Virkelighedens Predator: Slange kan fange byttedyr i bælgmørke med varmesans

Hugorme og kvælerslanger har et særligt organ, der opfanger varme fra andre dyr.

Man har en formodning om, at slangens varmesans virker lidt ligesom et termisk kamera for slangen. (© Collage og grafik: Charlotte Revsbech - billeder fra Colourbox)

Hvis du har set den klassiske science fiction-film Predator, så ved du, at uhyret i filmen har et særligt varmesyn.

Uhyret kan se mennesker og dyr ud fra den varme, de udsender. Synet fungerer som et termisk kamera, og det gør det svært for menneskerne i filmen at gemme sig.

Den idé er faktisk ikke langt væk fra virkeligheden. Nogle slanger har nemlig en særlig varmesans, som gør, at de kan finde og fange byttedyr i totalt mørke.

- De bruger nok det her varmesyn mere end deres normale syn, siger slangeekspert og direktør og grundlægger af Randers Regnskov Henrik Herold.

- De kan nemlig danne sig et varmebillede med en temperaturforskel på få tusindedele grader. Det gør, at de hurtigt kan skelne dyret fra sine omgivelser og samtidig kan registrere, hvor byttedyret er varmest, og hvor det er koldest, fortsætter Henrik Herold.

En mus, der gemmer sig et sted i skoven, vil hurtigt blive opdaget af slangen, der sanser den med sit varmeorgan.

Udviklet i flere slangearter

Varmesansen er udviklet i to grupper af slanger, kvælerslanger og hugorme.

- Lige under øjnene har nogle slanger et par underlige huller. De huller bliver kaldt varmegruber, og det er simpelthen dem, som er deres varmesøge-organ, siger Henrik Herold.

Det er dog forskelligt, hvordan organet er placeret.

- Python-kvælerslanger har flere af de her varmegruber. De sidder rundt om overlæben, siger Henrik Herold.

Om slangen rent faktisk danner et termisk billede i hovedet, som vi kender det fra Predator-filmene, eller om sansen fungerer på en anden måde, ved vi ikke med sikkerhed.

- Men man har en forestilling om, at det er ligesom, når vi mennesker laver en termografi, hvor vi kan se varmeforskellene på forskellige ting i billedet, siger Henrik Herold.

Reagerer kraftigt på varme

Ifølge Henrik Herold er det en stor fordel for slangen at have varmesansen, når den skal finde ud af, hvad den skal bruge energi på i jagten på føde.

- Den kan hurtigt se, hvor stor byttedyret er, og om det er noget, den gider at bide på. Det er klart, at hvis der kommer en flok bisoner, så vil den nok hellere kravle ned i et hul fremfor at angribe dem, siger han.

Henrik Herold understreger, at slanger, der har den her sans, reagerer meget kraftigt på varme.

Det kan han blandt andet se, når han fodrer klapperslanger, som er en slægt af giftige slanger, der hører under familien af hugorme, i Randers Regnskov.

- Vi kan sagtens fodre dem med døde mus, da de reagerer på lugten. Men hvis vi tager musen op og varmer den op til håndtemperatur, så tror slangen simpelthen, at musen er levende, siger Henrik Herold.

- Og så hugger slangen bare til, fortsætter han.

Du kan læse om flere dyr med særlige evner i vores serie med dyr med superkræfter. Blandt andet kan du læse om hajens sjette sans, en frø, der kan genopleve sig selv og verdens mest frygtløse dyr.

FacebookTwitter