Rekordvarm vinter giver tidlig spiren: Her kan du se forårets bebudere

Naturvejleder er begejstret og guider dig gennem foråret i den danske natur.

Anemoner er symbolet på foråret og de er allerede sprunget ud. (Foto: Andreas Hagemann Bro © Scanpix)

Denne vinter bragte vintervejret hverken sneboldkampe eller kælketure med sig. I stedet har det rekordvarme vejr skudt et meget tidligt forår i gang.

Thomas Neumann er naturvejleder i Danmarks Naturfredningsforening og er meget begejstret for, at foråret melder sig så tidligt.

- Det er lyst og 10 grader udenfor, det er jo helt fantastisk. Når dyrene og planterne er tidligt i gang, så er det også på tide, at vi mennesker kommer ud i naturen. Det er jo ikke koldt, bare lidt vådt, siger han.

Han giver her sine bud på, hvad forårets komme giver af oplevelser i naturen netop nu.

1

Anemoner

En stor mængde anemoner i underskoven tyder på, at det er en gammel skov, fordi de spreder sig så langsomt. (Foto: Jørgen Kirk © Scanpix)

- Anemonerne er kommet meget tidligere i år. De har været ude allerede i februar. Det er helt vildt. Anemonerne er symbolet på foråret, der er ikke andet, der kommer før. Så når de er her, så er foråret her, fortæller Thomas Neuman.

Udover anemonerne er en anden forårsblomst, lærkespore, også dukket op i den danske underskov. Den blomstrer oftest først i april.

2

Humlebier

Humlebien er en af de mest arbejdsomme bestøvere. (Foto: Per Soerensen Photography © Scanpix)

Humlebien plejer, ligesom blomsterne, først at komme frem i april. Men de høje temperaturer har fået dronningerne ud af deres overvintring. Nu arbejder dronningerne på at finde nektar og holde deres æg varme, så de kan starte deres koloni.

Thomas Neumann fortæller ihærdigt, hvordan humlebien er et af de vigtigste insekter, vi har, fordi de bestøver flere blomster end nogen anden bestøver.

- Humlebien er en superbestøver, siger han.

3

Mirabelletræet blomstrer

Mirabelle kommer både som gule og røde og er let genkendelige, da blommen kun er på størrelse med et kirsebær. (Foto: Gitte Kjærbøl © Scanpix)

Mirabelle er et træ, som over sommeren giver små blommefrugter. Lige nu blomstrer træerne med små hvide blomster, men de tidlige blomster kan ende med at være grund til, at der ikke kommer blommer.

- Hvis ikke blomsterne bliver bestøvet, mens de er der, kommer der ingen blommer. Og lige nu er der ikke mange bestøvere, siger Thomas Neumann.

4

Grågæs danner par

Grågås-gæslinger som denne kan ses i naturen om et par uger (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Thomas Neumann fortæller, at vi kan forvente at se grågæssenes gæslinger allerede om et par uger. Gæssene har nemlig allerede dannet par, og derfra går der kun en måneds tid til æggene er udrugede.

5

Citronsommerfugle

Citronsommerfuglen er genkendelig på sine citrongule vinger. (© Kallerna)

Citronsommerfuglen er den art, der viser sig tidligst, som regel i løbet af marts måned, men er blevet set allerede i februar i år.

- Allerede i sidste måned har man set sommerfugle - altså citronsommerfuglen, som er en rigtig forårsbebuder, siger Thomas Neumann.

Sommerfuglen overvintrer i Danmark og er ofte at finde i skovene, og hvor der ellers er forårsblomster, den kan få nektar fra.

6

Brændenælder

Ukrudt: Brændenælde og burresnerre i samme bed. (Foto: JAN JØRGENSEN © Scanpix)

Selvom brændenælder primært er kendt for at brænde og svide, når man går ind i dem, så er den også velegnet til at spise.

Brændenælderne kan bruges i de fleste retter, hvor man ellers ville have brugt spinat.

Særligt er der mest smag i de friske skud, men pas på, for det er også dem, der brænder mest.

7

Ramsløg

Ramsløgene nemme er genkende på den kraftige duft af løg. (Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix) (Foto: Pelle Rink © © Pelle Rink)

Med det tidlige forår er der allerede masser af spiselige planter i den danske natur, som står klar til at blive plukket. Ramsløg, skvalderkål og brændenælder er alle skudt frem i underskoven.

- Ramsløg er perfekt at plukke nu. Det er en sikker plante at spise, fordi man så let kan genkende den på lugten af løg, siger Thomas Neumann.

8

Skvalderkål

Selvom skvalderkålet er lettest at genkende på sine hvide blomster, er det bedst at spise bladene, før den blomstrer. (Foto: JAN JØRGENSEN © Scanpix)

Skvalderkål er kendt og hadet af de fleste haveejere, men planten, der af mange ses som ukrudt, kan også spises. De er bedst at få, mens de er nye, og bladene ikke har foldet sig helt ud. De friske og lysegrønne blade har den bedste smag.

- Skvalderkålene er kommet op, og hvis der er noget der er lækkert, så er det forårsskvalderkål, siger Thomas Neumann.

Naturvejlederen fortæller også, at man kan lave en glimrende pesto af alle tre planter.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk