Ta' på safari i Danmark: Her er 5 vilde dyr, du normalt ikke ser herhjemme

Du kan se både spækhuggere, tun på et halvt ton og gribbe.

En delfin svømmer rundt omkring en sup surfer ved Limfjordsbroen i Aalborg 2018. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Selvom grænserne langsomt lukkes op, bliver sommeren anno 2020 for mange nok en staycation - altså en ferie derhjemme.

Dine elskede ferie-klipklappere, stråhatten og dit skoleengelsk må pakkes ned for i år.

Men alligevel er der måske et skud udland at få herhjemme, hvis du bruger din ferie på at bevæge dig lidt ud i naturen.

Der er nemlig rigtig mange dyr, der ikke har fået memoet om, at de danske grænser har været lukket.

1

Hollywood-stjerne

(Foto: kim Kyung-Hoon © Scanpix)

Hvis du vil blære dig overfor dine venner med, at du har set den ægte udgave af stjernen fra Befri Willy, ville du nok rejse væk til et sted langt fra Danmarks grænser.

Spækhuggere findes for eksempel både ud for Norges og Californiens kyster.

Men faktisk besøger de sort-hvide hvaler ofte Danmark. Hvis du er heldig, kan du få et glimt af dem, når de meterlange og tonstunge kæmper svømmer forbi.

- Dem, der kommer til Danmark, er sandsynligvis nogle, der normalt ligger og svømmer rundt oppe ved Norges kyster, fortæller kurator hos Den Blå Planet Lars Skou Olsen.

Chancerne for at se spækhuggere er bedst i det nordlige Skagerrak eller ude i

Nordsøen
.

- Årsagen til at spækhuggere kommer ind i danske

farvande
skyldes nok, at vores silde- og makrelbestande har det rigtig godt, siger Lars Skou Olsen.

Hvis du ikke har lyst til en tur på havet, kan du også være heldig at se dem fra land.

Spækhuggeren kan nemlig nogle gange ses fra Grenen ved Skagen. Her vil det med stor sandsynlighed være den op til to meter lange rygfinne, du kan se.

2

Delfin-safari

(Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Normalt ville du og dine veninder på dette tidspunkt drage på ø-ferie et lækkert sted.

Når I har tannet i et par dage, begynder I måske at kede jer og beslutter jer for at udforske øen. I bestemmer jer derfor for at hoppe på en båd og tage på delfin-safari.

Men man behøver slet ikke flyve væk for at finde de smukke havpattedyr.

De findes nemlig også herhjemme - endda flere forskellige arter.

Lige nu kan man nyde synet af en almindelige delfin, der hopper rundt i Aalborg Havn.

Længere sydpå i Svendborg svømmer der et øresvin rundt. Det er samme art, som du måske kender fra TV-serien Flipper.

En art, som mange nok ikke har set før, er hvidnæsen - men du kan få chancen. Den breder sig normalt over et kæmpeområde fra

Sibirien
i øst til Nordamerika i vest.

- Der kommer flere og flere af dem i danske

farvande
. Så sent som i sidste uge så jeg optagelser fra personer, der havde sejlet kun 20 kilometer fra land. Pludselig var der en flok på 30 hvidnæser, der svømmede rundt omkring deres båd, fortæller Emil Skovgaard Brandtoft, der er biolog på Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Ligesom spækhuggeren kan den af og til også ses fra land omkring Skagerrak eller fra Grenen ved Skagen.

Hvidnæsen er dog væsentligt mindre end spækhuggere. Hvidnæsen kan blive op til tre meter lang og veje op til 350 kilo. Nogle gange ender den endda på spækhuggerens menu.

3

Tun-boom

(© NOAA)

Hvem vil ikke gerne en tur til Japan og prøve lækker, frisk sushi med den fineste og friskeste tun? Ja, det bliver ikke i år, du.

Istedet kan du svinge forbi din lokale sushi-pusher og cykle ud til vandet. Her kan du nemlig se, hvor sushien “kommer fra.”

Tunen er nemlig begyndt at dukke op i de danske

farvande
, selvom de nærmeste flokke tidligere har holdt til omkring Middelhavet.

- Den har været forsvundet fra danske

farvande
i 60 år, men pludselig er den begyndt at komme tilbage i store mængder, fortæller Lars Skou Olsen fra Den Blå Planet.

Og de fleste af dem er alt for store til at ryge i de små dåser, du finder nede i supermarkederne.

- Det er kæmpestore fisk, og de kan veje helt op til 3-500 kilo, siger han.

Herhjemme må man ikke fange tunfisk. Men tunen spiser selv nogle af de fisk, som vi danskere gerne vil have på tallerkenen.

- Når de jager sild og makrel, kommer de typisk svømmende lidt nedefra. Med fuld knald på, svømmer de op i en stime fisk. De hopper tit ud af vandet, fordi de har så meget fart på. De er et muskelbundt med nogle ustyrlige kræfter, fortæller Lars Skou Olsen.

De bedste chancer for at få sig den oplevelse er primært ved kysterne ved

Nordsøen
og igen ud for Skagen. Men der skulle også være muligheder omkring Øresund.

4

En sjakal af guld

(Foto: Charles J. Sharp © Wikipedia Commons)

Ferie handler selvfølgelig om at slappe af, nyde livet og glemme alle sine bekymringer.

Men lad os være ærlige: Det handler også om at at gøre alle dine venner misundelige over, at de ikke har det lige så fedt som dig.

Var du taget østpå i Europa, ville du kunne nyde en lækker (og billig) Michelin-menu på en restaurant i Budapest eller drikke litervis af øl i Tjekkiet.

Men guldsjakalen, der normalt holder hjemme i sydøsteuropa, har droppet billig Michelin-mad og kvalitetsøl og er begyndt at dukke op i Danmark.

- Den er sidste nye skud på stammen af landpattedyr i Danmark. De er lidt større end en ræv og mindre end en ulv, forklarer Emil Skovgaard Brandtoft.

Man ved fra fossile fund, at guldsjakalen fandtes i det område, vi i dag kalder Danmark, for omkring 100.000 år siden.

De seneste 5-6 år er den kommet tilbage og er blandt andet blevet set i Lille Vildmose i Nordjylland. Men man kan måske også finde den i plantager i Vestjylland eller andre steder, hvor der er rådyr, den kan jage.

- Men man skal være heldig for at se guldsjakalen, for den gør ikke meget væsen af sig, siger Emil Skovgaard Brandtoft.

5

En smuk señorita

(Foto: FLAVIO LO SCALZO © Scanpix)

Sommerens rationer af spanske specialiteter som tapas og sangria må vist nydes hjemme på altanen i år.

Men din sommer kan måske alligevel få et spansk twist.

En af de allersmukkeste fugle, der normalt kalder Spanien og Nordafrika for hjem, skulle eftersigende være dukket op i Danmark.

- Biæderen er en fantastisk fugl. Det er simpelthen en farvelade af blå, gul og brun. De flyver rundt i luften og fanger insekter, som var det det letteste i verden, siger Emil Skovgaard Brandtoft.

Men hvor de få biædere præcist holder til i Danmark er omgærdet af mystik.

- De senere år har det været ynglepar i Danmark. Men det er på en hemmelig lokalitet i Sønderjylland. Det eneste jeg ved er, at det er et sted mellem Esbjerg og Kolding, fortæller Emil Skovgaard Brandtoft.

Hvis man vil prøve at få et glimt af biæderen andre steder i landet, vil det typisk være på træk-steder, der også besøges af andre fuge.

Det er områder som Nordsjælland, Gjerrild-området på det nordlige

Djursland
eller Skagen.

Facebook
Twitter