Verdens mest frygtløse dyr: Angriber løver og overlever dødbringende slangebid

Honninggrævlingen har udviklet et stærkt forsvar mod slangegift.

Honninggrævlingen er altædende, og den er ikke bange for at jagte giftige slanger, når den er sulten. (© Collage og grafik: Allan Nisgaard - billeder fra Colourbox)

Den giftige kobraslange kan bare komme an. Det kan løverne og hyænerne sådan set også.

Honninggrævlingen er nemlig fuldstændig ligeglad med, hvor stor eller farlig dens modstander er.

Det sort-hvide pelsede rovdyr, der er udbredt i det meste af Afrika, er ofte blevet omtalt som det mest frygtløse dyr i verden.

Med sin aggressive adfærd tager honninggrævlingen kampen op mod alt fra løver og krokodiller til bisværme og slanger.

Når det kommer til det sidstnævnte, har honninggrævlingen en fordel udover frygtløshed. En form for superkraft. Den kan nemlig modstå giften fra slanger.

- Honninggrævlingen har nogle mutationer, som gør, at den er resistent over for slangegift. Den er ikke immun, men den kan tåle giften bedre, end vi andre kan, siger samlingsmedarbejder og pattedyrekspert ved Statens Naturhistoriske Museum Daniel K. Johansson.

I en video fra National Geographic kan man se honninggrævlingen overvinde en puffadder, som er en afrikansk hugorm med en dødelig gift.

Efter kampen går honninggrævlingen i gang med at spise slangen, men falder pludeslig om, da det viser sig, at den blev bidt under fejden.

Men efter en lille lur vågner honninggrævlingen igen og spiser slangen færdig.

Det er dyrerigets svar på Chuck Norris - den hårdhudede actionskuespiller.

Et bredt forsvar mod slangegift

Gift fra slanger består af forskellige proteiner kaldet toksiner, og hver slangeart har sin egen sammensætning af toksiner.

Kobraslanger, som er navnet på flere forskellige giftslanger, har blandt andet såkaldte a-neurotoksiner i giften, som går ind og lammer muskler i hele kroppen.

A-neurotoksiner er ekstrem farlige for mennesker og flere dyr. Men knap så farlige for honninggrævlingen.

En amerikansk undersøgelse fra 2015 viser, at honninggrævlingen har nogle mutationer i dens gener, der gør, at a-neurotoksin ikke binder sig til den receptor, som det normalt gør.

- Man har set lignende mutationer i andre dyr som for eksempel manguster, svin og nogle arter af pindsvin, siger Daniel K. Johansson.

Han understreger, at der er meget, vi endnu ikke ved om honninggrævlingens evne til at modstå slangegift.

- Der er nemlig ikke lavet mange videnskabelige undersøgelser af dyret, siger Daniel K. Johansson.

En evolutionær fordel

Da honninggrævlingen er altædende, kan det være en fordel for den, at den har et forsvar mod slangegift.

- Giftslangerne er jo vildt farlige for andre dyr. Men når du rent faktisk kan tåle giften, har du en kilde til mad, som andre ikke har, siger Daniel K. Johansson.

- Mange giftslanger stikker måske ikke af i samme grad, da de er vant til at kunne skræmme deres fjender væk, fortsætter han.

Han forklarer, at honninggrævlingen for eksempel også er god til at dykke efter skildpadder og grave efter gnavere, som den også spiser. Og så kan den overleve en del bistik i jagten på honning.

- Den er dog ikke uovervindelig. Man har set enkelte eksempler på honninggrævlinger, der er døde af for mange bistik, siger Daniel K. Johansson og fortsætter:

- Men den kommer langt med sin frygtløshed. Den er så aggressiv, at store dyr som løver, ofte opgiver at angribe den. Jeg læste på et tidspunkt om en honninggrævling, hvor der skulle seks løver til at overmande den og slå den ihjel.

FacebookTwitter