Nye beviser afslører: Mennesker overlevede et af historiens største vulkanudbrud

Tidligere troede forskere, at mennesker uden for Afrika nærmest blev udryddet af udbruddet.

Der findes ingen billeder af udbruddet for 74.000 år siden, men her ses det største vulkanudbrud i det 20. århundrede. Billedet er taget, da Pinatubo-vulkanen i Filippinerne gik i udbrud i 1991. (© ALBERTO GARCIA / CORBIS)

For 74.000 år siden skete et af historiens største vulkanudbrud.

Vulkanen Toba på den indonesiske ø Sumatra kunne ikke længere klare trykket fra magma og gas indeni og eksploderede i aske og lava. Udbruddet var så voldsomt, at aske blev slynget helt til Indien og Afrika.

Og ikke nok med at metertykke lag af aske lagde sig over planter og dyr i store dele af Sydøstasien - en sky af svovlsyre fløj op i stratosfæren, hvor den blokerede for Solen og førte til næsten ti år med markant lavere temperaturer på hele kloden.

Udbruddet ramte sandsynligvis de mennesker, der levede i Asien hårdt, fordi dyr døde, og planter blev kvalt under asken.

Det fik i 1998 den amerikanske antropolog Stanley H. Ambrose til at fremsætte den teori, at mennesket uden for Afrika nærmest blev udryddet, da Toba gik i udbrud.

Men nye arkæologiske fund viser, at den teori er helt forkert.

En række forskere fra Max Planck Instituttet i Tyskland har nemlig fundet stenredskaber lavet af mennesker fra både før og efter vulkanudbruddet i en dal i Indien.

Og for Felix Riede, der er professor på Aarhus Universitet og forsker i, hvordan forhistoriske vulkanudbrud har påvirket mennesker og dyr, er den nye forskning tæt på et dødsstød for den gamle teori.

- Det er spændende resultater. De viser ret tydeligt, at den gamle teori simpelthen ikke holder. Men den er nu også kontroversiel i videnskabelige kredse, siger han.

Fundet i en lille dal i det nordlige Indien

Stenredskaberne fandt forskerne i en dal i det nordlige Indien kaldet ‘Middle Son Valley’. Her har de også fundet tydelige tegn på, at området blev dækket af et tykt askelag under vulkanudbruddet.

Asken kan nemlig ses som et tydeligt lag i jorden. Og både over og under det lag, fandt forskerne altså de her stenredskaber. Og det tyder på, at menneskene klarede sig igennem, selvom asken må have påvirket dem.

Og det kommer ikke bag på Felix Riede.

- Vi ved, at folk i historisk tid (den periode i vores historie, hvor vi har skriftlige kilder, red.) har håndteret vulkanudbrud rigtig, rigtig godt. Så hvorfor skulle mennesker ikke også dengang klare sig, siger han.

Her er nogle af de redskaber som forskerne har fundet i det nordlige Indien. Redskaber der er mere end 74.000 år gamle. (© Max Planck Instituttet)

Redskaber viser ikke, om menneskene havde det godt

Selvom vi kan se, at menneskene i Indien overlevede vulkanudbruddet, kan de godt have været slemt tilredt, fortæller Felix Riede.

- Vi kan jo ikke se, om de sultede eller var syge, ved at kigge på deres redskaber. Det er i det hele taget meget svært at sige noget om de økologiske efterdønninger efter vulkanudbruddet, siger han.

- Efter selve udbruddet var overstået, har vinden måske løftet asken op igen og skabt problemer for både mennesker og dyr på ny, siger han.

Men på trods af at menneskene i dalen her overlevede, er de altså ikke nært beslægtet med os moderne mennesker. De uddøde nemlig på et eller andet tidspunkt i historien - bare noget senere, vurderer de tyske forskere.

Mange gange voldsommere end udbrud på Island

Men hvor voldsomt var vulkanudbruddet dengang for 74.000 år siden?

Ifølge Anders Svennson, der forsker i fortidens vulkanudbrud, er udbruddet det værste, der er sket de seneste 25 millioner år. Langt værre end noget, vi siden har oplevet.

- Det var et enormt stort udbrud. I dag er er krateret, der blev dannet efter udbruddet, fyldt op med vand, så det danner en gigantisk sø. Og den er altså 100 kilometer lang og 500 meter dyb, siger han.

Der er altså ikke nogen udbrud i nutiden, der har været i nærheden af Toba. Men på Island i 1783 skete der et voldsomt udbrud, som måske kan sige lidt om, hvordan Toba påvirkede dyr og mennesker, forklarer Anders Svensson.

- Da Laki-vulkanen gik i udbrud på Island, døde en tredjedel af alle husdyr på øen. De blev forgiftet af den svovl, der blæses ud af vulkanen og trænger ned i drikkevandet. Noget af det samme skete nok på Sumatra, siger han.