24 ting du ikke vidste om glutenfri kost

Glutenfri mad er blevet en livsstil, men kun få danskere lider faktisk af glutenintolerance. Ved du egentlig, hvad gluten er?

1. Hollandske børn

Cøliaki blev opdaget under Anden Verdenskrig, hvor der var hungersnød i Holland. Der var mangel på hvedebrød, og en børnelæge undrede sig over, at mange børn pludseligt fik det bedre.

2. Rammer tyndtarmen

Hvis du har cøliaki, så kan du ikke spise mad, der indeholder gluten. Det er en livslang sygdom i tyndtarmen. Og den kan være arvelig.

3. Protein

Gluten er et protein. Det findes i kornsorterne hvede, byg og rug. Det er en del af proteinet, der hedder prolamin, som går ind og skader din tarm, hvis du har cøliaki og spiser gluten. Men der er stor forskel på, hvor slemt gluten er for hver enkelt person.

4. Krummer i brød

Det er gluten, der giver brød og bagværk elasticitet i krummen.

5. Fimrehår der bølger

Der er små fimrehår i din tyndtarm. De bølger rundt på overfladen som på en kornmark, og hårene er vigtige, når du skal optage næringsstoffer fra maden. Det er her, at patienter med cøliaki har et problem. Gluten ødelægger fimrehårene, og overfladen bliver nærmest blank som en bordplade, så tarmen får svært ved at optage næringsstoffer.

6. Følsomhed og gluten

De senere år er man også begyndt at tale om non-cøliakisk glutensensitivitet. At nogen får ubehag og bliver syge af gluten uden at have cøliaki. Der er ikke enighed om, hvad diagnosen er.

7. Kun for syge

Hvis man er på en glutenfri diæt, så risikerer man at gå glip af de vigtige og gode ting ved fuldkornsprodukter. Man bør ikke anbefale en glutenfri diæt til nogen, der ikke har cøliaki, lyder konklusionen i en ny undersøgelse, der er offentliggjort i British Medical Journal.

Hveden i det vestjyske. (Foto: Mikkel Jezequel © Scanpix)

8. Allergi og hvede

Hvedeallergi er ikke det samme som cøliaki. Det er en sjælden allergi, hvor kroppen danner allergi-antistoffer mod et eller flere af proteinerne i hvede. Normalt kan man hurtigt mærke symptomerne. De er for eksempel kløe i munden, høfeber, nældefeber, astma, opkast eller diarré.

9. Glutenfri er ikke hvedefri

Hvis man har hvedeallergi, kan man fint spise de fødevarer, hvor der ikke hvedeproteiner i. Men glutenfrie produkter kan give problemer, fordi de er renset for gluten, men stadig kan indeholde hvedeproteiner, som kan udløse allergien.

10. Cøliaki over hele kloden

Der findes cøliaki i alle lande. I USA, Latinamerika, Australien og New Zealand er det fundet blandt cirka 0,5 - 1 procent af befolkningen. Af dem har cirka 15-25 procent fået stillet diagnosen.

11. Danskere med cøliaki

Ingen ved med sikkerhed, hvor mange der har cøliaki i Danmark. De fleste undersøgelser peger på under 1 procent.

12. Rammer +50 årige

Det er både voksne og børn, som får det. Men risikoen stiger med alderen, og cøliaki rammer især personer over 50 år.

13. Gluten i babymad

Der er ingen klare svar på, hvornår børn må få kost, der indeholder gluten. Det er kontroversielt. Nogle undersøgelser viser, at børn, der gradvist får gluten i kosten fra de er 4-7 måneder gamle, kan opnå en slags beskyttelse mod cøliaki. Andre undersøgelser kan ikke bekræfte det.

14. Diarre og vægttab

Der er flere former for cøliaki. Der er den klassiske, hvor symptomerne er diarré, vægttab, problemer med at optage næring. Og den ikke-klassiske, hvor der er kløende hud med blærer og autoimmune sygdomme, hvor immunsystemet angriber kroppens eget væv.

15. Ny livsstil for de syge

Cøliaki behandles ved at spise en glutenfri kost. Hele livet. Det er en markant ændring i livsstil, og derfor er det også vigtigt, at diagnosen stilles rigtigt.

16. Næsten ingen korn

Der må ikke være hvede, rug eller byg i glutenfri kost. Og kun havre i begrænsede mængder, hvis det ikke har været i berøring med de andre kornsorter under dyrkning eller forarbejdning.

Blandet slik, vingummi, lakrids, lakridskonfekt, dumle og karameller (Foto: Brian Bergmann © Scanpix)

17. Vingummi og småkager

Det er utroligt svært at holde en glutenfri diæt. Der er gluten i et utal af produkter – bouillon, madlavningsfløde, krydderier, nudler, remoulade, ristede løg, sojasovs, småkager, vingummi, øl samt i et utal af e-numre. Der er dog lovgivning, som forsøger at sikre, at det er under 10 milligram i hvert produkt.

18. En skive rugbrød

En almindelig skive rugbrød indeholder cirka 3 gram gluten. Normalt kan personer med cøliaki indtage under 10 milligram gluten om dagen.

(ARKIV) Rugbrød fra Meyers Bageri fotograferet 8. februar 2017. Man spiser mindre, når der er fuldkorn på tallerkenen i stedet for hvidt brød og hvid pasta, skriver Ritzau torsdag 2. november 2017. (Foto: sofie mathiassen/Scanpix 2017) (Foto: Sofie Mathiassen © Scanpix)

19. Meget eller lidt gluten

Der er meget stor forskel på hvor meget gluten, der giver symptomer hos den person, som er på glutenfri diæt. Nogle får diarré i flere dage ved selv små mængder. Andre kan spise gluten i flere dage.

20. Boom i glutenfrie produkter

Tidligere var det kun folk med hvedeallergi eller cøliaki, som var på en glutenfri diæt. En nyere undersøgelse fra USA viser, at 25 procent af amerikanerne hvert år køber glutenfrie varer. Og tæt på fire procent har en helt glutenfri diæt.

21. Glutenfri som livsstil

Der er ingen sundhedsfaglig dokumentation for, at det er godt at have en glutenfri livsstil med mindre, at man er syg, konkluderer forskere i en nyere artikel i Ugeskrift for Læger.

22 Marked for milliarder

Alene i USA er salget af glutenfrie produkter steget med 136 procent i perioden fra 2013 til 2015. Markedet anslås til at være på over 70 milliarder kroner.

23. Smør og vin

Der er nogle fødevarer, hvor der fra naturens hånd ikke er gluten i. Det er for eksempel frugt, kartofler, kokos, mælk, nødder, majs, ris, smør og vin. Og så er der glutenfrie specialvarer. For eksempel pasta og brød, der laves af mel, som er blevet renset for glutenprotein.

24. Dyrt, besværligt og ikke en slankekur

Glutenfri kost er ikke en slankekur. Den er besværlig. Den er dyr. Der er også ofte større mængder fedt og sukker i de glutenfrie produkter, der også ofte har lavt indhold af fibre. En glutenfri diæt egner sig kun til personer med et medicinsk behov, lyder opfordringen fra forskerne.

Kilder: British Medical Journal, coeliaki.dk, NIH, sundhed.dk, Scientific Reports, Sundhedsstyrelsen, Ugeskrift for Læger.