Sjældent fænomen over Danmark i morgen: Merkur flyver forbi Solen

Hvis vejret tillader det, vil du med kikkert kunne se Merkur passere forbi Solen i morgen eftermiddag.

Her ses Merkur noget tættere på, end du får mulighed for at se på mandag. Farverne på billedet er redigeret af Nasa. (© Nasa)

Der går mere end et år, før du igen kan opleve en vaskeægte solformørkelse.

Men i morgen sker der noget andet fascinerende på himlen, som lidt kækt kan kaldes en ‘mini-solformørkelse’.

Solsystemets inderste planet, Merkur, vil nemlig passere forbi Solen, så den kan ses fra Jorden.

Det starter fra klokken cirka 13.35 over Danmark - og fortsætter frem til Solen går ned.

Men du skal altså holde godt øje, hvis du vil se den, forklarer Ole Knudsen, der er arbejder ved Institut for Fysik og Astronomi og har stor erfaring med at observere Solen.

- Den er mindre, end man kan se den med det blotte øje. Så det kræver en kikkert. Så skal man også huske, at man ikke må kigge direkte på Solen, så det er meget vigtigt, at man har et filter på, siger han.

Og selvom man har det rigtige udstyr, kommer det også til at kræve, at det lumske efterårsvejr er med en, fortæller Ole Knudsen.

- Lige nu er vejrudsigten meget usikker. Men den passerer jo hele eftermiddagen, så mon ikke vi er heldige og kommer til at kunne se det på et tidspunkt, siger han.

Der er 13 år til det sker igen

Sidst vi kunne se Merkur passere Solen var faktisk ikke længere tilbage end i 2016. Til gengæld skal vi vente noget længere tid, før vi har mulighed for at se det igen, forklarer Ole Knudsen.

- Jorden og Merkurs baner vipper nogle få grader i forhold til hinanden. Så for at vi kan se Merkur passere forbi Solen, skal den være vippet ned i den rigtige bane. Det sker med lidt skiftende intervaller, så næste gang, vi kommer til at kan se det, bliver altså først i år 2032, siger han.

Sådan så det ud, sidste gang Merkur passerede Solen tilbage i 2016. Merkur er den lille prik, der ses til venstre i billedet. (© Michael Møller)

Ole Knudsen fortæller, at Merkur i gennemsnit vil passere forbi Solen, så den er synlig fra Jorden, tolv gange i løbet af et århundrede.

Planetpassager bruges til at jagte exoplaneter

Selvom du nok ikke kommer til at bemærke, at det bliver mørkere i morgen, kan astronomer faktisk måle, at der kommer mindre lys. Og det er den metode, som astronomerne bruger, når de leder efter nye planeter udenfor vores solsystem, fortæller Ole Knudsen.

- Vi er i stand til at måle ned imod en tusindedel af en promilles ændring i lysstyrken fra en stjerne langt væk. Og det er altså en metode, man bruger til at finde exoplaneter, siger han.

Hvis du ikke selv har udstyret, kan du opleve formørkelsen fra flere af landets observatorier, blandt andet med Tycho Brahe Planetarium der tager til Ishøj Strand og ved Moesgaard Museum i Aarhus.