Søren vil samle 20.000 cigaretskod: ’Jeg har smidt dem. Nu er det mit ansvar at rydde op’

Han har givet sig selv et år til at samle sin andel af svineriet op igen.

Søren Brath deler sit skod-projekt på Twitter. Han håber, han kan inspirere andre til også at samle skod op. (© Søren Brath)

- Da jeg var yngre, var der ikke så meget at bekymre sig om. Jeg bekymrede mig i hvert fald ikke om, hvorvidt jeg smed mine cigaretskod i naturen eller i et askebæger.

Sådan lyder det fra 46-årige fabriksarbejder Søren Brath fra Hjørring. Han ryger cirka 15-20 cigaretter hver dag. Det har han gjort, siden han var 18 år gammel.

- Jeg har nok smidt cirka hvert 10. skod fra mig på gaden eller i naturen. Og nu har jeg regnet frem til, at det svarer til cirka 20.000 skod, siger Søren Brath.

Det antal vil han nu samle op igen.

- Jeg har fået øjnene op for miljøet og klimaet. Og jeg vil gerne gøre det, jeg kan, for at mindske min forurening. Nu når jeg har smidt skod i naturen, er det også mit ansvar at få samlet dem op igen, siger Søren Brath.

Cigaretskod indeholder filtre, der er fremstillet af ikke-biologisk nedbrydelig plast. Og det er blandt andet med til at forurene verdenshavene.

Kemikalier fra cigaretskod ender desuden i jorden, og det kan skade smådyr og andet liv.

En ny undersøgelse fra Anglia Ruskin University i England viser også, at cigaretskod hæmmer planters vækst. Det kan du læse mere om her.

- Den undersøgelse kendte jeg ikke til, da jeg gik i gang. Men det viser jo bare, at det er endnu mere fornuftigt at samle sine skod op, siger Søren Brath.

Det første kilo er samlet

(© Søren Brath)

Søren Brath er allerede gået i gang med sit skod-projekt. Indtil videre har han samlet et kilogram cigaretskod.

- Jeg har fundet ud af, at jeg ikke gider gå og tælle. Jeg har i stedet regnet ud fra, at ét skod cirka vejer et halvt gram. Så jeg skal samle 10 kilogram for at nå op på de 20.000 skod.

- Det er selvfølgelig et cirkatal. Men det er heller ikke afgørende, hvor nøjagtigt det er. Det vigtige er, at jeg sætter mig et mål, og at jeg får gjort noget ved det, fortsætter Søren Brath.

Han forventer at blive færdig med projektet i løbet af et års tid.

Vil have flere med på idéen

(© Søren Brath)

Søren Brath blev inspireret til projektet på Twitter, hvor andre skrev, at de var begyndt at samle skodder op. Nu håber han, at han kan inspirere nogle til at gøre noget ved problemet.

- Jeg er ikke interesseret i at moralisere. For det er jo op til folk selv at få gjort noget, hvis de vil. Men måske kan det her inspirere nogle til at gøre det samme. Og det vil jo være fantastisk, siger han.

- For der er jo grænser for, hvad kommunerne har af ressourcer til at samle det her op, fortsætter han.

Søren Brath har postet om sit arbejde på Twitter, og det har resulteret i positiv respons fra andre brugere.

- De synes, det er en rigtig god idé. Der har dog ikke været nogen, der rent faktisk vil gå med ud og samle. Men mon ikke det kommer på et tidspunkt?, siger han.

Facebook
Twitter