Der er sket en del, siden ulven genindvandrede til Danmark i 2012 efter knap 200 års fravær.
Forskere vurderer, at der nu er 16 voksne ulve i Danmark - heriblandt tre ulvepar, hvor to af parrene har fået hvalpe i år.
Med et nyopdaget kuld på mindst otte hvalpe i området ved Borris Skydeterræn øst for Skjern i Vestjylland er der nu mindst 13 hvalpe i landet.
- Der er udsigt til, at den danske ulvebestand kommer til at gå væsentligt frem de kommende år. Vi kommer til at se nye ulvepar etablere sig hvert år, siger Kent Olsen, der er forsknings- og samlingschef på Naturhistorisk Museum i Aarhus.
Her kan du se det nyopdagede hvalpekuld i Skjern-reviret. Ulvene bliver filmet med vildtkamera, som ikke forstyrrer dyrene og deres adfærd (video: Naturhistorisk Museum Aarhus):
Sammen med sine kolleger har han stået for overvågningen af ulve i Danmark, lige siden dyrene igen fik fodfæste i landet.
Til foråret vil de mange hvalpe forlade deres territorium.
Nogle vil vandre sydpå til Tyskland, mens andre vandrer videre ud i den danske natur. Primært i Jylland,
- Inden for en femårig periode vil jeg skyde på, at vi er meget tæt på 100 voksne ulve i Danmark. Det er så forudsat, at de får lov til at overleve. Der er også noget tilfældighed i, om hovedparten ender med at løbe ned i Tyskland. Det er også en mulighed, siger Kent Olsen.
Han understreger, at mens nogle ulve vandrer ud af landet, vil der samtidig komme nye ulve ind til Danmark sydfra.
Stadig et sjældent syn
Ifølge Kent Olsen er der mere end rigelig plads til 100 ulve i Danmark.
- Rent biologisk er der plads til langt flere, end vi hidtil har antaget. Det er formentlig et spørgsmål om, at fødegrundlaget bliver større og større, fordi bestandene af hjortevildt vokser, siger han og fortsætter:
- Så i nogle af de områder, hvor vi havde tænkt, at her kan være et enkelt ulvepar, kan det vise sig, at fødegrundlaget er så højt, at der faktisk kan være to ulvepar.
Men selvom bestanden formentlig vokser markant, vil det stadig være svært for os at opdage ulvene. For ulven gør alt, hvad den kan for at undgå at blive set af mennesker.
Landmand Søren Christensen har filmet en ulv med sin telefon:
- Det bliver ikke en art, som folk ser, når de lige kører en aftentur, siger Kent Olsen.
Det vil sandsynligvis kun være i Jylland, at du i sjældne tilfælde kan få øje på en ulv i løbet af de næste fem år.
Det kan dog ikke udelukkes, at en enkelt ulv for eksempel strejfer Fyn.
- Ulve har det med at overraske, så man skal passe på med at sige, hvad der ikke kommer til at ske. Men det ligger ikke lige først for, at ulve for eksempel kommer til at vandre til Sjælland, siger Kent Olsen.
Landmand: ’100 ulve er for mange i Danmark’
Forskernes prognose af ulvebestanden i Danmark begejstrer ikke lSøren Christensen, der er økologisk landmand og formand for Vestjyllands Landboforening.
- Jeg tror, de fleste danskere godt kan leve med, at der er ulve. Men 100, det er simpelthen for mange, siger Søren Christensen.
Ifølge ham har en ulv taget et føl fra hans flok af vildheste i Borris Øvelsesterræn.
- Det påstår jeg i hvert fald. Men jeg kan ikke blive enig med Skov- og Naturstyrelsen om det. De mener, det er ræven, der har taget føllet, siger Søren Christensen og fortsætter:
- Jeg ved godt, at de (ulvene, red) spiser mest krondyr og rådyr. Men jeg er bekymret for den stress, det giver vores husdyr. Jeg kan se, at dyrene går mere spredt, og det er simpelthen fordi, at der er ulve i området.
Søren Christensen ser gerne, at politikerne laver en handlingsplan for, hvor mange ulve der må være i Danmark:
- Jeg vil gerne vide, hvordan man vil holde bestanden nede, hvis der kommer flere og flere. Og hvordan får jeg reguleret i, hvis der sidder en ulv i struben på en af mine heste? Kan jeg bare få lov at aflive ulven, eller hvad kan jeg? I dag er det jo forbudt, siger han.
I vores naboland Tyskland går ulvebestanden frem med cirka 30 procent om året. Selvom ulvebestanden vokser i Danmark, forsvinder der også en del ulve. Nogle vandrer ud af landet og andre dør naturligt. Men nogle forsvinder også på mystisk vis. Ifølge forskerne er det en mulig forklaring, at ulvene bliver slået ulovligt ihjel af mennesker.