Søer, bjerge og dybe dale: Saturns største måne ligner Jorden

For første gang har astronomer tegnet et geologisk kort over månen Titan.

Der er søer på Titan. Men de består ikke af vand, men flydende metan. Her en kunstners forestilling om, hvordan der ser ud på overfladen af Saturns største måne. (Foto: NASA NASA © Scanpix)

Titan, Saturns største måne, er et interessant sted. Især hvis du gerne vil vide, om der findes liv derude i Universet.

Nu har astronomer tegnet et geologisk kort over hele månens overflade. Det viser et landskab, der virker overraskende bekendt for os jordboer.

Overfladen er domineret af klitter, bakker og bjerge. Men der er også søer og områder, som er formet af blandt andet regnvejr.

- Titan er sindssygt spændende. Den har en atmosfære, ligesom Jorden har. Og den har et kredsløb – med genkendelige regnvejr, fortæller Kjartan Münster Kinch, der er lektor i astrofysik og planetvidenskab på Københavns Universitet.

Det nye kort over Titan bygger på data fra Cassini-missionen og er blevet udgivet i Nature Astronomy.

Helt anderledes skruet sammen

Titans nitrogenbaserede atmosfære og genkendelige landskab er ikke det eneste, der får astronomerne til at interessere sig for månen.

Sidste år viste andre data fra Cassini-missionen, at nogle af de byggesten, der skal til for at skabe liv, som vi kender det, er til stede.

Men helt at sammenligne Titan med Jorden går dog ikke. Månen ligger nemlig meget, meget, meget længere væk fra Solen.

- Så den er sindssyg kold. Det betyder, at vandet på Titan faktisk er frosset og fungerer som bjerge, mens søerne og regnen består af metan, der bliver flydende ved så kolde temperaturer, fortæller Kjartan Münster Kinch og fortsætter.

- Vi ser altså et landskab, der er genkendeligt, men kemisk er helt anderledes skruet sammen.

Liv på Titan vil være noget helt andet

Det lyder måske ikke som et oplagt sted at lede efter liv. Men netop de organiske materialer, som for eksempel metan, giver faktisk eksperterne håb.

- Liv på Titan skulle også være helt anderledes skruet sammen. Men jeg kan da ikke afvise, at det kan eksistere, siger Kjartan Münster Kinch.

Det nye geologiske kort over Titan er groft, og månens overflade er opdelt i syv underkategorier. (Foto: NASA/JPL-Caltech/ASU © Scanpix)

Og faktisk kan vi relativt snart stå med svaret på, om der er liv på Titan. I sommer kunne NASA afsløre, at de vil sende en drone til Titans overflade i 2026. Den skal dog på en lang tur og når først Titan i 2034.

Dronen hedder Dragonfly, og det er håbet, at den også kan gøre os klogere på den kemi, der skal til for at liv opstår.

- Titan kan på visse områder også minde om Jorden for fire milliarder år siden. Så det her kan også gøre os klogere på, hvordan den tidlige jord kan have set ud, siger Kjartan Münster Kinch.