Danmarks astronaut forfølger drømmen - skal arbejde hos NASA

INTERVIEW Andreas Mogensen skal være Europas astronaut-repræsentant hos USA’s rumadministration, og han vil samtidig forbedre sin astronauttræning til sin næste mission.

Den 2. september 2015 blev Andreas Mogensen sendt op til ISS på en 10-dages mission. Han håber nu på at få endnu en mission til rummet, der varer længere tid. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Danmarks eneste astronaut og hans familie skifter til september bopælen i Køln i Tyskland ud med en bolig i Houston, Texas i USA.

Andreas Mogensens arbejdsgiver, den europæiske rumorganisation ESA, har udpeget ham til jobbet som astronautrepræsentant. Og de næste 2-3 år bliver han udstationeret som ESA’s forlængede arm hos USA’s rumadministration NASA.

Han skal deltage i alle møder, holde styr på alt og koordinere træning og opgaver for ESA’s astronauter og orientere både chefen i Køln og NASA. På den måde vil ESA sikre sig, at Europas interesser i forhold fx videnskabelige forsøg og fordeling af arbejdsopgaver på Den Internationale Rumstation, ISS, bliver plejet bedst muligt. Sideløbende får Andreas Mogensen selv let adgang til astronauttræning.

- Jeg glæder mig utroligt meget til at blive involveret langt dybere i alt arbejdet, ikke kun omkring rumstationen, men også fremtiden indenfor bemandet rumfart, siger Andreas Mogensen til DR Viden.

Vil øge sine chancer som astronaut

Til september er det netop et år siden, at Andreas Mogensen selv var på en usædvanlig kort mission i rummet til rumstationen over 10 dage.

Det er uvist, hvornår han får en ny rummission. Det bestemmer ESA fuldt ud, blandt andet med udgangspunkt i, hvor meget Danmark betaler til det fælleseuropæiske rumsamarbejde i ESA. I 2016 betaler Danmark 0,8 procent af ESA's budget - svarende til 220 millioner kroner.

Andreas Mogensen mener, at jobbet i NASA’s enorme astronaut- og rumfartscenter Johnson Space Center med over 3000 ansatte herunder ingeniører og forskere vil booste hans karriere som astronaut markant.

Kan indhente lidt astronauttræning

- Cirka halvdelen af min arbejdstid vil NASA betragte mig som amerikansk astronaut. NASA vil bruge mig til at løse mange af de samme arbejdsopgaver, som de amerikanske astronauter løser i Mission Control Center Houston, hvor man døgnet rundt overvåger ISS, fortæller Andreas Mogensen.

Samtidig vil han få let adgang til astronauttræning, og det er en væsentlig grund til, at han har bedt om at få jobbet.

- Jeg fik ikke samme mængde træning hos NASA, som de andre europæiske astronauter gør før opsendelse, fordi min mission var så kort. Så det nye job er en mulighed for mig til at få lidt dybere kendskab til NASA og arbejde side om side med de amerikanske astronauter og tage del i deres træning, siger Andreas Mogensen.

Træne rumvandring i enormt vandbassin

Andreas Mogensen peger blandt andet på, at han fx én gang om måneden kan træne rumvandring ved ’blot’ at stikke i rumdragten og komme ned i vandet i Johnson Space Centers store træningsbassin, hvor forholdene minder om at vandre vægtløs i rummet.

- Det er ESA, der bestemmer, hvem der får missionerne. Men hvis NASA får et godt indtryk af mig, kan det øge mine chancer for, at jeg senere får en rumvandring. De kan fx sige, at jeg er kompetent, og at de gerne vil have mig med på en rumvandring, siger Andreas Mogensen.

Billedet er fra marts 2014, hvor Andreas Mogensen var på vej ned i vandet for at træne rumvandring på NASA’s Neutral Buoyancy Lab i Houston, USA. (Foto: NASA og ESA-J.Blair © NASA og ESA–J.Blair)

Opgavefordeling: Robotarm eller rumvandring?

Andreas Mogensen overtager jobbet i Houston efter den italienske ESA-astronaut Luca Parmitano, der skal retur til ESA’s astronautcenter i Køln.

Danmarks astronaut vil dermed kunne følge med fra Mission Control Center Houston, når hans gode astronautven, franskmanden Thomas Pesquet, til november tager på en seks måneders mission på ISS,

Det ophold bliver planlagt ned i mindste detalje nogen tid i forvejen, men opstår der noget uventet, skal Andreas Mogensen som nævnt tidligere tale ESA’s sag. Det samme gælder kommende missioner for ESA.

- Nogle astronauter vil rigtig gerne på rumvandring, andre vil gerne arbejde med robotarmen osv. Så der er en masse koordineringsarbejde omkring, hvordan vi fordeler opgaverne, så én astronaut ikke bare render med alle de opgaver, som alle de andre også gerne vil have, siger Andreas Mogensen.

Ny etape af astronautlivet

Andreas Mogensens kone og til den tid treårige datter flytter med til Houston.

Familien tager derover i sommer og finder et sted at bo og rejser så hjem og holder ferie og pakker flyttekasserne for at begynde næste etape af livet som astronautfamilie på den anden side af Atlanten.

- Varigheden af opholdet vil afhænge af, om jeg får en ny rummission og skal i gang med at træne til den, så der er indbygget lidt fleksibilitet i jobbet. Hvis jeg om to-tre år vil fortsætte som astronaut hos ESA, rejser vi tilbage til Køln, siger Andreas Mogensen.

Billedet med Andreas Mogensen og hans datter Emily er fra dokumentaren 'Danmarks første astronaut', som DR1 sendte den 1. september 2015, dagen før opsendelsen. Dokumentaren af Martin Sundstrøm fra DR Videnskab vandt for nyligt sølv i kategorien 'bedste instruktion' ved New York Festivals. (Foto: DR Videnskab © DR videnskab)