Trækfugle kommer med kæmpe-flåter: Kan bringe ebola-lignende sygdom til Danmark

Flere nye flåt-arter kan være ved at etablere sig i Danmark i disse år.

Hyalomma-flåten lever normalt langt fra Danmark, men trækfugle kan tage den med til vores breddegrader. (Foto: www.myggetal.dk)

Sommeren er højsæson for flåtbid.

De små blodsugende mider er ikke bare ubehagelige.

De kan også overføre sygdomme, som kan gøre os mennesker rigtig syge.

Mest almindeligt herhjemme er det at få en bakterie-infektion med borrelia. Men de seneste år har flere danskere også fået virussygdommen TBE fra flåter.

Men der er risiko for, at andre alvorlige sygdomme kan komme til Danmark i de kommende år, fordi flåt-arten Hyalomma marginatum kommer tættere og tættere på os.

Arten er dobbelt så stor som den danske skovflåt.

Den er almindelig i Tyrkiet og Mellemøsten, men er de seneste år blevet fundet

gentagne
gange i lande tæt på os. Blandt andet England, Tyskland og Finland.

Og den store flåt er ikke en velkommen gæst.

For den kan sprede den dødelige sygdom Krim-Congo hæmorragisk febervirus. En alvorlig infektion, der har en dødelighed på omkring 30 procent.

- Det er en ebola-lignende infektion, hvor man kan bløde gennem alle kropsåbninger. Den er vanvittig

smitsom
. Hvis en patient kommer på hospitalet med den, er det ikke ualmindeligt, at
sundhedspersonale
også bliver smittet, siger epidemilog René Bødker.

Han forsker i flåtsygdomme ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet.

Han fortæller, at han flere gange har observeret Hyolomma-flåten i Danmark.

Alligevel er det ikke den, vi skal være mest bekymret for, understreger han.

- Den kan sporadisk komme herop, men sandsynligheden for, at den sætter sig på et menneske og smitter, er meget lille, siger han.

Trækfugle tager eksotiske flåter med

Kæmpe-flåten kommer typisk fra Afrika, Tyrkiet og andre

eksotiske
egne til Nordeuropa med trækfugle.

- Det sker hvert år. Men i 2018, hvor der var en rekordvarm sommer i hele Europa, kunne den pludselig overleve i længere tid i lande i Nordeuropa, fortæller René Bødker.

Det år fik René Bødker derfor flere gange

henvendelser
fra folk, der undrede sig over mærkelige flåter.

- Den første henvendelse var fra en kvinde, der havde fundet to kæmpe-flåter med sort-gul-stribede ben på hendes heste. Og sørme om det ikke var Hyalomma, fortæller han.

Og flåten kan bære på farlige sygdomme.

Derfor er der sat et projekt i gang for at få et overblik over de flåter, der sidder på blandt andet danske trækfugle.

Projektet ledes af forskere fra Uppsala Universitet i Sverige. Det fortæller

naturvejleder
Simon S. Christensen fra Skagen Fuglestation til Politken.

Han er en af dem, der indsamler flåter fra trækfugle.

- Vi har ikke fundet Hyalomma-flåter, men dem kigger vi efter på hver eneste fugl. Det er op mod ti procent af fuglene, der har flåter, så det er faktisk rigtig mange, siger han.

TBE og borrelia er mere bekymrende

René Bødker er spændt på at se, om der i projektet bliver indsamlet Hyalomma-flåter.

Men han fortæller, at det ikke er den flåt, der bekymrer ham mest.

Langt de fleste, der bliver syge af flåtbid i Danmark, har nemlig fået borrelia, som er meget almindelig i skovflåter i hele landet.

Men virusset TBE kan også blive mere hyppig i danske flåter.

- TBE ser ud til at blive mere og mere almindelig. Den opfører sig overhovedet ikke som andre flåt-bårne sygdomme, men kan gøre mennesker meget syge. Det er vigtigt, at vi holder øje med den, siger han.

Særligt er det bekymrende, at der findes TBE på en stor del af flåterne i visse områder ved Tisvilde Hegn i Nordsjælland.

Ny flåt-art kan koste mange hundeliv

René Bødker er også bekymret over en anden ny flåtart, der i fremtiden kan blive almindelig i Syddanmark.

- Det er Engflåten. Der er en reel risiko for, at den er ved at etablere sig i Danmark. Den er allerede etableret i Nordtyskland.

Her kan du se de forskellige flåt-typer, der omtales i artiklen. Artiklen fortsætter under billedserien.

  • Flåter gennemgår flere stadier i deres liv, og deres udseende ændrer sig. Men den voksne skovflåt har sort skjold og er ellers rødbrun og få millimeter lang. Den kan dog blive op til en centimeter efter at have drukket blod. (© ColourBox)
  • Hyalomma-flåten er meget større end skovflåten, som er den mest almindelige art herhjemme. Den er karakteriseret ved at have brun-gule stribede ben. (© Adam Cuerden)
  • Engflåten er på størrelse med skovflåten, eller lidt større. Her er det en voksen han, med marmorering med beige og brune farver. På en hun er rygskjoldet mindre, men med samme mønster. (© René Bødker)
1 / 3

Der har været eksempler på, at engflåten er kommet til Danmark. Blandt andet har sjakaler, der har krydset grænsen, slæbt den med.

Engflåten er på størrelse med skovflåten, men har et gråt marmoreret mønster på ryggen. Og den skal du holde øje med, mener René Bødker.

Især hvis du er hundeejer.

- Den kan gøre hunde rigtig syge med en sygdom, der minder om

malaria
hos mennesker. Hvis den etablerer sig i Danmark, kan det koste rigtig mange hundeliv, fortæller forskeren.

Facebook
Twitter