Sjælden, eksotisk fugl opdaget ved Birkerød: Den kvækker som en frø

Håbefulde danskere strømmer til området for at få et glimt af den sjældne dværgrørvagtel.

Dværgrørvagtlen er fyldt med hormoner og leder lige nu efter en partner. Derfor kan du høre dens kvæk i de tidlige morgentimer. Foto: Peter Jacobs, wikimedia commons. Creative Commons Attribution-Share Alike 2.0 Generic license.

Sommer-solen er ikke engang stået op, men danske fugleentusiaster er helt vågne og valfarter til Vaserne i Birkerød.

Man skal nemlig stå tidligt op, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at opleve den sjældne fugl, dværgrørvagtlen, der flere gange er blevet spottet i området for nyligt.

Det er en lille fugl, der er på størrelse med en solsort, og den er en yderst sjælden gæst i Danmark. Normalt holder dværgrørvagtlen nemlig til i dele af Asien, Sydafrika og få steder i Sydeuropa.

Men lige nu har vi altså fornemt besøg.

- Grunden til, at den her fugl fanger så mange menneskers opmærksomhed, er, at den er ufatteligt sjælden og sky – og så har den en karakteristisk lyd, siger Jesper Sonne, der er ph.d.studerende i makroøkologi, evolution og klima ved Københavns Universitet.

Han kalder fuglens visit for en fejl frem for et egentligt besøg, og nævner, at sidste gang dværgrørvagtlen blev observeret i Danmark, var i 2015.

Parringskaldet, der lyder som en frø

Dværgrørvagtelen er normalt meget svær at spotte, fordi den i sine naturlige omgivelser lever i en tæt bevokset skov af siv, også kaldet en rørskov.

Og da det kan være svært at se i den tætte skov, har fuglen en meget karakteristisk lyd, den bruger til at kommunikere med, siger Jesper Sonne.

- Den lyder som en frø, og det er derfor, det er så utroligt, at den er blevet fundet. For at finde sådan en art, skal man være indstillet på at finde noget usædvanligt, siger han.

Hør den kvækkende sang i videoen fra projektet Lyden af Danmark.

Fuglen synger særligt meget i disse uger, fordi det er sidste udkald for at yngle.

- Lige nu er der så mange hormoner i fuglen, at selvom den er fløjet forkert, kalder den stadig på en partner. Den har faktisk svært ved at holde sin mund, siger Jesper Sonne.

Det indre kompas har slået fejl

Om efteråret og foråret tager nogle fugle på træk, og søger hen mod et klima, der giver dem bedre vilkår for at overleve og yngle.

For at finde vej navigerer fuglene efter et indre kompas, som forskerne stadig ikke ved ret meget om. Alligevel mener Jesper Sonne, at meget tyder på, at fuglene er i stand til at navigere efter klodens magnetfelter.

Når fugle som dværgrørvagtlen dukker op i Danmark, er det altså et udtryk for, at dens indre kompas har slået fejl.

- Når det går galt, så går det altså virkelig galt. Så kan fuglene ofte flyve i den direkte modsatte retning af, hvad de ellers skulle. Derfor ser man nogle gange nogle underlige fund ligesom den her fugl, som sandsynligvis burde have været i Sydafrika, siger Jesper Sonne.

Det samme fænomen kan opstå i efteråret, hvor sibiriske fugle pludselig kan dukke op på fx Vestkysten. Så strømmer ornitologer til for at se fugle, der skulle have været i Indien, men er havnet i Danmark.

- Det er en enormt stor drift i fuglene, der gør, at de tager på træk. Det er interessant, fordi det sætter spørgsmålstegn ved nogle af de mekanismer, som gør, at fuglen kan finde derhen, hvor den skal, siger Jesper Sonne.