig at stamme fra en helt ny kæmpe, som i sin storhedstid har været blandt de største dinosaurer, der nogensinde har levet.

Australotitan Cooperensis er den blevet døbt. Eller ’den sydlige titan’.

Med 30 meter i længde og 6,5 meter i højde er det svært at forestille sig, at fortidskæmperne kunne blive større.

Men det kunne de.

Hvis du læser med herunder, kan du læse om de fem absolut største dinosaurer, der har trampet rundt på Jorden.

1

Patagotitan

Patagotitan var formentlig det største dyr, som nogensinde har gået på landjorden. (Foto: Math Knight © Wikimedia Commens)

Alle de største dinosaurer hører til den samme familie, som hedder sauropoder.

Sauropoder havde karakteristiske lange halse og blev alle sammen ufatteligt store.

Men den største var patagotitanen.

Med sine 37 meter trampede den stilfærdige kæmpe rundt i det sydlige Sydamerika, hvor den primært havde ét formål med tilværelsen, fortæller Jesper Milán, som er palæontolog ved Geomuseum Faxe.

- De har været nogle helt eminente grønthøstere, de her giganter. De har fuldkommen kunnet støvsuge områder fra græs og vegetation med deres lange, fleksible halse og enorme rækkevidde. Og der har ikke været ét eneste rovdyr, som de raske voksne eksemplarer har skullet bekymre sig om at blive angrebet af, siger han.

Patagotitanen er kendt fra et ret komplet fund, så man nogenlunde præcist har kunnet beregne, hvor lang den har været. Men selvom 37 meter lyder af meget, så er det faktisk et konservativt bud. For det har vist sig, at det skelet, man har fundet, stammede fra et ungt individ, der ikke var fuldt udvokset. Så måske kunne den blive endnu større.

2

Argentinosaurus

Der findes meget velbevarede skeletter af Argentinosaurussen, og derfor kan man komme relativt tæt på at gætte, hvordan kæmpen har set ud. (Foto: JOE TUCCIARONE/SCIENCE PHOTO LIB)

Som navnet afslører, er det næste kæmpeeksemplar også fra Sydamerika.

Argentinosaurussen lignede på mange måder patogotitanen og kunne blive næsten lige så stor.

Længden anslås til at være omkring 35 meter, og den kan meget vel have været den tungeste af alle dinosaurer. 70 tons kan de største af dem have vejet.

Særligt ét skelet fra en argentinosaurus gør, at vi ved en del om den langhalsede mastodont.

Et næsten intakt skelet, som fik de argentinske arkæologer til at gøre noget højst uventet, da det blev fundet, fortæller Jesper Milán.

- Det er et helt enormt arbejde at udgrave og nænsomt flytte så stort et fund. I Argentina førte det simpelthen til, at man byggede et museum rundt om selve fundet. Det var det mest praktiske – og det giver selvfølgelig også museet noget kant med en god historie, siger han.

3

Sauroposeidon

Sauroposeidon levede i Nordamerika og kunne blive op til 35 meter lang. (Foto: FRIEDRICH SAURER/SCIENCE PHOTO L)

Sauroposeidon betyder ”øglen der ryster Jorden”, og er uden tvivl det sejeste dinonavn, du kommer til at læse i denne artikel.

Det græskklingende navn til trods, levede sauroposeidon i det nuværende Nordamerika og kunne blive mellem 30 og 35 meter.

De fleste af de store sauropoder har halse, som fortrinsvist peger fremad. På den måde er mange af dem langt ’fladere’ end de majestætiske langhalse, du måske kender fra ’Landet for længe siden’ eller ’Jurassic Park’.

Her skiller Sauroposeidon sig imidlertid ud, da den tilhører en lille gruppe af sauropoder, som har en mere oprejst kropsholdning og tårner sig op med hovedet mellem trækronerne, fortæller Jesper Milán.

- Deres diæt har været anderledes end de andre sauropoders, fordi de kunne nå nogle trækroner og blade, som de mere lavstammede slægtninge ikke kunne. De var på mange måder som en flok gigantiske giraffer i den måde, de levede og skaffede føde på, siger han.

4

Mamenchisaurus

Her ses en imponerende skelet-kopi fra en mamenchisaurus. Det ses tydeligt, at en stor del af den lange krop består af hals. (Foto: Shizuo Kambayashi)

Det første fossil af en mamenchisaurus blev fundet på en byggeplads i Kina, hvor dinosauren også primært har levet.

Når man taler om de enorme sauropoder, er der to forskellige kropstyper, de kan have haft.

Den første er en tætpakket og bastant krop, som for eksempel gør sig gældende hos de tre første kæmper i artiklen.

Den anden er en meget slankere og langlemmet version, som i den grad passer på en mamenchisaurus.

Arten udmærker sig blandt andet ved at have den længste hals blandt sauropoderne, fortæller Jesper Milán.

- Mamenchisaurus kunne blive mindst 25-30 meter lang, og rigtig meget af det bestod af hals. Den har været en ekspert i at skaffe føde, da dens rækkevidde med den fleksible hals har været enestående, siger han.

5

Brachiosaurus

Den mest 'klassiske' langhals, som de fleste nok forbinder med de store, planteædende dinosaurer. Den levede over næsten hele verden. (Foto: Owen Humphreys © PA Wire/PA Images)

Den måske mest ikoniske sauropod er brachiosaurussen, der ligesom sauroposeidon kan kendes på sin mere oprejste kropsholdning.

For mange er brachiosaurussen billedet på en langhalset dinosaur – kæmpestor, rolig og med hovedet i skyerne for enden af den lange hals.

Den har været meget udbredt, og der er fundet knogler fra den i stort set alle dele af verden.

I mange børnebøger om dinosaurer står der, at en brachiosaurus ville kunne kigge ind ad vinduet på fjerde sal, hvis den gik en tur gennem en by i dag.

Brachiosaurussen og de andre sauropoder har fulgtes ad i flokke, mens de græssede og spiste af træerne.

Et syn, som kan være tæt på umuligt at forestille sig, fantaserer Jesper Milán.

- Det ville være som en stor flok elefanter, som kommer brasende og jævner alt med jorden på deres vej. De her elefanter er så bare 35 meter lange og vejer 10 til 20 gange så meget. Det ville være et fantastisk syn, siger han.

FacebookTwitter