Varmere vand får delfiner til Danmark: Legesyge flokke boltrer sig i havet omkring os

Hele tre delfinarter kan være ved at slå sig ned i danske farvande lige nu.

En delfin har de seneste uger tilsyneladende kastet sin kærlighed på en grøn bøje i Limfjorden mellem Klarup og Storvorde. (Foto: Daniel Løth Nielsen)

For et par uger siden var tømrermester Daniel Løth Nielsen ude for at fiske ved Limfjorden sammen med en kammerat.

Pludselig så de et stort dyr i vandet nær hans båd.

- Den svømmede ved siden af båden, og vi diskuttere, hvad det var. Vi tænkte det nok var et marsvin. Men så sprang den op, og så kunne vi se det var en delfin, fortæller han.

De næste timer blev Daniel Løth Nielsen i området for at få det perfekte billede af den nysgerrige svømmer. Men det var ikke let.

- Hver gang jeg tog et billede, nåede den ned i vandet igen. Men til sidst lykkes det, fortæller han.

Delfinen var af arten almindelig delfin. Ligesom flere andre delfinarter er den ved at blive en kendt gæst i danske farvande.

Det fortæller hvalekspert og ph.d. Carl Kinze, der leder et projekt, der følger delfinernes mulige genindvandring i Danmark. Projektet er båret af de observationer, som almindelige danskere gør sig, når de er nær eller på havet.

- Teorien er, at delfinerne kommer med det varmere og mere saltholdige vand, der strømmer ind i de indre danske farvande og Østersøen, siger han.

Han fortæller, at bedre udstyr de seneste år også gør det lettere og mere sandsynligt, at delfinbesøg bliver dokumenteret.

Men selv om det kan være en stor oplevelse for os menneske at se de legesyge delfiner, er det ikke alle, der er lige ekstatiske over det fine besøg.

De danske marsvins liv kan blive noget farligere, når særligt øresvin dukker op i nabolaget.

Tre delfinarter flytter mod Danmark

De seneste år har mindst ti forskellige delfin-arter opholdt sig i de danske farvande. Men det er primært tre af arterne, der efterhånden er her relativt permanent.

- Hvidnæsen er den mest almindelige i danske farvande. Den har nærmest været her hele tiden, og ses ofte i Nordsøen og Skagerak, siger Carls Kinze og fortsætter:

- Siden 1990 er den almindelige delfin også kommet på besøg. De seneste år har den også været her mere eller mindre fast, fortæller Carl Kinze.

Den almindelige delfin fandtes også tidligere i danske farvande, men forsvandt i 1970'erne. Det var et eksemplar af netop den art, som Daniel Løth Nielsen så i Limfjorden mellem Klarup og Storvolde.

- Udenfor Svendborg ses også en tredje art. Her svømmer øresvin rundt. De har on-off været her siden 2015, fortæller Carl Kinze.

De første år var det enlige hanner, der fandt vej til Lillebælt og det Sydfynske øhav. Men de seneste par år har der været observeret flokke af øresvin flere steder i omkring Danmark.

Se de tre delfinarter her. Artiklen fortsætter under billederne.

  • I sidste måned skyllede en hvidnæse op ved Holmsland på Vestkysten. Arten er hjemmehørende i Danmark og kan blive op til tre meter lang. (Foto: Anja Holm Madsen)
  • Den almindelige delfin kan blive op til 2,5 meter. (© (c) Colourbox)
  • Øresvin er berømte delfiner, blandt andet fordi det er netop dem, der ofte lever i fangenskab i alverdens vandparker. De kan blive op til fire meter. (Foto: Carina Heckscher © Scanpix)
1 / 3

Slår marsvins unger ihjel

Øresvines tilstedeværelse kommer dog med en pris.

- Først troede nogle, at de havde fået unger, fordi der var nogle mindre i nærheden. Men det viste sig, at det ikke var unger, men marsvin, som øresvinene jagtede, fortæller Carl Kinze.

Øresvinene kan finde på at slå marsvin ihjel - særligt ungerne er udsatte. Hvorfor de gør det, ved forskerne dog ikke.

- Det er en normal adfærd, der også ses andre steder udenfor Danmark. De spiser ikke ungerne, så vi ved ikke hvorfor de gør det. Det skyldes muligvis, at de tager fejl, da marsvin-unger er på størrelse med de fisk, som de normalt jager for at æde, siger Carl Kinze.

Carl Kinze fortæller, at de danske marsvin formentlig vil blive mere forsigtige de kommende år, hvis delfinerne fortsætter med at jage dem.

Flere delfiner kan være på vej

Delfinerne ser ud til at trives i vores farvande. Derfor forventer Carl Kinze, at der kan komme endnu flere arter i de kommende år.

- Jeg ville ikke blive overrasket, hvis også den stribede delfin finder vej herop som den næste, siger han.

Det giver forskerne ny viden at observere delfinernes indtog i vores farvande.

- Det er spændende at kunne følge med og se denne genindvandring. Grunden til, at vi kan det, er jo i høj grad fordi så mange almindelige mennesker deler deres observationer med os, siger Carl Kinze.

Han håber, at danskere, der ser delfiner og andre hvaler i danske farvande, vil dele billeder af oplevelsen på for eksempel hvaler.dk’s facebookside eller sende billederne til ham via mail.

Delfinen i Limfjorden, som Daniel Løth Nielsen så for nogle uger siden, er blevet observeret i området flere gange siden. Senest den 24. april. Så bor du i nærheden, kan du nok stadig være heldig.

Bor du derimod på Fyn, kan du tage ud og se, om du kan spotte Svendborgsunds delfin. Læs mere på dr.dk/dinnatur

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk