Crowdfunding-kampagne fejlede for dansk måneraket

Penge fra 1045 mennesker via Kickstarter samlede kun godt 13 procent ind af målet på 600.000 pund.

Illustrationen viser, hvordan Moonspike tænker, at raketten, der skal sende et fartøj til Månen, kan se ud. (Foto: © Moonspike.com, Moonspike.com)

Kan private via crowdfunding-platformen Kickstarter samle nok penge ind på en måned til at bygge en raket, der kan sende et lille rumfartøj til Månen? Svaret er nej.

En måneds spektakulær indsamling sluttede 1. november for det danske Moonspike-projekt med en af grundlæggerne af Copenhagen Suborbitals Kristian von Bengtson i spidsen.

Trods pæn opbakning fra 1045 donerer, samlede man kun 78.962 pund ind af målet på 600.000.

Fortsætter projektet

- Vi er naturligvis meget skuffede over, at Moonspike-Kickstarterkampagnen ikke nåede finansieringsmålet, skriver Moonspike-folkene på hjemmesiden, men takker samtidig for støtten.

Kristian von Bengtson fortæller til DR Viden, at projektet ikke lægges ned.

I stedet gennemgår man Moonspikes muligheder og målsætninger, og så vender man tilbage med nyt om, hvad man vil med Moonspike-projektet.

Dansk asteroideforsvar nåede ikke målet

I juni oplevede et andet dansk-ledet rumprojekt, Emergency Asteroid Defence Project, der skulle samle penge ind til et asteroideforsvar via indsamlingsplatformen Indiegogo, også, at det er sværere end som så at få støtte nok.

De nåede via støtte fra 187 mennesker over to måneder at indsamle 8834 dollars svarende til 4 procent af målet.