Astronomer opdager dødsensfarlig helvedesplanet

Med en overflade på 4300 grader celsius er den næsten så varm som vores Sol.

Klet-9b har en overfladetemperatur på 4300 grader. Ikke ligefrem befordrende for liv. (Foto: NASA/JPL-Caltech © NASA/JPL-Caltech)

Astronomer i Arizona og Sydafrika har opdaget en planet, der langt fra er ligesom alle andre. Planeten er enorm - dobbelt så stor som Jupiter - og har en overfladetemperatur på omkring 4300 grader celsius. Det tog derfor tre år for forskerne at overbevise sig selv om, at det faktisk var en planet, man havde opdaget. Det skriver The Guardian og BBC.com.

Planeten, der har fået navnet Kelt-9b, blev opdaget af astronomer, da de observerede den skygge planeten kastede på sin stjerne 650 lysår borte.

Stjernen Kelt-9 har en temperatur på 10.000 grader celsius og er dobbelt så varm som vores Sol.

En dødsensfarlig planet-souffle

Med en overfladetemperatur på 4300 grader celsius er Kelt-9b næsten lige så varm som vores Sol. Varmen fra stjernen er så intens, at planeten bliver pustet op som en souffle, skriver The Guardian.

Kloden er større og tungere end Jupiter, men den er kun halvt så tæt. Den høje temperatur betyder nemlig, at molekyler som vand, kuldioxid og metan ikke kan dannes. I stedet er det metalmolekyler, der blæser gennem atmosfæren.

Fremtidsmulighederne på planet er dårlige. Selvsagt er temperaturen ikke fordelagtig for liv, som vi kender det, men samtidig er der fare for, at systemets stjerne sluger planeten inden for en overskuelig fremtid (astronomisk set).

Facebook
Twitter