Trods forbud: Gasser fra kinesiske fabrikker nedbryder ozonlaget

Forskere har sporet udledning af total-forbudte CFC-gasser til områder i det nordøstlige Kina.

CFC-gasser er forbudte, fordi de nedbryder ozon og dermed udtynder det lag, der skal beskytte os mod skadelig ultraviolet stråling fra Solen. (Foto: Frederic J. BROWN © Scanpix)

Sidste år opdagede forskere, at mængden af ozon-nedbrydende CFC-gasser i atmosfæren ikke længere falder i samme omfang, som de tidligere har gjort.

Til stor forundring. For ifølge en international konvention har CFC-gasser været fuldstændig forbudte siden 2010.

Målingerne fik forskerne til at konkludere, at der et sted i Østasien måtte være en nystartet produktion af de skadelige gasser, som bliver udledt til atmosfæren.

Nu har et andet forskerhold, ved hjælp af bl.a. atmosfæriske målinger og modeller for hvordan gasser bevæger sig, fundet ud af, hvor en stor del af CFC-forureningen stammer fra.

Kina. Eller nærmere betegnet fra områder omkring de nordøstlige provinser Shandong og Hebei, hvor hovedstaden Beijing ligger.

Udledningerne består af gasarten CFC-11, og mindst 40-60 procent kommer fra de kinesiske områder, anslår forskerholdet, der netop har udgivet deres opdagelse i tidsskriftet Nature.

Fabrikker ignorerer forbud

De nye målinger bekræfter en undersøgelse, som den britiske miljøorganisation Environmental Investigation Agency, EIA, offentliggjorde i juli sidste år.

Heri afslørede EIA, at flere kinesiske fabrikker igen var begyndt at bruge CFC-11 (et kølemiddel) til produktion af skumisolering til boliger. Også selvom virksomhederne vidste, at stoffet var forbudt.

Brugen af CFC-11 har efter alt at dømme stået på i nogle år.

Koncentrationen af CFC-gasser i atmosfæren er faldet siden 1990’erne, men i 2012 var der en opbremsning i faldet, hvilket formentlig skyldes de kinesiske udledninger af CFC-11.

Grafen viser udviklingen i udledningen af CFC-11. Det grønne område er udledning af CFC-11 fra ny produktion, efter at gassen skulle have været udfaset.

Ozonlaget heler - langsomt

I 1987 underskrev de fleste af verdens ledere den såkaldte Montreal-protokol, hvori de forpligter sig til at udfase CFC og andre gasser, der nedbryder ozonlaget.

Inden da brugte industrien i stor stil CFC-gasser som blandt andet kølemiddel i køleskabe og drivgas i sprayflasker.

Mængden af ozon-ødelæggende stoffer i atmosfæren nåede sit højeste niveau i 1990’erne (stofferne er nogle år om at bevæge sig de 15-35 kilometer op i atmosfæren, hvor koncentrationen af ozon er størst). Siden er den faldet.

Men ozonlaget heler langsomt. De fleste gasser lever nemlig i atmosfæren i mere end 100 år. Derfor er det også vigtigt, at der bliver sat en stopper for de nye udledningskilder.

Facebook
Twitter