Skal du have din Insta opdateret i påsken? Her er 5 naturområder, der trækker masser af likes

Samtidig kan du deltage i konkurrencen om at få dit billede udstillet.

Vandreklitten Råbjerg Mile minder om en ørken under varmere himmelstrøg, men den ligger i Nordjylland. (Foto: MORTEN JUHL © Scanpix)

Husk at holde afstand til andre mennesker - også i naturen. På den måde er du med til at mindske smitten af Covid-19.

I disse tider er cafebesøg med veninder, bytur med vennerne og biograftur med kæresten no-go.

Covid-19 har sat en

midlertidig
stopper for alt det, som mange af os nyder at lave i fritiden.

De seneste uger har du været fanget derhjemme. Du har scrollet HELE

Instagram
igennem, og du har set alle de film og serier, der er værd at se.

Men én ting kan du stadig lave: Du kan tage ud i naturen. Og i stedet for at gå formålsløst rundt, kan du lave lækkert content til din

Instagram
.

Derfor guider Marianne Krag Petersen, der er biolog og

naturvejleder
ved Danmarks Naturfredningsforening, til, hvor du kan tage fede og fascinerende billeder af den danske natur.

- Men det er vigtigt at huske, at du ikke behøver rejse land og rige rundt for at få smukke naturbilleder. Det gælder om at se potentialet i naturen og de små detaljer, som du kan fokusere på i dit billede, der gør billedet specielt, siger hun.

Skyder du et billede, som du synes er ekstra godt, kan du deltage i fotokonkurrencen ‘Vis os vores natur’, hvor præmien er at få dit billede udstillet.

1

Råbjerg Mile, Nordjylland

. (Foto: MORTEN JUHL © Scanpix)

Du behøver ikke besøge Sahara for at få flotte og

eksotiske
sand-billeder. Du kan bare besøge Råbjerg Mile i Nordjylland.

- Jeg vægter naturens kræfter højt, når jeg skal tage billeder. Jeg elsker motiver, hvor man kan se Danmark i forandring, og det kan man især ved Råbjerg Mile. Her føler man sig så dejligt lille i et stort landskab, siger Marianne Krag Petersen.

Milen er en kilometer lang og en kilometer bred sandbunke, hvor du på toppen får en god udsigt over landskabet og havet.

- Det er et sted, hvor lyset især har en stor betydning for dit billede. Her kan det rette lys give en særlig stemning. Både når det er høj solskin, i skumringen eller på en blæsende dag, siger Marianne Krag Petersen.

2

Det Sydfynske Øhav, Fyn

. (Foto: MORTEN JUHL © Scanpix)

Det Sydfynske Øhav er ifølge Marianne Krag Petersen én kæmpestor naturperle.

- Det Sydfynske Øhav er det fantastiske druknede istidslandskab, hvor kun bakketoppene titter op over havet og danner de små øer. Det er et utroligt landskab, hvor himmel, hav og øer spiller sammen på en speciel måde.

Der er 55 øer og holme i Det Sydfynske Øhav, og der er mulighed for at besøge mange af øerne. Her er der rig mulighed for at se og fotografere strande, viger og bugte.

- Og der er et rigt dyre-og fugleliv, fordi mange dyr yngler der eller gør stop på øerne. Så du kan også tage smukke billeder af dyr og fugle, siger hun.

Øhavet kan også opleves fra Ristinge Klint og Ristinge Hale ved Langelands vestkyst.

Hvis du ikke bor på en af øerne i forvejen, skal du med stor sandsynlighed med en færge for at besøge dem. Husk at holde afstand til andre mennesker og overvej, om dit besøg kan udskydes til senere. Du kan læse om færgetransporten her.

3

Naturskov, flere steder i Danmark

. (Foto: MORTEN JUHL © Scanpix)

Hvis du er på udkig efter dyr, insekter og masser af liv i naturen, er det også værd at besøge en af de danske naturskove.

Det kan for eksempel være Suserup Skov ved Sorø. Naturskov er skove, der får lov til at passe sig selv. Her blander mennesket sig kun minimalt.

Mange andre skove i Danmark er mere ‘velholdte’. Det betyder, at vi rydder op i skovene og for eksempel fjerner døde træer. Og det ødelægger boliger og fødekilder for mange dyr.

- Men i en naturskov må skoven udvikle sig på sine egne præmisser. Træer vælter, rådner og giver plads til nye skud af træer og planter. Der er en meget fri dynamik, siger Marianne Krag Petersen og fortsætter:

- Naturskovene er helt særlige guldklumper, hvor der er masser af svampe, planter og insekter. Alle insekterne trækker også fugle til, fordi mange fugle spiser insekter, så i naturskove er der også et stort fugleliv.

Suserup Skov har stået urørt siden slutningen af 1800-tallet.

4

Kyster, flere steder i Danmark

. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Hvis der er en ting, som Danmark har masser af, er det kyst.

- Kysterne er en af de ting, der kendetegner Danmark. Det fede er, at de hele tiden formes og moduleres. Skrænter nedbrydes og former Danmark, mens der andre steder i landet kommer nyt land til med odder og tanger, siger Marianne Krag Petersen.

Det er bare med at hoppe på cyklen eller ud i bilen og komme ud til vandet, hvis du skal skyde flotte billeder og mærke den friske luft.

- I Danmark tror vi, at vi kan tæmme naturen. Og det lykkes vi også tit med. Men lige kysterne kan vi ikke tæmme - og det er fantastisk, siger hun.

Marianne Krag Petersen fremhæver Vadehavet som et fantastisk sted til billeder. Men alle kyster kan give flotte naturoplevelser.

- Især en god omgang blæsevejr kan give en særlig stemning på billeder ved kysterne. Det giver en dynamik i billedet og giver en anderledes stemning, siger hun.

5

Himmelbjerget, Østjylland

(Foto: Knud Erik Christensen © ColourBox)

Der er mange steder i Danmark, hvor du kan komme højt op i landskabet og få et smukt billede - og et oplagt sted er Himmelbjerget.

- Her kan du se langt og få fantastiske billeder ud over det storslåede landskab, siger Marianne Krag Petersen.

Hun understreger, at du dog ikke behøver komme så højt op for at få flotte billeder af landskabet.

- Hvis bare du kommer lidt op i højden, kan du se de større træk i landskabet. Lige så vel som det er fedt at fange de små detaljer for eksempel af et dyr, er det også fantastisk at komme op i ‘helikopter’ og fotografere den danske natur, siger hun.

Himmelbjerget er et populært sted, så husk at være ekstra opmærksom og hold afstand til andre mennesker, hvis du besøger det. På grund af Covid-19 er tårnet på toppen lukket.