Astronauten Andreas træner nødlanding - med 8G

1. september skal den første dansker ud i Rummet. Hans træning er inde i de sidste faser.

På billedet træner Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, i, hvordan det vil føles at nødlande med en rumkapsel. Det vil udsætte kroppen for en påvirkning der svarer til otte gange tyngdeaccelerationen på Jorden. Kropsvægten vil føles 8 gange tungere. Påvirkningen får blodet til at vandre mod benene. Derfor trækker de små blodårer sig sammen for at forhindre, at blodet forsvinder fra hjernen. Ofte spænder man også i musklerne. (Foto: Andreas Mogensen ESA-astronaut © Andreas Mogensen ESA-astronaut)

VIDENSKABSBILLEDET

Om under fire måneder er der liftoff for den første dansker, der skal ud i Rummet. Det er vores astronaut Andreas Mogensen, der skal på en 10-dages mission til Den Internationale Rumstation, ISS.

Turen begynder i toppen af en russisk Soyuz-raket fra Baikonur cosmodrome i Kazakhstan. Selv om raketten er meget driftsikker, forbereder astronauterne sig på ulykker.

Især de to første minutter af rumrejsen er kritiske, dernæst selve landingen. Hvis der sker en læk på brændstofstankene på vej op, kan man frigøre selve rumkapslen øverst i raketten, så astronauterne undslipper og kan nødlande.

Kraftig G-påvirkning af kroppen

På billedet træner Andreas Mogensen i, hvordan hans krop vil reagere ved en nødlanding, hvor han bliver udsat for 8G-påvirkning.

G-påvirkning oplever man under centrifugal kraft. Det er et udtryk for den fornemmelse, man får, når man bliver mast ned i sædet under en acceleration. Hvis du bliver påvirket af 8G, vil din vægt føles 8 gange tungere.

Påvirkningen får blodet til at vandre mod benene. Derfor trækker de små blodårer sig sammen for at forhindre, at blodet forsvinder fra hjernen. Ofte spænder man også i musklerne.

1G svarer til tyngdeaccelerationen på Jorden. Allerede ved 5G begynder blodet at forsvinde fra hovedet, og man kan få tunnelsyn og miste farvesynet kortvarigt i forbindelse med påvirkningen.

Træner rundt i verden

Andreas Mogensen er ansat i Den Europæiske Rumfartsorganisation, ESA. Hans træning foregår rundt om i verden.

Lige nu er han i Star City nær Moskva i Rusland. Senere skal han til Japan. Han træner også i Canada, USA og i Køln i Tyskland, hvor ESA’s astronautcenter ligger.

Facebook
Twitter