Dansk forsker: Indianere nedstammer måske fra Europa

En dansk genforsker mener at have fundet bevis for, at indianerne nedstammer fra Europa og ikke Østasien.

Professor Eske Willerslev gjorde den opsigtsvækkende opdagelse ved at undersøge knoglerne fra et 24.000 år gammelt liv. (Foto: Kristoffer Frøkjær-Jensen © DR)

Den danske forsker Eske Willerslev fra Geogenetik på Københavns Universitet har chokeret forskerverden med en ny opsigtsvækkende opdagelse.

Ved at analysere arvemassen i en 24.000 år gammel knogle har han bevist, at indianerne deler arvemasse med europæere, skriver Ingeniøren.

Det kan betyde, at indianerne nedstammer fra Europa og ikke Østasien, som man hidtil har troet.

Fireårig dreng

Ind til nu har forskerne været enige om, at indianerne kom til Amerika fra Østasien for 15.000 år siden ved at gå henover det landfaste område mellem Alaska og Sibirien.

Men gennem en analyse af knoglerne fra en fireårig dreng, der blev begravet for 24.000 år siden nær Bajkalsøen i Sibirien har Eske Willerslev fundet ud af, at det måske ikke var tilfældet.

Forbindelse til Europa og Asien

Drengens genom havde ingen forbindelse til moderne østasiatere, men i stedet en del til fælles med de moderne indianere, og en anden del af drengens gener kun deles med individer fra Europa og den vestlige del af Asien.

Det kan betyde, at drengen var en del af en gruppe fra Europa, som bevægede sig til Sibirien, hvor de blandede sig med grupper fra Østasien, før de vandrede videre til Amerika.

Det vides ikke, hvornår denne blanding har fundet sted, men Eske Willerslev og hans forskningsgruppe er nu gået i gang med at undersøge andre skeletter i Sibirien for at finde ud af det.

Facebook
Twitter