Arktisk urbefolkning kom fra Sibirien

Ny danskledet undersøgelse peger på hvor de første mennesker i Arktis stammede fra.

Moderne canadisk inuit. Den oprindelige befolkning i Arktis kom, ifølge en ny undersøgelse, ind fra Sibirien over Bering Strædet til Alaska og videre til Grønland. (Foto: Carsten Egevang © Science)

Der har levet mennesker i Arktis i de seneste 6000 år og arkæologiske fund viser, hvordan forskellige kulturer har været i stand til at leve i fx Alaskas, Canadas og Grønlands barske natur.

Men hvor de oprindeligt kom fra og hvem der kan kaldes Arktis' oprindelige folk, har indtil videre været en gåde.

Eske Willerslev er professor på grundforskningscenter for geogenetik på Københavns Universitet og har ledet et studie, der har bragt forskerne nærmere på gåden.

I det meget omfattende studie, har forskerne indsamlet DNA fra de fleste fund, der nogensinde er gjort af de såkaldte palæoeskimoer, som altså regnes for de første mennesker i Arktis. Det drejer sig om godt 150 forhistoriske mennesker, der genetisk er blevet sammenlignet med 7 nulevende personer fra området.

Det oprindelige folk isolerede sig fra andre arktiske folk

Og holdets undersøgelser viser flere ting, fortæller Eske Willerslev til P1 Morgen.

- Blandt andet viser de, at der var en indvandring fra Sibirien ind i Amerika og videre ind i Grønland for omkring 5000 år siden, som er uafhængig af den indvandring, som bliver ophav til dels amerikanske indianere og den senere indvandring, der blev ophav til inuitterne, der blandt andet er grønlændernes forfædre, forklarer han.

Og der har de levet, indtil for cirka 700 år siden, fortæller han.

- Det ser ud til, at det her folk lever i fuldstændig isolation fra alle andre, forklarer Eske Willerslev.

Selvom forskerne ved, at de oprindelige folk i Arktis har mødt både inuitternes og indianernes forfædre, har de valgt ikke at blande sig med dem seksuelt, forklarer han.

Palæoeskimoers forsvinden bør have med inuitternes ankomst at gøre

Tidligere har forskerne arbejdet med teorier om at de er blevet opslugt af inuitterne, men det viser sig ikke at være tilfældet.

- I det at de har kunnet overleve i 5000 år før inuitterne kommer, er det meget fristende og rimeligt at antage at deres forsvinden har noget med inuitternes ankomst at gøre, siger han.

Hvordan det så er foregået, ved forskerne til gengæld ikke. Der er ifølge Eske Willerslev ikke noget, der tyder på, at der har været krig blandt de to.

Det kan også være sygdomme, siger han. Inuitterne kom fra den gamle verden, ligesom europæerne kom til Sydamerika.

Resultat kan blive til fordel for nutidens befolkninger i Arktis

Eske Willerslev understreger at det først nu er blevet muligt at gå så langt tilbage tid og kortlægge arvemassen hos fortidens befolkninger og det vil åbne nye muligheder for forskernes forståelse af fortiden.

Og det kan vi i nutiden drage store fordele af, på blandt andet sundhedsområdet, hvor forskellige folkeslag kan reagere forskelligt på medicinsk behandling.

- Hvis vi vil prøve at forstå, hvorfor folk har forskellige sygdomsrisici rundtomkring i Verden, og hvordan vi skal behandle det, bliver du faktisk nødt til at forstå hvordan at deres genetiske sammensætning er opstået, forklarer han.

Studiet er publiseret i det videnskabelige tidsskrift Science og kan læses i sin fulde form her.

Facebook
Twitter