Se én million fugle samlet til ædegilde: 'Det er en vild oplevelse'

De små, orange kvækerfinker samler sig i millionstore flokke, når de skal putte.

Kvækerfinken yngler i de nordlige birke- og nåleskove - fra Norge til Rusland. Men den kommer ofte på besøg i Danmark for at få noget godt at æde. (Foto: Albert Steen-Hansen/DOF)

Du forbinder måske mest fuglekiggeri med ældre mænd iført armygrønne Fjällräven-bukser, kaki-kasket og vandtætte vandrestøvler.

Men har du nogensinde overvejet, om det er noget for dig?

Hvis ikke kunne du passende gøre det nu. I hvert fald hvis du er i nærheden af det midt- eller sydjyske.

Her har kæmpeflokke af orange kvækerfinker nemlig gang i det helt store fugleshow.

- Der er et sted mellem 200.000 og én million fugle i flokkene. Så mange at det er umuligt at tælle dem, siger Daniel Palm, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening.

En vild - og larmende - oplevelse

Kvækerfinkerne er på besøg fra nord. De er kommet hertil for at afholde ædegilde.

Hele dagen roder de rundt i skovbunden på jagt efter blandt andet bog (bøgetræernes fedtholdige frø), som er deres livret.

Sidst på eftermiddagen, når mørket falder på, søger de mange fugle sammen for at putte i træerne. Og det er her, du skal være klar.

- Det er en vild oplevelse, når op mod en million fugle flyver hen over himlen sammen. Og lyden, når de kalder på hinanden, er helt vild. Det er svært at føre en samtale, siger Daniel Palm.

Kvækerfinken har faktisk fået sit navn fra sit kald: 'Kvææk'.

Hvis du vil ud og spotte kvækerfinker, er det bedst at komme op mod en time inden solnedgang og blive hængende til, at solen er daffet ned.

- Og hvis du kommer i bil, så parkér et godt stykke væk. Både for fuglenes skyld og for bilens skyld. Så mange fugle skider ret meget, siger Daniel Palm.

Rovfugle elsker smagen af finker

Hvor længe kvækerfinkerne bliver hængende i Danmark, afhænger af, hvor meget der er at æde.

Når fuglene har tømt skovbunden for lækre fødevarer, smutter de videre.

Det samme gør de, hvis den danske vinter pludselig skulle vise sig. Sne og frost gør det nemlig svært at finde mad.

Nogle af finkerne flyver videre ned gennem Europa. Enkelte når helt ned til Nordafrika.

Men så længe de er i Danmark, har rovfuglene kronede dage. De elsker nemlig smagen af de små finker.

- Især spurvehøgen bliver helt vild, når den kan jage kvækerfinker, siger Daniel Palm.

Så hvis du er heldig, kan du altså også se de store rovfugle fange de små finker, når du er ude at spotte fugleflokkene.