Se julelyset på nattehimlen: Særligt fænomen dukker op for første gang i 800 år

Et møde mellem Jupiter og Saturn skaber lys på himlen den 21. december.

Du skal kigge mod sydvest og gå tidligt ud på aftenen, hvis du vil se de to planeter, som tilsammen ligner en stjerne på himlen. Billedet er et arkivfoto og har ikke noget med fænomenet at gøre. (Foto: Robson Hatsukami Morgan © Unsplash.com)

Sæt et kryds i kalenderen.

Nogle dage før jul kan du være heldig at se et særligt lys på nattehimlen.

Lyset kommer fra de to gasplaneter Jupiter og Saturn, som er i såkaldt 'konjunktion'. Det betyder, at de to planeter er et sted i deres baner omkring Solen, hvor de står i lige linje med hinanden set fra Jorden.

Dermed fremstår de som ét objekt på nattehimlen.

- Hvis vi ser solsystemet fra en anden vinkel, vil Jupiter og Saturn være millioner af kilometer væk fra hinanden. Men set fra Jorden ser det nærmest ud som om, de to planeter smelter sammen, siger astrofysiker på Planetarium i København Cecilie Sand Nørholm.

- Og det kan du faktisk se med det blotte øje. Det ligner en stor stjerne, fortsætter hun.

Jupiter og Saturns tætte møde finder sted fra den 16. til 25. december, men den 21. december er de tættest på hinanden.

- I dagene op til den 21. december vil du desuden meget tydeligt kunne se, at de to planeter kommer tættere og tættere på hinanden, siger Cecilie Sand Nørholm.

For første gang i 800 år

Det tætte møde mellem Jupiter og Saturn, den såkaldte konjunktion, sker cirka hvert 20. år. Men planeterne har ikke været så tætte på hinanden siden år 1623.

Dengang var det dog nærmest umuligt at se lyset fra Jorden, da mødet mellem de to planeter var for tæt på Solen, altså set fra Jorden.

- Så vi skal faktisk helt tilbage til år 1226, før fænomenet sidst kunne observeres af mennesker. Det er altså heldigt, at vi nu kan se det igen, siger Cecilie Sand Nørholm.

Går du glip af fænomenet denne gang, er der måske en chance mere – hvis du altså bliver gammel nok.

- Næste gang de to planeter er i så tæt konjunktion bliver i år 2080, siger Cecilie Sand Nørholm.

Gå ud tidligt på aftenen

Hvis vejret er klart den 21. december, skal du kigge mod sydvest for at få øje på de to planeter.

Og så er det en god idé at gå ud og kigge så tidligt som muligt. Det skal selvfølgelig lige blive mørkt først.

- Planeterne ’går ned’ allerede omkring kl. 18. Det er lidt ligesom med Solen, der går og op og ned på forskellige tidspunkter alt efter, hvor på Jorden, du befinder dig, siger Cecilie Sand Nørholm.

Når du så kigger op, skal du lede efter en stjerne, som ikke blinker.

- For så er det nemlig ikke en stjerne, men en planet, siger Cecilie Sand Nørholm.

Egentlig blinker stjernerne heller ikke. Men det ser sådan ud på grund af forstyrrelser i atmosfæren, som får lyset fra stjernerne til at variere.

- Men planeterne er tættere på og fylder mere på himlen, så derfor skal der mere til for at lyset fra dem bliver forstyrret i atmosfæren. De blinker altså næsten ikke, siger Cecilie Sand Nørholm.

Hun anbefaler at tage en almindelig kikkert med ud og se planeterne.

Er det stjernen over Betlehem?

Den meget tætte konjunktion mellem Jupiter og Saturn er blevet omtalt i medier, som den mulige stjerne over Betlehem - den der bliver nævnt i juleevangeliet.

Men kan det rent faktisk have været det, som man så dengang?

Det vil Cecilie Sand Nørholm ikke udelukke:

- Det ser dog ikke ud til, at der var et tæt møde mellem Jupiter og Saturn omkring år 1, siger hun.

- Men i princippet kan det godt have været noget lignende, de så dengang. Det sker jo af og til, at der er sådanne konjunktioner mellem planeter.

Der er dog også en del andre teorier om, hvad stjernen over Betlehem kan havet været.

- Det kan for eksempel have været en supernovaeksplosion. Det vil sige en kraftig eksplosion i rummet som følge af, at en stjerne dør, siger hun.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter