"Banebrydende astronomisk opdagelse" bliver offentliggjort i dag

Det handler om tyngdebølger, og hundredevis af forskere deltager, når der kl. 16 dansk tid holdes pressemøder verden over. Også i Danmark.

Forskere har tidligere observeret tyngdebølger forårsaget af en kollision mellem to sorte huller. En opdagelse, der i oktober udløste nobelprisen i fysik. Men denne gang er bølgerne måske forårsaget af stjerner? (Computersimulation) (Foto: handout © Scanpix)

Store dele af den internationale forskerverden, videnskabsjournalister og astronomi-interesserede verden over holder vejret i spænding disse timer.

Kl. 16 dansk tid bliver der på pressemøder verden over præsenteret en række “banebrydende observationer af et astronomisk fænomen, som vi aldrig tidligere har været vidner til”. Sådan beskriver Southern European Observatory, ESO, i München det på sin hjemmeside.

Opdagelsen omhandler tyngdebølger. Mere ved vi ikke, for det er strengt fortroligt indtli klokken 16.

Tyngdebølger - eller gravitationsbølger - blev første gang observeret i 2015, og i sidste uge fik tre af bagmændene bag opdagelsen nobelprisen i fysik.

Siden har de såkaldte LIGO-observatorier (Laser Interferometer Gravitational-Wave Observatory), der er to ultrapræcise laserobservatorier, målt tyngdebølger endnu tre gange forårsaget af kollisioner mellem to sorte huller milliarder af lysår fra Jorden.

Spekulationer om stjerne-kollision

I august skrev en amerikansk astrofysiker så på Twitter, at der var gjort nye observationer af tyngdebølger - denne gang ledsaget af et “synligt modstykke” - altså et lysfænomen som kan ses via et teleskop.

Siden er der blevet spekuleret i, at tyngdebølgerne denne gang stammer fra en kollision mellem to neutronstjerner. En såkaldt kilonova, der medfører et synligt udbrud af gammatråling - et gammaglimt.

Er det tilfældet, vil det være første gang, der er observeret tyngdebølger som følge af en kilonova, og det åbner for en hel verden af ny og revolutionerende viden.

Men det - og meget mere - bliver vi klogere på fra kl. 16 og frem, når det omfattende materiale fra opdagelsen offentliggøres ved to internationale pressemøder i Washington D.C og i München, ved flere mindre pressemøder over hele verden og i flere tidsskrifter.

På Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet har massevis af forskere været involveret i i opdagelsen og de efterfølgende analyser. Også her holdes der pressemøde.