Diabetesforeningen: Husk børn også kan få type 2-diabetes

I USA får små børn diabetes af usund livsstil. Den udvikling kan også nå til Danmark, hvis vi ikke gør noget, siger Diabetesforeningen.

Der er ikke brug for en generel screening for type 2-diabetes blandt børn og unge, mener professor Torsten Lauritzen. Men lægerne skal være opmærksomme på at måle blodsukker, hvis der kommer meget overvægtige børn i deres klinik. (Foto: Johoo © johoo og Fotolia og Scanpix Iris)

Historien om en bare 3,5 år gammel pige i Texas i USA, der fik konstateret type 2-diabetes, har vakt opsigt på en stor europæisk diabetes-kongres - EASD - i Stockholm.

Den lille pige var overvægtig, spiste for fed og sød kost og rørte sig for lidt. Det førte til livsstilssygdommen type 2-diabetes.

Hendes læge - Michael Yafi fra University of Texas Health Science Center i Houston i USA – oplever stadig flere tilfælde af børn med type 2-diabetes. Og han mener, at der er behov for øget opmærksomhed omkring risikoen for sygdommen blandt overvægtige små børn.

Det budskab er Diabetesforeningen i Danmark enig i, selv om forholdene i dag er anderledes her i landet.

Læger bør undersøge overvægtige børn

- Fænomenet findes i Danmark, og det er et nødvendigt opmærksomhedsområde, selv om tilfælde med type 2-diabetes hos børn stadig er meget sjældne, siger Torsten Lauritzen, professor i almen medicin ved Aarhus Universitet og lægefaglig chefrådgiver i Diabetesforeningen.

- Hvis læger har nogle meget overvægtige børn i praksis, og de kommer til undersøgelse, så kan det godt være fornuftigt at måle blodsukkeret for at se, om de har type 2-diabetes, siger han.

Over de seneste 10-20 år har man set en udvikling i USA, hvor der kommer stadig flere overvægtige børn og unge, og i dag har flere type 2-diabetes end type 1-diabetes, der ikke skyldes livsstil.

- Det er frygteligt. Vi plejer bare at halte 5-10 år efter i Danmark. Så der er ingen tvivl om, at der kommer flere og flere børn med type 2-diabetes, hvis ikke vi forstår at indrette vores samfund på den rette måde, siger Torsten Lauritzen.

Pigen fik lagt sin livsstil om

Den amerikanske pige har fået diabetes-medicin, hendes forældre er blevet udlært i at lave sund mad, og de sørger også for, at hun rører sig mere.

Pigen havde efter seks måneder tabt sig meget, og hun kunne også stoppe med medicinen.

Fokus på fysisk aktivitet og kost er netop vejen frem, hvis vi skal forhindre en egentlig diabetes-epidemi.

Skolereformen kan øge fokus på livsstil

I Danmark skal skolereformens krav om 45 minutter bevægelse om dagen også være med til at sikre alle danske børn mere fysisk aktivitet og sundhed.

De næste tre uger deltager 250.000 skoleelever i dette års udgave af Skolernes sundhedsuger - Aktiv rundt i Danmark.

Og om kort tid ruller fodboldtræning kombineret med sundhedsbudskaber om mad og drikke ind på i første omgang 11 danske skoler i forbindelse med det internationale fodboldforbund FIFA’s verdensomspændende sundhedskampagne ’FIFA 11 For Health’.Kampagnen bygger på dansk forskning fra Center for Holdspil og Sundhed ved Københavns Universitet.

- Det er sådanne initiativer, vi skal have gang i. Det skal være let for børnene at røre sig fysisk, samtidig med at børnene bliver oplyst om sundhed, siger Torsten Lauritzen.

Facebook
Twitter