Brun bjørn blev hvid og fed på rekordtid

Nyt dansk studie viser at isbjørnens historie på Jorden er under en halv million år.

Isbjørnen er som art under en halv million år gammel, viser ny dansk forskning. (Foto: Vladimir Melnik © Scanpix)

Det har længe været usikkert hvor længe isbjørnen har gået rundt på Jorden.

Men et nyt studie af isbjørnens gener viser, at den blev skabt for under en halv million år siden. Det fortæller Postdoc Eline Lorenzen fra Center for Geogenetik på Københavns Universitet til Videnskabens verden på P1.

- Det er meget ungt for et stort pattedyr, forklarer hun, og særligt ung for et stort pattedyr, der er så specialiseret og som er så markant forskellig fra sin nærmeste slægtning, som er den brune bjørn, forklarer hun.

Hidtil stor usikkerhed om isbjørneartens alder

Tidligere studier har peget på at isbjørnen udskilte sig fra den brune bjørn for henholdsvis 600.000 og 5 millioner år, men ifølge den danske analyse blev isbjørnen en isbjørn for mellem blot 343.000 og 479.000 år siden.

Ved blandt andet at sammenholde analyser af iskerner med dna-analyser fra isbjørnefund, ved forskerne at der var temmelig varmt i det sydlige Grønland, da splittet mellem brun bjørn og isbjørn skete.

Og dermed ved forskerne, at der har været habitater som brun bjørn kunne klare sig i.

Herefter er vejret skiftet meget hurtigt, fortæller Eline Lorenzen.

Flyt, tilpas dig eller dø

Og når ens habitat ændre sig meget hurtigt, kan arter gøre en af tre ting, forklarer hun:

- De kan enten flytte sig, tilpasse sig de nye områder eller de kan uddø, siger hun.

Derfor tror forskerne at mange af de brune bjørne flyttede tilbage mod syd, mens en enkelt population sad fast mod nord.

- Og den har så været under meget stærkt selektivt pres for at overleve, siger hun.

Ved at analysere på bjørnenes gener har forskerne lært at særligt evnen til at tilpasse sig meget fed kost har givet isbjørnen mulighed for at udvikle sig til det sælspisende rovdyr vi kender i dag.

En kost den vel at mærke er i stand til at indtage, uden at udvikle de hjertekarsygdomme som fx vi mennesker ville gøre.

Facebook
Twitter