BILLEDER Astronauten Andreas har vist en indre løfteraket

Danmarks første astronaut stiller op til en række arrangementer i Danmark. DR Viden fulgte med i fredags, hvor Andreas Mogensens arbejdsdag varede 15 timer.

  • Klokken er lidt over 8 fredag den 10. oktober 2014. Der venter Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, en lang arbejdsdag i København. Her drikker han morgenkaffe med folk fra ESA, Den Europæiske Rumfartsorganisation. (Foto: Hanne Kokkegård © DR Videnskab)
  • Lige før pressemødet på Det Internationale Pressecenter i København hilser han på Poul Rasmussen, som har vundet konkurrencen om at designe logoet til Andreas' rummission iriss. Logoet skal sidde på rumdragten. (Foto: Hanne Kokkegård © DR Videnskab)
  • Der er pænt fremmøde til pressemødet med danske og et par udenlandske journalister. Andreas Mogensen fortæller om sin kommende mission til rumstationen ISS og træningen op til. (Foto: Hanne Kokkegård © DR Videnskab)
  • Her signerer Andreas Mogensen to logoer tegnet af Louise Nielsen, gymnasieelev fra Næstved og Poul Rasmussen, grafisk designer og bosiddende i Vancouver i Canada. (Foto: Hanne Kokkegård © DR Videnskab)
  • Det blå logo tegnet af Louise Nielsen skal bruges til undervisningsaktiviteter. Det hvide skal på Andreas' rumdragt og er designet af Poul Rasmussen, grafisk designer i Vancouver i Canada. De vandt en ESA-konkurrence om logoet. (Foto: Hanne Kokkegård © DR Videnskab)
  • Efter en hurtig frokost kører Andreas Mogensen og ESA-folkene ud til hans tidligere skole, CIS, i Hellerup, hvor børn og presse venter. Andreas bliver en helt efter sin rumrejse. Det er sket for de andre astronauter, siger ESA's Nigel Savage. (Foto: Hanne Kokkegård © DR Videnskab)
  • På billedet står Andreas Mogensen i skolegården på sit gamle gymnasium, Copenhagen International Schoool, CIS, i Hellerup. Han tog en international studentereksamen på skolen og blev færdig i 1995. (Foto: Hanne Kokkegård © DR Videnskab)
  • Andreas Mogensen har forberedt et foredrag, der passer til børn i 3. klasse. Han fortæller om sin mission til ISS og viser video og billeder. Børnene har lavet deres egne rumdragter med sølvpapir og klar plastik. (Foto: Hanne Kokkegård © DR Videnskab)
  • Andreas Mogensens rumrejse skal bruges til at gøre børn og unge begejstrede for rumfart og meget gerne få dem til at vælge uddannelse og karriere inden for rumfarten. De skal også forstå, at astronauter er almindelige mennesker. (Foto: Hanne Kokkegård © DR Videnskab)
  • På billedet sidder Andreas Mogensen med ESA's mascot for undervisningsaktiviteter, rumdyret Paxi. Til højre sidder Nigel Savage, der er ansvarlig for undervisningsaktiviteter i forbindelse med alle ESA's missioner. (Foto: Hanne Kokkegård © DR Videnskab)
  • Efter besøget på skolen kører Andreas Mogensen ind til Tycho Brahe Planetarium. Her er der ventetid inden tv-optagelser, så Andreas og hans pressedame fra ESA, Rosita Suenson, slapper af, tjekker mails og opdaterer Facebook og Twitter. (Foto: Hanne Kokkegård © DR Videnskab)
  • Så ruller kameraerne i en times tid sammen med Kåre fra DR Ultras Store Nørd. Andreas fortæller om en konkurrence, hvor folk kan foreslå et eksperiment, som han skal udføre på ISS. Læs mere om det på dr.dk/rumrejsen (Foto: Hanne Kokkegård © DR Videnskab)
  • Klokken er 18:30 i Uddannelses- og Forskningsministeriet, hvor Andreas Mogensen har hilst på ministeren og nu gæsteoptræder på scenen hos DR Ultras nørder Kåre og Emil og fortæller om konkurrencen med eksperimentet. (Foto: Hanne Kokkegård © DR Videnskab)
  • På Kulturnatten i København giver Andreas Mogensen hundredvis af autografer til børn, unge og gamle og fortæller om sin mission. Der bliver også taget mange selfies ... Her snakker han med Isak Borup på 12 år og hans far Bjørn. (Foto: Hanne Kokkegård © DR Videnskab)
  • Midt på aftenen holder utrættelige Andreas Mogensen en halv times foredrag i en pavillion sat op i ministeriet. Det er stopfyldt i og udenfor. - Det bliver sent. Og lørdag formiddag skal han være på igen i et direkte tv-program. (Foto: Hanne Kokkegård © DR Videnskab)
1 / 15

Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, har papir på at være en mand af den rette støbning, ellers var han ikke blevet astronaut. Måske indebærer jobbet også en indbygget løfteraket?

Fredag den 10. oktober 2014 begyndte hans arbejdsdag klokken cirka 8 og sluttede sammen med Kulturnatten i København klokken cirka 23.

Små 15 timer hvor han var i kredsløb om sin kommende mission til Den Internationale Rumstation, ISS, og ikke viste tegn på at tabe højde.

Tæt besat program

Det var en arbejdsdag tæt besat med pressemøde og offentliggørelse af to logoer til hans mission iriss, pressekontakt, foredrag for elever på hans gamle skole, tv-optagelser og hilsen på minister.

Han havde også en gæsteoptræden hos DR Ultras nørder Kåre og Emil, skrev hundredvis af autografer og folk tog selfies (ja, undertegnede fik også autografer og selfie), og holdt et foredrag midt på aftenen i Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Andreas skal gøre os begejstrede for rumfart

Jobbet hos Den Europæiske Rumfartsorganisation, ESA, betyder nemlig, at han ud over en krævende træning skal stille op til en række arrangementer i Danmark.

Andreas Mogensens rumrejse skal bruges til at gøre børn og unge begejstrede for rumfart og meget gerne få dem til at vælge uddannelse og karriere inden for rumfarten.

Det handler både om rumeventyrets fremtid og om danske job og forskning og udvikling på universiteter og i danske virksomheder.

Læs også

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter