Afrikas bestand af giraffer styrtdykker

På blot femten år er antallet af giraffer på savannen næsten blevet halveret.

Giraf krydser en af de stadigt flere veje, som blandt andet er med til at forhindre de høje flokdyrs muligheder for at blande gener. (Foto: Ibizarre - Fotolia © Scanpix)

Der var næppe meget fyrværkeri over den afrikanske savanne, da alverdens festklædte storbyer, skød årtusindeskiftet ind for godt 16 år siden. Og havde savannens daværende bestand af giraffer, på mere end 140.000 individer, haft lejlighed til at spå om fremtiden, havde de under ingen omstændigheder følt trang til at fejre noget som helst. Bestanden er nemlig siden blevet nærmest halveret og estimeres til at nu at være nede på omkring 80.000 individer. Den kraftige nedgang handler først og fremmest om at giraffernes naturlige levesteder forsvinder, i takt med at de inddrages til landbrug, byer og infrastruktur. Giraffer er savannedyr og færdes normalt over store områder, forklarer videnskabelig direktør i Zoo København Bengt Holst til DR Videnskab. - Problemet er, at deres levesteder er hakket op i en masse små enheder, men girafferne har brug for sammenhængende områder, for at kunne vandre fra fødekilde til fødekilde, forklarer han.

Meget af landet er blevet gjort ubrugeligt for girafferne og man risikerer, at de små bestande uddør hver for sig. Bliver bestandene for små, vil man helt naturligt opleve indavl i flokkene, siger Bengt Holst.

Se interviewet med Bengt Holst fra DR2 Morgen:

Holder savannens skærmdække tæt

De højhalsede dyr, der for de højeste hanners vedkommende, tårner sig mere end fem meter op, har fundet sig en niche, hvor de primært lever af skud fra akacietræernes ellers utilnærmelige toppe. Giraffen slynger sin halv meter lange tunge rundt om skuddene, hiver dem af og sluger dem. Vel at mærke uden at stikke sig på træernes ofte meget lange forsvarende torne. På samme måde som vi jævnligt klipper ligusterhækken, for at holde den tæt, bliver akacietræernes toppe også meget tætte af giraffernes konstante trimning og former således skærmdækket over savannen, forklarer Bengt Holst.

Giraf i Pilanesberg. (Foto: Zimmermann Josef © (c) Scanpix Denmark)

Giraffen, som vi kender den fra den afrikanske savanne, har eksisteret i nogle få millioner år, mens dens familie går omkring 50 millioner år tilbage. Her fandtes forgængerne til nutidens giraffer både i Asien og Europa, men ikke nær så høje som dem vi kender fra savannen. Der findes ni forskellige underarter, fordelt på tre afrikanske områder i hhv. det sydlige Afrika, et østafrikansk område omkring Kenya, Tanzania og Sudan, samt i centralafrikansk, hvor bestandene er særligt små. Den mest truede underart er Niger giraffen, som der blot er 400-500 individer tilbage af.

Lever i løse og uigennemskuelige flokke

Foruden giraffernes bemærkelsesværdige højde, er noget af det specielle ved dem, at deres flokstruktur er enorm løs, fortæller han. - De står meget spredte i flokkene, men ved hvor hinanden er. Når to flokke så mødes på deres vandring gennem savannen og skilles igen, ser flokkene helt anderledes ud, forklarer Bengt Holst. En adfærd, man ved overraskende lidt om, men som er væsentlig for at kunne skabe en effektiv bevaringsindsats.

I 2012 påbegyndte Københavns Universitet og Københavns Zoo et langtidsstudie af girafferne i den sydafrikanske nationalpark Pilanesberg, hvor parkens 180 giraffer skal følges over et helt girafliv på omkring 30 år. - Så kan vi pludselig sætte familiemønstre på og det giver helt andre perspektiver, fortæller Bengt Holst. Går fætrene med kusinerne, hvordan flytter de sig i forhold til hinanden og hvordan spredes og fordeles de over et liv? Det er nogle af de kernespørgsmål, som det langtidsorienterede studie forsøger at finde svar på.

Og resultaterne er begyndt at tikke ind.

Man har fx fundet ud af hvordan de unge giraffer holder sammen og nærmest danner deres egen børnehave. - Og når de bliver voksne, splitter hannerne sig ud og holder sammen med en større flok hunner, forklarer Zoos videnskabelige direktør. - Det virker lidt som haremmer, men vi ved det ikke endnu, siger han. Samtidig ser det ud til at de ældre hunner også holder sammen og bevæger sig i samme flok på op til 20-30 dyr.

Giraffens tilbagegang er gået under radaren

Mens tilbagegangen af andre store afrikanske dyr, som elefanter og næsehorn, har fået enorm opmærksomhed, er den for giraffens vedkommende gået under radaren, siger Bengt Holst. - Der findes giraffer mange steder – men der er ikke mange af dem hvert sted. Derfor tror man den hellige gral er velforvaret, forklarer han. Han håber at en tiltagende opmærksomhed på giraffernes tilbagegang kan bremses eller helt stoppes.

Giraffer lever i løse flokstrukturer, som forskerne ikke kender særligt meget til. Det er et langtidsstudie i færd med at ændre på. (Foto: robertharding © (c) Scanpix Denmark)

Og det handler om at få gjort op med de fragmenterede levesteder og give de store dyr mulighed for at få blandet generne. - En mulighed kan være at flytte dem fysisk, siger Bengt Holst. - En anden er, at sørge for, at de rigtige områder får korridorer, hvor girafferne kan finde vej fra det ene sted til det andet, forklarer han. Og sikre, at der omkring store veje og landbrugsområder, er mulighed for at girafferne sikkert kan vandre videre til næste akacietræ. Det forudsætter, at der er politisk vilje i de enkelte lande. Uden den kan man ikke gøre en forskel, mener Bengt Holst. - Men det kræver ressourcer, som gerne skal komme fra de lokale regeringer, siger han. For girafferne er lig med vigtige indtægter fra turisterne og det ved de lokale regeringer godt. Og ingen kan vel næppe forestille sig en verden uden giraffer, slutter han.

https://www.facebook.com/DRNyheder/videos/1136162053100984/

Facebook
Twitter