Se billederne: Lagune i Argentina er blevet fuldstændig lyserød

Lagunen er blevet forurenet med et bestemt kemikalie. Men farven undrer stadig ekspert.

Dansk ekspert har to mulige forklaringer på den lyserøde farve. (Foto: DANIEL FELDMAN © AFP via Scanpix)

Forstil dig, at du går ned til den lokale sø og opdager, at de blå omgivelser er forvandlet til farven lyserød.

Det er, hvad lokale nær lagunen Corfo Lagoon, som er blevet skabt af floden Chubut River i det sydlige Argentina, netop har oplevet.

Selvom farveændringen kan være et helt særligt syn, er forklaringen bag farven ikke specielt opløftende.

Ifølge lokale miljøorganisationer i området skyldes farven forurening med kemikaliet natriumsulfit.

Det bliver blandt andet brugt på fiskefabrikker til for eksempel at opbevare rejer i vand.

- Natriumsulfit bruges til at holde vandet iltfrit. På den måde vokser der ikke så hurtigt bakterier frem, og fødevarerne bliver ikke fordærvet, siger Henrik Rasmus Andersen.

Han er professor ved Danmarks Tekniske Universitet og ekspert i vandbehandling.

- Natriumsulfit er nok blandt top ti af de konserveringsmidler, man bruger mest i fødevarer, fortsætter Henrik Rasmus Andersen.

Lokalbefolkningen er trætte af forureningen, som kommer fra fiskefabrikkerne, der ligger nær Trelew i den østlige del af Chubut-provinsen i Argentina. Blandt andet fordi, at der opstår en fæl lugt i lagunen. (Foto: DANIEL FELDMAN © AFP via Scanpix)

Kan ikke helt forklare farven

Ifølge de lokale miljøaktivister har det længe været et problem, at de nærliggende fiskefabrikker forurener naturen.

- Som jeg forstår det, ligger fiskefabrikken for langt væk fra en stor by, og derfor slipper de afsted med at dumpe affaldet floden i stedet for at have en fuldstændig rensning, siger Henrik Rasmus Andersen.

l protest har bebeoere i lokalområdet blokeret vejene, hvor lastbilerne med fiskeaffaldet kører.

Det har fået myndighederne til at give fabrikkerne tilladelse til at dumpe affaldet i lagunen.

- Natriumsulfiten kommer ud sammen med fiskeaffald, som indeholder en masse organisk stof og kvælstof. Det affilter vandet og fører til, at fiskene dør, siger Henrik Rasmus Andersen.

Han undrer sig dog stadig over den lyserøde farve på vandet. For natriumsulfit er ikke lyserødt, men hvidt.

Han har to bud på mulige forklaringer på den skiftende farve.

- Den ene forklaring er, at der er antiklumningsmiddel i det tekniske produkt, som sulfiten kommer fra, siger han.

Som navnet antyder, er antiklumpningsmidler tilsætningsstoffer, der forhindrer pulverformige stoffer i at klumpe sammen.

- Det kan gøre pulveret enten brunt eller lilla. Det kan meget vel være årsagen til flodens nye farve, men det er ikke sikkert, da det ikke fremgår nogle steder, siger Henrik Rasmus Andersen.

Det lyserøde vand er enten opstået på grund af specielle tilsætningsstoffer eller særlige alger, der bliver påvirket af iltmangel, vurderer ekspert. (Foto: DANIEL FELDMAN © AFP/ Scanpix)

En anden forklaring er, at der kan være nogle bestemte alger i lagunen, der spiller en rolle i forhold til den lyserrøde farve.

- Når sulfit bruger ilten i vandet, bliver det til sulfat, som er den almindelige form for svovl, vi også har i havet. Det kan skabe nogle biologiske processer i særlige alger, som resulterer i denne farve i vandet, siger Henrik Rasmus Andersen.

- Jeg har set nogle eksempler i Afrika, hvor der har været de bestemte alger i vandet, hvor farven på vandet har ændret sig, fortsætter han.

Hvis du vil opleve en sø, der bliver lyserød af naturlige årsager, kan du tage til Melbourne i Australien. Her ligger der en sø i Westgate Park, som er farvet af særlige alger.

Facebook
Twitter